Sociale medier kan være en katalysator for uro, men de er ikke årsagen

Meget hurtigt blev et falskt navn, 'Ali-Al-Shakati', forbundet med gerningsmanden. En påstand, der hurtigt blev delt af profiler i konspirationsteoretiker-kredse som erhvervskvinden Bernadette Spofforth.

Hun har nu har fortrudt og beklaget sit opslag, der havde til formål at plante skylden for drabene hos en immigrant, der var kommet til Storbritannien med båd over kanalen.

En profil ved navn 'Channel3Now', der foregiver at være et nyhedsmedie, men reelt er en kanal for spredning af falske nyheder, havde lavet det pågældende opslag.

Det opslag blev set næsten tre millioner gange og blev hurtigt delt videre af andre store profiler, inklusive den kontroversielle influencer, Andrew Tate, hvis opslag om sagen blev set over 15 millioner gange.

Hvis vi censurerer os ud af problemerne, kan vi miste meget mere, end vi vinder.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Udover direkte misinformation var der også en bred spredning af konspirationsteorier, som hævdede, at myndighederne forsøgte at dække over de "sande" årsager til mordene.

Disse teorier blev ofte spredt af profiler med en historie for at dele anti-immigration og højreorienterede synspunkter.

Ved at spille på frygt og fordomme blev disse teorier hurtigt virale, og det piskede stemningen yderligere op.

På platforme som X, hvor moderation af indhold er blevet nedprioriteret efter Elon Musks overtagelse, fik de falske oplysninger lov til at florere næsten uhindret. Det skabte et feedback-loop, hvor vrede og frygt blev forstærket.

Som uroen bredte sig, blev sociale medier også brugt som en platform til at mobilisere folk til gaderne.

Opråb om demonstrationer, og i nogle tilfælde voldelige handlinger, blev delt bredt, hvilket gjorde det muligt for vrede borgere at organisere sig hurtigt og uden om de traditionelle medier eller myndighedernes kontrol.

Spredningen på de sociale medier blandt influencere og konspirationsteoretikere er en klassiker i sådanne akut opståede dramaer, hvor nogen har en interesse i at destabilisere samfundet og skabe uroligheder og konfrontationer. Effekten udeblev ikke.

Ekstreme højreorienterede grupperinger mobiliserede sig og gik på gaden i protest mod illegal indvandring og islam. Det fik uroen til at sprede sig til flere byer på kort tid.

Selv om myndighederne gik ud med gerningsmandens rigtige navn og hans ophav som britisk statsborger, stoppede det på ingen måde urolighederne. Han viste sig at være født og opvokset i Cardiff i Wales, hvorfra han flyttede til området omkring Southport i 2013 med sine forældre, der oprindeligt kommer fra Rwanda.

Men er sociale medier virkelig roden til problemet? Eller er de blot et spejl, der reflekterer de dybere problemer, vi står med?

Uroen i gaderne blev ikke skabt af algoritmer eller hashtags – den er et symptom på mange års politisk forsømmelse og social ulighed. Mennesker, der føler sig svigtet og marginaliseret, finder fællesskab i deres frustrationer online.

Sociale medier er ikke problemet. De viser os blot den virkelighed, mange mennesker lever i.

De falske informationer, der blev spredt på sociale medier, førte ikke kun til digital vrede, men også til fysiske angreb.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

At smadre spejlet vil ikke fjerne årsagerne til deres utilfredshed; Det vil kun gøre det sværere for os at se, hvad der virkelig foregår. Så hvad gør vi nu?

Vestlige demokratier står endelig over for en hård sandhed: Den infrastruktur, hvorpå vores politiske diskussioner og informationsudveksling finder sted, er i stigende grad ikke tilpasset til vores demokratiske værdier for en fornuftig politisk debat.

Teknologier, der engang blev set som harmløse, eller måske endda værdi-positive for udbredelsen af ​​liberale eller vestlige ideer, er blevet ustyrbare, sårbare over for misbrug, svære at indfange eller regulere og kan ikke længere håndhæve acceptable samtalenormer.

Alternativer til de globale sociale platforme er ikke-eksisterende. Der er eksempelvis ingen BBC social media platform eller i Danmark en DR eller TV 2 social medieplatform, der kan måle sig i forbrug med de store globale platforme som X og Meta.

