Anmeldelse af 
John Iversen

5 A'er: Tony Blairs nye bog er en overbevisende lektion om lederskab

Tony Blairs nye bog er en kærkommen håndbog for alle, der er eller håber på at blive ledere. Og for alle os andre er det en spændende beretning om et levet liv som toppolitiker, skriver John Iversen. 

Tid er den vigtigste kapital i enhver leders hverdag. Bill Clintons (t.v.) råd til Tony Blair (t.h.) er, at lederen skal sørge for ikke at blive fanget af, at skulle sidde i møder dagen lang, skriver John Iversen.
Tid er den vigtigste kapital i enhver leders hverdag. Bill Clintons (t.v.) råd til Tony Blair (t.h.) er, at lederen skal sørge for ikke at blive fanget af, at skulle sidde i møder dagen lang, skriver John Iversen.Foto: Richard Drew/AP/Ritzau Scanpix
John Iversen
On Leadership: Lessons for the 21st Century
Tony Blair
Hutchinson/Heinemann Penguin Random House, 341 sider

 

Det er 17 år siden Tony Blair forlod Downing Street og 27 år siden, han blev premierminister i Storbritannien og Nordirland.

Nu har han skrevet en bog om sine erfaringer med at være leder og en håndbog for alle, der er eller håber på at blive ledere. Og for alle os andre en spændende beretning om et levet liv som politiker og leder.

Det er en bog på 341 spændende sider med masser af eksempler på, hvad man bør og ikke bør gøre som leder.

Tony Blair blev først gang valgt til Parlamentet i London i 1983. Han havde forsøgt at blive opstillet i adskillige valgkredse, men venstrefløjen i det gamle Labour-parti var ikke interesseret i at opstille ham. Han var heldig i sidste øjeblik at blive opstillet, og skæbnen ville, at alle de øvrige valgkredse, han havde søgt, ikke gav valg til Labour-kandidaten.

Derimod blev Tony Blair valgt, og i 1994 blev han formand for Labour, da den daværende populære formand John Smith uventet døde som 56-årig. I 1997 blev han premierminister efter mange års konservativ ledelse i Storbritannien.

Blair fortryder tilsyneladende intet

Jeg hørte selv Tony Blair tale Europa-Parlamentet, da han besøgte den socialistiske gruppe i Strasbourg i 1997 og fremlagde et mere positivt syn på EU-samarbejdet, end vi havde set under de konservative Margarethe Thatcher og John Major.

Der er en verden til forskel på den Tony Blair, der i 1997 vandt en jordskredssejr med et solidt flertal på 179 flere medlemmer end de konservative, og den slagne politiker, der måtte forlade posten som premierminister i 2007.

I sin afskedstale forsvarede han sin helhjertede støtte til USA's krig i Irak. Det skete på trods af meget stor modstand i hans eget parti og i Storbritannien.

I den nye bog er der ikke nogen fortrydelse men dog et udsagn om, at hans beslutning var et valg, som han står ved.

Tilslutningen til USA's invasion splittede Europa, hvor både Frankrig og Tyskand var imod. Det var ikke kun Tony Blair, der måtte gå af efter invasionen. Også den spanske premierminister, Jose Maria Aznar, mistede opbakning i den spanske befolkning.

Læs også

Lederskab er bogens egentlige budskab. Tony Blair drager en parallel til en bustur med en erfaren chauffør ved rattet. Hvis passagererne ved, at lederen kender vejene, og de er tilfredse med hastigheden og komforten, så vil det lykkes lederen at nå målet.

Hvis lederen derimod stopper bussen, og passagererne stiger ud af bussen, og man starter en diskussion om retningen og målet for turen, risikerer lederen, at mange af passagererne dropper resten af busturen.

Fokusér på fremtiden

Tony Blair er meget optaget af, at en leder skal prioritere sin tid. Han fortæller om et råd, som den daværende amerikanske præsident Bill Clinton gav ham. Det handler om lederens kalender.

Clinton understreger overfor Blair, at den vigtigste person i enhver leders dagligdag er den, der har kontrollen over lederens kalender. Tid er den vigtigste kapital i enhver leders hverdag. Clintons råd er, at lederen skal sørge for ikke at blive fanget af at skulle sidde i møder dagen lang.

Hvis man mister kontrollen over sin kalender, vil man fejle, som Bill Clinton påpeger overfor Tony Blair.

John Iversen
Seniorrådgiver, Rud Pedersen

Der skal i lederens kalender være tid til at tænke og tid til at studere. Der skal være plads til tid med familien og tid til at slappe af. Hvis man mister kontrollen over sin kalender, vil man fejle, som Clinton påpeger overfor Blair.

Den eneste gang, jeg selv har været tæt på en leder, var, da jeg var særlig rådgiver for transportminister Henrik Dam Kristensen (S) i to år.

Der lærte jeg også, at selvfølgelig er departementschefen og hele ledelsen i et ministerium vigtige. Men kalendermøderne med ministersekretærerne, hvor vi skulle sige ja eller nej til alle henvendelser, var helt afgørende for, at vi kunne hjælpe ministeren med overhovedet at få tid til at være leder.

