Lukkede systemer er en hæmsko for innovation

Af Kasper Hallenborg
Lektor ved Mærsk Insituttet, Syddansk Universitet

”Digital Velfærd” – nærmest et paradoks i sig selv, at det skulle kunne blive en succes. Sammenstødet mellem den digitale, matematiske og strukturerede verden på den ene side og så hensynet til livskvalitet, etik og samfundsgoder i et individuelt perspektiv på anden side. Digitalisering er nærmest blevet synonym med rationalisering – men er det nødvendigvis så dårlig en cocktail?

Skat er i flere omgange udråbt som den bedste offentlige virksomhed til digital forvaltning, så der kan meget vel være positive erfaringer at spejle sig i.

For medarbejdere i pleje- og sundhedssektorerne har dagligdagen slående ligheder med de gamle årlige indberetninger og håndskrevne skemaer, der efterfølgende indtastes, registreres og beregnes – her sker det blot hver eneste dag.

Skat er lykkedes med at automatisere disse processer gennem digitale standarder og integrerede systemer til stor glæde for de fleste borgere – tilsvarende vil medarbejdere i pleje- og sundhedssektoren kunne frigøres fra deres dokumentations- og registreringsopgaver, men det kræver systemintegration og åbne standarder.

Lukkede systemer spænder ben
Med den nationale handlingsplan for udbredelse af telemedicin, som blev fremlagt sidste sommer, blev der taget afgørende skridt mod bedre digitalisering på sundhedsområdet og særligt i forhold til det faktum, at en stor del af fremtidens patienter skal udlægges i eget hjem med telemedicinsk behandling.

Særligt i kommunerne er markedet totalt domineret af lukkede, proprietære systemer fra store leverandører, som er en hæmsko for innovationen på det velfærdsteknologiske område.

Kasper Hallenborg
Lektor ved Mærsk Insituttet, Syddansk Universitet

Gennem projekter bygges nu nationale åbne teknologiplatforme baseret på internationalt anerkendte standarder som Continua, IHE og HL7 – og her er Danmark forgangsland i Europa. De langsigtede strategiske beslutninger om blandt andet standarder er afgørende for private leverandører, så de udvikler løsninger til et blivende eller kommende marked.

På pleje- og omsorgsområdet i kommunalt regi eller for primærsektoren generelt ser billedet dog noget anderledes ud. Særligt i kommunerne er markedet totalt domineret af lukkede, proprietære systemer fra store leverandører, som er en hæmsko for innovationen på det velfærdsteknologiske område.

Når kommunernes omsorgssystemer ikke er åbne for integration med de velfærdteknologiske løsninger, som næsten dagligt præsenteres til for eksempel hjemmetræning, medicinering, personlig hjælp mv., så er løsningerne ikke med til at fremme digitaliseringen og frigøre de ønskede medarbejderressourcer, fordi informationsflowet mellem systemerne ikke er automatiseret og kan ses i eksisterende systemer. Projekterne dør, når den projektledende ildsjæl eller virksomhed løber tør for ressourcer.

Behov for åben it-infrastruktur
Der er behov for at nytænke tilgangen. Åbne standarder og en it-infrastruktur, som tillader og forenkler integrationen af de forskellige løsninger, som i projekterne under den telemedicinske handlingsplan burde være en selvfølgelighed.

Men uden et nationalt initiativ, i stil med handlingsplanen for telemedicin, kommer det ikke til at ske. Markedsdelingen og -dominansen for aktørerne på området (KMD, CSC og Avaleo) er så stærk, at det spænder ben for mange små innovative aktører på det velfærdsteknologiske område, fordi deres løsninger ikke kan integreres i systemerne og dermed give den forventede rationaliseringseffekt efter projektfasen.

Både fra national og kommunal side må der tages initiativ til og lægges pres på for at skabe en åben infrastruktur – det er utopi at tro, at det sker af sig selv, og det skyldes ikke nødvendigvis ond vilje fra systemleverandørerne, men de er nødt til at have strategiske valg omkring standarder og lignende, inden der kastes mange udviklingsressourcer efter at bygge de nye it-infrastrukturer.

Man er nemlig stadig nødt til at have de store spillere på banen til at sikre den basale infrastruktur, der binder systemerne sammen og håndterer de nødvendige sikkerhedsproblematikker for personlige- og sundhedsrelaterede data, men hvis der er vilje, er der vej – og det er ikke teknologien, som er begrænsningen.

Og det kan sagtens gøres til en lukrativ forretning for infrastrukturleverandørerne også, hvis de kan etablere fundamentet for det software- og innovationsmæssige økosystem, hvor det bliver muligt for mindre og innovative aktører at skabe løsninger, som bidrager til velfærdsteknologiområdet. Forretningsmodellen kunne have visse ligheder med AppStore-princippet fra Apple.

Det handler i bund og grund om at turde træffe de strategiske valg, som udfordrer og muliggør de organisatoriske ændringer, der er afgørende for, at effektiviseringen gennem digitalisering kan høstes, og man ikke samtidigt fjerner det fremtidige næringsgrundlag for de nødvendige systemleverandører.

”Et kompromis er kunsten at dele en kage på en måde, at enhver tror, at han har fået det største stykke", Winston Churchill.