I kølvandet på modprotesterne fra den lokale befolkning i gaderne her forleden takkede den britiske indenrigsminister, Yvette Cooper, ordensmagten på – ja, hvor ellers? – X, der netop havde været centrum for en del af de falske informationer og mobiliseringen til optøjerne.

Indlægget blev efterfølgende delt gennem premierministerens konto på samme platform. 

Mange britiske politikere, inklusive premierministeren, mener, at løsningen er strengere kontrol over de sociale medier.

Den britiske "Online Safety Act 2023" træder i kraft i begyndelsen af 2025. Den sigter mod at regulere indholdet på de sociale platforme og beskytte borgerne mod skadeligt indhold. Nu taler de britiske politikere om, at den allerede vedtagne lov skal gøres endnu skrappere.

Her er seks hovedpunkter fra loven:

1. Forpligtelse til at fjerne ulovligt indhold: Sociale medieplatforme og andre online-tjenester er forpligtet til hurtigt at fjerne indhold, der er ulovligt, såsom indhold, der opildner til vold, had eller terrorisme, samt børnemisbrugsmateriale.
2. Beskyttelse af børn online: Loven indeholder specifikke krav til beskyttelse af børn og unge på internettet. Platforme skal implementere særlige foranstaltninger for at forhindre, at børn eksponeres for skadeligt indhold, herunder voldeligt eller pornografisk materiale.
3. Krav om gennemsigtighed: Onlineplatforme skal være mere gennemsigtige omkring deres indholdsstyringsprocesser. De skal offentliggøre rapporter om, hvordan de håndterer ulovligt og skadeligt indhold, og hvordan deres algoritmer prioriterer indhold.
4. Strafansvar for manglende overholdelse: Platforme og deres ledere kan blive straffet med store bøder, hvis de ikke overholder lovens krav. Der er også mulighed for fængselsstraf for ledere, hvis deres virksomhed groft overtræder reglerne.
5. Begrænsning af skadeligt indhold for voksne: Loven kræver, at platforme implementerer funktioner, der giver brugerne mulighed for at kontrollere, om de vil eksponeres for indhold, der kan være skadeligt, men ikke ulovligt, såsom desinformation og hadefulde ytringer.
6. Overvågning og håndhævelse af Ofcom: Det britiske medietilsyn, Ofcom, får en central rolle i at overvåge og håndhæve lovens bestemmelser. Ofcom har beføjelser til at kræve, at platforme ændrer deres indholdsstyringspraksis og kan udstede bøder for manglende overholdelse.

Med Online Safety Act får staten og medietilsynet i Storbritannien en udvidet kontrol over, hvad der må siges online. Det er særligt punkt fem, der giver anledning til diskussioner.

Hvornår kan noget indhold siges at være skadeligt, men ikke ulovligt, såsom desinformation og hadefulde ytringer – og hvem skal afgøre, hvad der en desinformation og hadefuldt?

Alternativer til de globale sociale platforme er ikke-eksisterende.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Her skal det britiske medietilsyn udarbejde en række retningslinjer, som platformene skal styre efter. Det bliver ikke nogen nem opgave.

Men gør det vores samfund bedre, at vi overlader så meget magt til staten og et medietilsyn?

Når regeringer får magt til at bestemme, hvad der må siges, risikerer vi at bevæge os væk fra de grundlæggende frihedsrettigheder, vores samfund bygger på.

Vi skal passe på, at vi i jagten på sikkerhed ikke ender med at kvæle den frie debat. For hvis vi censurerer os ud af problemerne, kan vi miste meget mere, end vi vinder. Vi kan miste evnen til at diskutere, kritisere og forstå de reelle årsager til den uro, vi ser.

Hvis vi begrænser folks mulighed for at udtrykke deres frustrationer online, vil problemerne så forsvinde, eller vil de blot blive skubbet længere ned under overfladen?

Risikoen er, at vi tvinger had og vrede ind i lukkede, krypterede rum, hvor de kan vokse uden nogen form for indsigt eller intervention.

Så hvad kan vi gøre for at standse hadet og volden – med eller uden de sociale medier?

Svaret ligger ikke i censur, men i at adressere de underliggende problemer, som Storbritannien har mange af – den økonomiske ulighed, bedre uddannelses- og jobmuligheder, store problemer med sundhedssystemet og manglende tillid mellem borgerne og de politiske ledere.