Et andet af Clintons råd til Tony Blair kommer i en samtale, hvor Tony Blair fortæller Clinton, at Labour og han er i fuld gang med at forberede det første valg efter, at han blev premierminister i 1997.

Blair understreger, at han vil fortælle vælgerne om alle de ting, regeringen har opnået i den forgangne valgperiode. Hvortil Clinton svarer Blair, at hvis det er det, I går til valg på, så tænker jeg, at mange vælgere vil sige mange tak og farvel.

Det får Tony Blair til at indse, at for vælgerne handler det altid om fremtiden, og derfor er det ikke nok at sige, hvad man har gjort. Det er afgørende at fortælle, hvad der skal ske i fremtiden, hvis man bliver genvalgt som leder.

Kamp om posten er en del af jobbet

Lederrollen er altid udfordret, understreger Tony Blair. Når du er blevet leder, er der andre, der ikke er blevet det. Tony Blairs råd er ikke at forfalde til paranoia men at indse, at lederrollen altid er udfordret.

Det tydeligste eksempel i Tony Blairs tid som leder var, at hans finansminister, Gordon Brown, helt åbenlyst gik efter at overtage hans plads som leder så hurtigt som muligt. Det var en kamp, som Tony Blair ikke gør så meget ud af i bogen men blot understreger, at Gordon Brown var i sin gode ret til at ønske hans job.

Så enkelt var det nu nok ikke i virkeligheden. I en række interviews i forbindelse med udgivelsen af bogen i de britiske medier er Tony Blair meget åben om, at han gerne ville have fortsat som premierminister.

Læs også

I forhold til spørgsmålet om forholdet mellem USA og Kina er Tony Blair meget optaget af, hvordan det vil udvikle sig i de kommende år.

Blairs indgang til problematikken er, at der i dag ikke er nogen af de globale problemer, der kan løses uden Kinas aktive deltagelse. Det gælder pandemier, klimaforandringer og verdens økonomiske stabilitet.

Han peger i øvrigt også på, at Indiens rolle vil blive større og større. Indien vil komme op på en befolkning på 1,5 milliarder mennesker, mens Kinas befolkning i det kommende århundrede vil falde til 800 millioner mennesker.

Blair er også selvkritisk i forhold til, at han og andre havde en naiv tro på, at Kina i det lange perspektiv ville udvikle et samfund, som var ligesom vores Vestlige demokratier. Men Kina er ikke ligesom os. Og der er intet, der tyder på, at Kina bliver som os.

Den tidligere premierminister advarer ledere om, at man ikke skal tage let på befolkningens bekymringer i forhold til immigration. Han understreger, at hvis du som leder ikke forstår befolkningsgruppers ægte bekymringer i forhold til den voksende immigration, så vil populister omgående udnytte lederens manglende forståelse for problemet.

Blair påpeger, at populister altid vil udnytte det, hvis progressive kræfter i samfundet blot vender det døve øre til problemerne.

At give slip på de negative tanker

Tony Blair har et helt kapitel om det han kalder The Hinterland. Som leder er man hele tiden synlig og udsat for kritik. Når Tony Blair klagede over det, han blev udsat for, understregede hans kone, at der er jo ikke var nogen, der tvang ham til at være leder, og han jo blot kunne forlade posten.

En leder skal efter Blairs opfattelse have evnen til at holde sig rolig, når situationen er alt andet end rolig. Det er efter Blairs opfattelse vigtigt, at lederen har dimensioner i sit liv, som ikke handler om politik.

Ingen har lyst til at gå, før jobbet er fuldført, og det er det jo i virkeligheden aldrig.

John Iversen
Seniorrådgiver, Rud Pedersen

Lederen skal have rigtige venner, og tage sig tid til sin familie. Blair medgiver, at han ikke altid var god nok til den del af opgaven.

Tony Blair fortæller om et møde med Singapores tidligere premierminister, hvor de diskuterede, hvordan man klarer stress. Han fortæller Blair, at han følger et meditationsprogram, som er værdifuldt for ham. Det er en øjenåbner for Blair, som også skriver, at han møder overraskende mange ledere, som mediterer.

Det er i dag også en del af Tony Blairs dagligdag, hvor han giver slip på alle negative tanker.

Tony Blair deler til sidst i bogen sine tanker om at slutte som leder. Han understreger, at der ikke findes nogen perfekte måder at stoppe på. Ingen har lyst til at gå, før jobbet er fuldført, og det er det jo i virkeligheden aldrig.

Tony Blair indså efter ti år som leder, at hans tid var forbi. Selvom han havde vundet tre valg overbevisende for Labour, så var hans støtte til USA's krige det, der reelt stoppede hans politiske tid som leder.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tony Blair

Fhv. premierminister, Storbritannien
cand.jur. (St. John's College, Oxford Uni. 1975)

Bill Clinton

Fhv. præsident, USA, stifter, Clinton Foundation
Yale Law School

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024