Dansk IT: Klima- og arbejdsretskrav vil gøre EU's udbudssystem endnu tungere at danse med

I værste fald vil det både medføre spild af tid og penge og endnu værre: Et udbudssystem, der ikke er i stand til at sikre samfundet de bedst produkter og services.

Vi har masser af andre værktøjer – brug dem

Zoomer man lidt ud, så foregår der masser af andre slags regulering af det europæiske marked, og kravene til Europas virksomheder vokser på mange fronter.

Deres performance bliver i stigende grad målt via grønne regnskaber, sustainability rapporter med fokus på ESG og standarder som CSRD, der stiller store krav til dataindsamling, rapportering og compliance i hele værdikæden.

Når det gælder arbejdstagerrettigheder, er der allerede forpligtelser til at leve op til ILO-konventioner og FN's Global Compact.

Desuden stiller FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv tilsvarende krav. Læg dertil reguleringer som GDPR, NIS2 og AI Act, der alle kalder på ledelsens opmærksomhed.

Hvis vi ønsker at vurdere europæiske virksomheders performance ud fra flere parametre og skalaer, så har vi allerede værktøjer til at gøre det, og flere er på vej.

Vores råd er: Modstå fristelsen på trods af alle de gode intentioner.

Ejvind Jørgensen
Formand, Dansk IT's udvalg for it i den offentlige sektor

Hvorfor komplicere udbudssystemet yderligere, så det tvinger flere små og mellemstore danske virksomheder i knæ, når værktøjskassen allerede er fuld af målemetoder, som vores virksomheder i forvejen bruger enorme ressourcer på at leve op til?

Hvis vi uden at skæve til andet end politiske agendaer dynger flere krav og betingelser oven i det fælleseuropæiske udbudssystem, vil alt for mange kræfter gå til at slippe gennem "måleøjet" og til at spille spillet, så man scorer flere point og på den måde bringer sig foran konkurrenterne.

Hvem vinder så? Dem der tilbyder det bedste produkt til en fair pris? Eller dem der er bedst til at sno sig?

Udbuddene bliver strategiske spil i sig selv, og allerede nu befolkes de i stigende omfang af eksterne rådgivere og udbudsjurister, som er særdeles dyre i drift og bruger oceaner af tid.

Så meget tid at de tilbudte it-løsninger i nogle tilfælde bliver overhalet indenom af ny teknologi, mens de snegler sig afsted under vægten af overregulering, detaljefokuseret juristeri og tonstunge dokumentationskrav.

Gode intentioner, dårlige resultater

Hvis du synes, det lyder indviklet, så har du helt ret.

Lad os tage et enklere eksempel: Den danske folkeskole. For cirka 12 år siden besluttede Folketinget, at folkeskolen skulle løse en ny opgave: Den skulle udvikles til også at være et inklusionsværktøj. Udfordringerne omkring særligt krævende børn skulle løses af og i folkeskolen.

Det kunne være grebet an på mange andre måder, og den betragtning er ikke bagklogskab, for det skortede ikke på advarsler fra fageksperter på daværende tidspunkt.

Men forsøget blev gjort alligevel, og det fejlede med uønskede konsekvenser for både elever og lærere.

Moralen er: Vær kritisk, når du vælger værktøj. Især hvis det er et, som i forvejen klarer en anden vigtig opgave ret godt, for så ender du måske med to uløste problemer i stedet for ét.

EU's udbudssystem ér allerede komplekst, og hár allerede transaktionsomkostninger, der kan få selv garvede branchefolk i store, ressourcestærke virksomheder til at synke en klump.

Flere krav til klima og arbejdsmarked vil uden tvivl få både kompleksitet og omkostninger til at vokse sig endnu større. Vi skal den modsatte vej.

Vores råd er: Modstå fristelsen på trods af alle de gode intentioner – lad udbudssystemet gøre, hvad det blev sat i verden til: Sikre samfundet den rette ydelse til en fornuftig pris. Hvis vi vil alting, ender vi med ingenting.

Kampen mod klimaforandringer og for gode arbejdsrettigheder skal naturligvis kæmpes med næb og klør. Men vi har friheden til selv at vælge, hvor slagene skal stå. Hvorfor så vælge et udbudssystem, der fungerer, men som allerede ér udfordret af stor kompleksitet?