De sociale medier ikke er fjenden – de er værktøjet, som kan bruges til både godt og absolut også på ondt som i dette tilfælde, hvor misinformationerne ikke lod sig stoppe af modtræk i form af myndighedernes modkampagner.

I sidste ende er det ikke nok at smadre spejlet eller skrue ned for lyden. Vi må se os selv og vores samfund i øjnene og tage ansvar for de problemer, vi ser. Hvad enten det er voksne, der går amok mod asylcentre eller det er unge, som bruger nettet til selvdestruktive handlinger.

Lad os ikke narre os selv til at tro, at vi kan regulere os til et bedre samfund.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Uroen i Storbritannien, der fulgte i kølvandet på drabene på tre små piger i Southport, blev i høj grad udløst og intensiveret af misinformation, der spredtes hurtigt på sociale medier.

En anden kritisk faktor var de sociale medieplatformes langsomme og utilstrækkelige reaktion på at bremse spredningen af misinformation.

Til trods for advarsler og krav fra myndighederne tog mange af platformene, såsom Meta, der moderselskab for Facebook og Instagram, og X, ikke tilstrækkelig handling i tide.

Deres tavshed og passivitet blev set som en medvirkende årsag til, at situationen eskalerede så hurtigt, som den gjorde. Det er der god grund til at kritisere platformene for.

De falske informationer, der blev spredt på sociale medier, førte ikke kun til digital vrede, men også til fysiske angreb. Der blev rapporteret om angreb på moskeer og muslimske samfund, hvilket viste den direkte forbindelse mellem online misinformation og voldelig handling i den virkelige verden .

Samlet set viser uroen i Storbritannien, hvordan misinformation på sociale medier kan få alvorlige og vidtrækkende konsekvenser, når det bliver brugt til at piske frygt og had op.

Den markante britiske løsning med Online Safety Act 2023 er symptomatisk for en bredere tendens til at skyde skylden på teknologien og algoritmerne, når samfundet vakler og vi ikke forstår reaktionsmønstrene.

Sociale medier bliver syndebukken. Men sandheden er, at de kun spejler de problemer, der allerede eksisterer.

Misinformation og had florerer online og trives alt for godt, når kendte personer med mange følgere smider benzin på bålet. Men reaktionerne stammer fra virkelige følelser, fra rigtige mennesker, der føler sig marginaliseret og overset​.

Vi skal passe på, at vi i jagten på sikkerhed ikke ender med at kvæle den frie debat.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

At tro, at vi kan løse samfundets dybe problemer ved at regulere dem væk på nettet, er en farlig illusion.

Vi kan godt fjerne de mest åbenlyse eksempler på had og vold. Men hvis vi ikke gør noget ved de underliggende årsager, er vi bare i gang med at skjule symptomerne i stedet for at kurere sygdommen.

Som bekendt er det den direkte vej til at forværre helbredsmulighederne.

Vi skal spørge os selv: Hvad er det egentlige mål med en vidtgående lovgivning som Online Safety Act? Er det at skabe et sikrere online-miljø? Eller er det at udøve kontrol over en teknologi, som vi ikke helt forstår eller frygter?

I et forsøg på at tæmme internettet risikerer vi at miste det, der gør det værdifuldt: Den frie strøm af information og ideer.

Lad os ikke narre os selv til at tro, at vi kan regulere os til et bedre samfund. Sociale medier kan være en katalysator for uro, men de er ikke årsagen.

Hvis vi virkelig vil tackle problemet, skal vi kigge på de dybereliggende sociale og økonomiske faktorer, der driver folk til desperation og vrede.

Bemærk, at jeg i denne klumme ikke har talt om helt berettigede indgreb over for terror, filmede voldshandlinger, tortur, børneporno, kriminelle gruppers brug af de sociale platforme til forskellige forretninger, mishandling af mennesker eller dyr eller selvskadegrupper og den slags.

Det kan og skal man regulere og gribe ind over for. Selv om det ikke er let altid at afsløre.

Det, jeg taler om her, er den politiske debat – også når den bliver hadefuld, diskriminerende, giftig og ubehagelig i tonen.

Husk: Det er ikke spejlet, der er problemet – det er, hvad det reflekterer.

Hvis vi virkelig vil skabe forandring, må vi starte med at konfrontere vores egne svagheder og mangler som samfund, i stedet for blot at forsøge at skjule dem bag en regulering af nogle sociale platforme.