Kommentar af 
Thomas Larsen

Thomas Larsen: Efter sit svendestykke står magtfulde Lose nu overfor den største udfordring – Inger Støjberg

Med den historiske aftale, der skal føre til et mere bæredygtigt landbrug og genoprette vandkvaliteten i fjordene, er Stephanie Lose stemplet ind blandt de tungeste aktører på Christiansborg, skriver Thomas Larsen.

Det er lykkedes Stephanie Lose at få et
folkeligt gennembrud, skriver Thomas Larsen. 
Det er lykkedes Stephanie Lose at få et folkeligt gennembrud, skriver Thomas Larsen. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Thomas Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Uden nogen form for medvind på cykelstien er Stephanie Lose suset ind i kredsen af de mest indflydelsesrige politikere på Christiansborg. Og det er sket på rekordtid.

Da hun mandag aften trådte frem for at præsentere den enorme aftale for landbruget og et mere grønt Danmark, var der tale om en sejr i mere end én forstand.

Først og fremmest var det en sjælden stjernestund for den kronisk upopulære SVM-regering. Mod alle odds var det lykkedes at forene Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening i aftalen.

Men aftalen var også en personlig triumf for økonomiminister og V-næstformand Stephanie Lose.

Læs også

For mindre end halvandet år siden var hun end ikke med i landspolitikken, men passede derimod sit hverv som regionsrådsformand i Region Syddanmark. I marts 2023 blev hun abrupt hevet ind på Venstres ministerhold, da Troels Lund Poulsen var ved at bukke under for arbejdspresset efter, at den daværende V-formand Jakob Ellemann-Jensen var blevet sygemeldt på grund af stress.

Siden har Lose manifesteret sig som en af regeringens tungeste ministre og været en stabiliserende kraft i Venstre, hvor hun har et tæt samspil med partiformand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen.  

Det er også lykkedes for den bebrillede og knastørre økonom, der er datter af en seniorsergent og en plejehjemsassistent, at få et folkeligt gennembrud. Kaster man et blik på de aktuelle målinger, hvor vælgerne vurderer de enkelte ministres popularitet, ligger hun i top.  

Hun har skullet løse opgaver, som ville være eksploderet mellem hænderne på de fleste andre.

Thomas Larsen

Nok så bemærkelsesværdigt er gennembruddet netop ikke kommet som følge af medvind.

Tværtimod er det sket midt i et voldsomt stormvejr og under en af de største kriser i Venstres historie.

Dertil kommer, at hun har skullet løse opgaver, som ville være eksploderet mellem hænderne på de fleste andre. Og det gælder ikke mindst, når vi taler om den svære vej frem mod mandagens aftale for landbruget, som har martret Venstre siden dannelsen af SVM-regeringen.

Stort set ingen troede, at aftalen ville kunne landes i harmoni. Men det lykkedes.

Kritikerne skoser ganske vist aftalen for at være ekstremt kostbar for skatteyderne og ødsel overfor landbruget. I en leder i Ekstra Bladet blev aftalen omtalt som en jackpot for landbruget, som ifølge avisen har svinet i årtier, men som nu kan se frem til, at der afsættes 40 mia. kroner til opkøb af landbrugsjord, der skal omlægges til skov af hensyn til miljøet.

Set fra Venstres perspektiv er der derimod opnået bred enighed om en aftale, der på samme tid gør det muligt for landbruget at omstille sig og rette op de nødlidende fjorde. Og derfor roses Lose i høje toner.

Udover at være en af arkitekterne bag den nye aftale, har hun siden sit indtog været med i en lang række andre forhandlinger, herunder en finanslovsaftale, en ældrereform, en kandidatreform og en skattereform til næsten 11 milliarder kroner.

I Venstre er hun ikke blot trådt ind i rollen som væbner for Troels Lund Poulsen. Hun er indpisker i forhold til V-ministrene og et bindeled mellem regeringen og folketingsgruppen. 

Thomas Larsen

Parallelt med det har hun sammen med Troels Lund Poulsen siddet i regeringens øverste udvalg –udvalget for regeringsledelse – hvor statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sidder omkring bordet.

I Venstre er hun ikke blot trådt ind i rollen som væbner for Troels Lund Poulsen. Hun er indpisker i forhold til V-ministrene og et bindeled mellem regeringen og folketingsgruppen. Hun har deltaget i arbejdet med at styrke partiorganisationen og forberede EP-valgkampagnen. Her optrådte hun i en video med Troels Lund Poulsen og spidskandidaten Morten Løkkegaard under sloganet – Et stærkt Danmark i et sikkert Europa – som var med til at give Venstre et markant bedre resultat end frygtet.

Selv om det ikke er hendes stil – i hvert fald ikke offentligt – at opsøge hundeslagsmål, har hun vist, at hun kan slå fra sig. Venstrefolk fra baglandet og landbruget har fået besked om at stikke piben ind, mens der blev arbejdet på at lande aftalen fra i mandags.

Med adresse til Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne har hun gjort det klart, at hun hellere vil skabe resultater end at være en proteststemme, og i debatten om kvindelig værnepligt angreb hun Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh.

På mediet X skrev han: ”Hvem ville vi tvinge i krig som samfund - mændene eller kvinderne?” spurgte han og svarede selv ved at sige, at man "selvfølgelig ville sende mændene, fordi det er det mest civiliserede at gøre som samfund."

Det fik Lose til at kritisere Vanopslagh, og kort efter beklagede LA-formanden sine udtalelser og slog fast, at både mænd og kvinder kan indgå i et moderne forsvar, ligesom han gjorde det klart, at alle kvinder, der har lyst til frivilligt at aftjene værnepligt, skal have plads i forsvaret.

Læs også

Angrebene mod Danmarksdemokraterne og LA var ikke tilfældige. Begge partier har virket som magneter på skuffede V-vælgere, og står det til Lose skal den trafik stoppes og vendes.

Ser vi frem, bliver det i høj grad succesen eller fiaskoen med den opgave, som vil definere Stephanie Lose. Trods Venstrefolkenes glæde over EP-valget, befinder Venstre sig fortsat på et historisk lavpunkt.

Stephanie Lose og Troels Lund Poulsen skal vise, at de kan få fat i de frafaldne vælgere, og at de kan sikre Venstre en central rolle efter det næste folketingsvalg, som her og nu tegner helt uforudsigeligt.

På kort sigt bliver næste store opgave for Stephanie Lose at være med til at forberede regeringens udspil til et nyt og bedre organiseret sundhedsvæsen. Også her vil politikeren, som mange danskere slet ikke kendte for halvandet år siden, spille en nøglerolle.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stephanie Lose

Økonomiminister (V), næstformand for Venstre
cand.oecon. (Syddansk Uni. 2006)

Alex Vanopslagh

Partileder, MF (LA)
cand.scient.pol. (København Uni. 2016)

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)









0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024