6 A'er fra justitsministeren: Otte unge har skrevet et råb om hjælp, der har fået mig til at stoppe op og tage stilling

Men også – og det er meget vigtigt – et råb om hjælp fra alle steder af samfundet.

For volden er ikke eksklusiv. Den er allestedsnærværende. Desværre.

Gribende mosaik af ord og kunst

Deres ord er blevet til en gribende bog, hvor de otte forfattere på forskellig vis – gennem prosa, lyrik, post-its, sms-korrespondancer, journalnotater og bittersøde collager – fortæller om deres oplevelser med vold i hjemmet.  

Den vold, de unge beskriver, har mange ansigter.

Der er for eksempel Kayla, som har været udsat for en række ubærlige oplevelser, herunder seksuelt misbrug i en plejefamilie.

Der er Daniel, som er vokset op i et hjem fuld af knytnæveslag og tog volden med sig videre som bandekriminel.

Dét, der gør bogen original, er de unges beskrivelser. De er så sansemættede og detaljerede, at det næsten er som at være der selv.

Peter Hummelgaard (S)
Justitsminister

Der er Glara, som er blevet nedgjort, slået og kontrolleret af sin mor og sine brødre gennem hele sin barndom.

Og der er Sami, som blev straffet med psykisk vold af sine forældre, fordi han var til drenge. 

Uhyggeligt konkret 

Bogen er tænkt som et oplæg til refleksion og debat. Som direktør i ’En barndom uden vold i familien’ Lisbeth Jessen skriver i epilogen, ”vi skal lære af de unges historier, uanset, hvem vi er. Politi, kommuner, daginstitutioner og alle andre.”

Men dét, der gør bogen original, er ikke dens opfordring til debat. Dét, der gør bogen original, er de unges beskrivelser. De er så sansemættede og detaljerede, at det næsten er som at være der selv.

Volden bliver nærmest uhyggelig konkret, når Sille beskriver, at mors skridt på trappen adskiller sig fra fars – og at hun alt for godt kender forskellen.

Den bliver uhyggelig konkret, når Amir fortæller, at de bamser, der i mange år var hans eneste trøst, pludselig en dag er smidt væk, når han kommer hjem fra skole.

Og den bliver uhyggelig konkret, når Elisabeth beskriver, at hendes krop har lært at overleve. Men aldrig lært at leve.

Det svigt, de unge har været udsat for, gør ondt langt ind i knoglerne.

Svigtet af forældre og samfund

Børnene er svigtet af deres forældre. Men de er også svigtet af samfundet. Som mælkebøtter er de brudt gennem asfalten og har overlevet på trods.

Som en af forfatterne skarpt formulerer det:

"HVOR FUCK VAR OPBAKNINGEN, DA VI STADIG VAR UNDER ASFALTEN."

Det stiller et vigtigt spørgsmål: Hvor var vi, da de havde mest brug for os?

Det er snart 30 år siden, at revselsesretten blev afskaffet. Men det er stadig hvert femte barn i Danmark, der bliver udsat for vold i hjemmet. Er det virkelig det bedste, vi kan præstere som samfund? Det tror jeg ikke.

Det er stadig for tilfældigt, hvem der får hjælp, når de oplever vold. Der er for mange, der falder ned mellem maskerne i sikkerhedsnettet.

Peter Hummelgaard (S)
Justitsminister

Vi ved, at børn, der vokser op med vold i hjemmet, har større risiko for at udvikle en voldelig adfærd som voksen. Men vi har også set, hvordan det rette lys kan skinne ind og ændre livet for dem, der har været i mørket.

Det lys skal vi blive bedre til at lukke ind noget tidligere.   

Tilfældigt, hvem der får hjælp

En af de ting, jeg bider mærke i, når jeg læser bogen, er, hvor meget bare ét godt menneske kan betyde for de børn, der er udsatte.

Daniel er et godt eksempel: Hans misbrugsbehandler, John, bliver nærmest en faderfigur for ham. John hjælper ikke bare Daniel med at blive clean. Han skaffer ham også et job og låner ham penge på et tidspunkt, hvor han skylder penge og bliver truet på livet.

Det er stadig for tilfældigt, hvem der får hjælp, når de oplever vold. Der er for mange, der falder ned mellem maskerne i sikkerhedsnettet.

Som Sami skriver i bogen: Man skal ’passe i kasserne’. Men ingen mennesker passer i kasser.

Derfor skal vi som samfund knytte sikkerhedsnettet tættere sammen. Så vi ikke overlader ansvaret til politiet alene. Eller til kommunen alene. Så vi er flere, der står sammen om at gribe de børn, der er udsatte.

På børnenes side

Det er altid den ældre generations automatreaktion at være forarget over den næste. Vores tid er ingen undtagelse.

Overalt hører man midaldrende mennesker tale bekymret om de unge: At de ikke er lige så servicemindede, som vi var. At de er for lidt selvstændige.

Måske er noget af det rigtigt. Men måske er de unge i virkeligheden bare modigere, end vi var. Og måske er det på tide, at vi lytter lidt mere til dem. I særdeleshed de børn og unge, der ikke fanges af middelklassens omsorg, når de møder modstand. Dem, der fødes med den mindste megafon.

Vold er ulykkeligt. Det er ødelæggende. Men det er ikke uomgængeligt. Det er muligt at finde fodfæstet efter en opvækst med vold og svigt.

Det er muligt at søge hjælp og støtte. Det er også muligt for os som samfund at gøre det bedre end i dag. De nøgler skal vi have fundet. Og ’Kh Børnene’ kan være med til at vise os vejen.

Det er ikke en bog, der leverer konkrete svar på, hvad vi kan gøre som samfund.

Den fortjener at blive læst af enhver med et hjerte, der banker.

Peter Hummelgaard (S)
Justitsminister

Men dens unikke og dybt personlige beskrivelser af voldens konsekvenser kan derimod være med til skabe debat og være med til at sætte nye standarder for, hvordan vi taler om vold i hjemmet og griber tidligere ind.

Jeg vil anbefale bogen til alle, der arbejder professionelt med børn og unge, men også til alle, der ønsker at komme tættere på den alt for store gruppe af både børn og voksne i Danmark, der bærer rundt på en tung og byrdefuld fortid.

Ikke mindst vil jeg anbefale bogen til alle os politikere, som kan gøre noget ved problemet.

Den fortjener at blive læst af enhver med et hjerte, der banker.