Nulforskning
Ingen forfatter
Ingen forfatter
Ingen forfatter
Virkeligheden er knap så enkel, fordi universiteternes ledelser hidtil har opereret i et lukket kredsløb. De bliver valgt af de medarbejdere, som de efter en ledelsesperiode skal tilbage til og være kolleger med. Det kan nemt virke dæmpende på lysten til at kontrollere og se kritisk på bevillinger.
Systemet bliver der heldigvis gjort op med i universitetsreformen. Ligesom regeringen med sin forskningsreform viser vilje til igen at sætte forskningen højt på samfundets dagsorden. Det løser ikke her og nu problemet med for mange udtjente forskere og unge forskere, der må kigge forgæves efter stillinger og bevillinger.
At videnskabsfolk kan nå et punkt, hvor arbejdsindsatsen blive mindre intensiv, behøver der ikke være noget galt i. Men forskningsmidlerne er for få og for vigtige til, at universiteterne kan rutte med dem. Så må man finde en form for nedtrapningspolitik eller stillingsændringer, der kan skabe den nødvendige dynamik. Under alle omstændigheder er det en ledelseopgave at ændre tingenes tilstand. Nok hedder det fri forskning; men samfundet må forvente, at der ligger et ansvar bag.