Sching, schang, Schengen
Rasmus Nielsen
UdgiverIngen forfatter
Ingen forfatter
Husk både person- og pillepas
Hvad der kunne have været en god sag for regeringen er endt som en fuser. Schengen opfattes indtil videre mere som problemskaber end problemknuser.
Vi skal jo alligevel fortsat have pas med, når vi skal ned efter øl. Nu risikerer vi bare, at tyske myndigheder forlanger at se dansk pas ved Ejderen frem for som hidtil ved den dansk-tyske grænse. Er det egentlig en udvidelse af den lovlydige borgers retssikkerhed - eller en indskrænkelse? I hvert fald skal man fremover huske både sit person- og pillepas.
Den dårlige offentlige information kan godt undre. Tid og penge er jo ikke normalt en mangelvare i det offentlige. Schengen blev dog aftalt mellem landene for snart fire år siden (10. juni 1997). Måske skulle man have haft den tidligere hofnar og MF'er, Jacob Haugaard til at forsøge sig med at udtale "Schengen" i TV-reklamer …? Så var budskabet nok gledet ned.
Hvad sundhedsminister Arne Rolighed (S) angår, trænger den nybagte politiker sikkert til lidt personlig sundhed efter de sidste ugers debat om pillepasset. Tre dage før Schengen træder i kraft fik han vedtaget sit pillepas i Folketinget. I bred enighed men under skarp kritik. Nå, men én gang i ethvert mandfolks liv skal man blive to år ældre på to måneder.