Når Danmark overtager EU-formandskabet, skal fælles finanspolitik på bordet

Det tankevækkende ved rapporten er den diagnose, han stiller EU her i efterdønningerne af globaliseringens hvedebrødsdage. Siden år 2000 er den disponible indkomst i USA steget dobbelt så meget som i EU-landene og 70 procent af forklaringen ligger i forskellen på produktivitet. Det kan især forklares i forskellen på innovationen inden for techområdet, hvor Europa som bekendt halter gevaldigt bagefter.

Det er en velkendt vandrehistorie, at EU regulerer mens amerikanerne innoverer. Men hvad der ifølge Draghi mangler i den fortælling er, at problemet egentlig ligger i, at Europas virksomheder støder ind i arbitrær og divergerende lovgivning fra et medlemsland til et andet. Det bliver et glasloft for europæiske firmaers muligheder for eksempelvis at skaffe kapital.

Som en del af det største indre marked i verden, er dansk velfærd, vækst og innovation fundamentalt afhængig af, at hele Europa vækster.

Jakob Wind
Formand, Europæisk Ungdom

Nok det mest tankevækkende ved rapporten er, hvor centralt penge eller kapital er. Hvert år investerer amerikanske virksomheder 700 milliarder mere end europæiske. Hvis Europa skal følge med amerikanerne, kræver det op imod fem procent af EU-landenes BNP i øgede investeringer, mener Draghi.

Og her peger pilen i den grad tilbage på de enkelte medlemslande. Selvom den private kapital er central, er offentlige investeringer på europæisk plan også absolut centralt. Draghi turde ikke helt lægge hånden på kogepladen og sige, at det kræver et større EU-budget og mere fælles gæld. Men det er faktisk det, der er brug for.

Det er ikke holdbart, at EU’s budget kun er en procent af medlemslandenes BNP, mens det føderale budget i USA udgør cirka 23 procent af landets BNP. Når vi som kontinent skal stå imod ikke alene amerikanske men også kinesiske statssubsidier, er netop et stor fælles budget afgørende. Og den enorme forskel er ikke bare et spørgsmål om at bruge EU’s budget bedre, men altså også om at forøge det. Især de grønne investeringer i von der Leyens prestigeprojekt, den europæiske grønne pagt, er absolut nødvendigt for klimaet.

Det gælder især for vores europæiske forsvarsindustri, hvor den enorme fragmentering af, hvem der producerer hvilket militærmateriel, har konsekvenser for Europas sikkerhed. Ukraine forventer, at vi kan levere så længe, de har brug for det. Og det kræver, at medlemslandene opgiver deres monopol på forsvarsindustri og i stedet ser det i en europæisk kontekst, hvor man ikke producerer det samme udstyr uden koordination i flere lande. Faktisk er det også nemmere at lave statsstøtte og konsolidere virksomheder i forsvarsindustrien, som Kommissionen ellers generelt er skeptisk over for.

Det hele handler naturligvis også om, at den europæiske familie skal udvides inden for den nærmeste fremtid. Her er en reform af EU-budgettet nødvendigt, når et stort landbrugsland som Ukraine skal med, hvis ikke der skal komme et enormt hul i budgettet. Hvor budgettets hensigt nu udligner de strukturelle forskelle mellem medlemslandene, bør pengene i langt højere grad i fremtiden målrettes de områder, hvor vi i dag er økonomisk tilbagestående rent konkurrencemæssigt for eksempel på innovation, digitalisering, infrastruktur og klimaområdet. Her rækker den sædvanlige pengepung og budgetteringsmodel dog stadigvæk ikke.

Også den danske regering må indse, at der skal tænkes nyt og gøres op med traditionel skepsis for flere penge på EU-plan og fælles gæld. Som en del af det største indre marked i verden, er dansk velfærd, vækst og innovation fundamentalt afhængig af, at hele Europa vækster. Når vi overtager EU-formandskabet næste år, kommer EU’s syvårige budget også på dagsordenen. Og her bliver vi nødt til at tænke i fælles finanspolitik, hvis vi skal kunne sikre vores velfærdssamfund nu og for kommende generationer.

EU-landene burde sammen med den nye kommission trække i arbejdstøjet hurtigst muligt for at gøre EU i stand til at leve op til både nuværende og fremtidige EU borgeres forventninger til et EU, der sikrer dem vækst og job. Ellers breder der sig et mismod om, at fællesskabet ikke kan løfte opgaven. Det kan fællesskabet godt, men det kræver politisk vilje og også mod til at fortælle befolkningerne sandheden om, hvad der er nødvendigt.