Christine Antorini ud af SF
Jon Adelsten
Ingen forfatter
Ingen forfatter
- Jeg kan bekræfte, at jeg har meldt mig ud af SF. Men mere vil jeg ikke sige lige nu. Det er et internt anliggende mellem SF og mig, siger Christine Antorini til dagbladet Information.
Uenighed om socialpolitik
Ifølge Information drejer striden sig om en voksende uenighed på socialområdet. Antorini hørte til partiets højrefløj sammen med bla. to andre frafaldne SFere de tidligere gruppeformænd Steen Gade og Jes Lunde. Når det netop er partiets socialpolitik Antorini slår ned på, kan det skyldes at den tegnes af Villy Søvndal, der er et markant medlem af partiets venstrefløj.
Antorini har desuden markeret sig som modstander af partiets EU-skeptiske linje.
Holger K.: Naturlig skilsmisse
SFs formand Holger K. Nielsen mener, udmeldelsen er en naturlig reaktion. Antorinis holdninger er ikke længere forenlige med SFs, mener han.
- Udmeldelsen er ikke nogen overraskelse for mig. Hun har fjernet sig så langt fra SF's værdigrundlag, at det blot svarer til en skilsmisse efter en længere separation. Det er helt naturligt, at hun nu selv har taget konsekvensen af vores store meningsforskelle, siger Holger K. Nielsen til Information.