Kronik

Historiker: Regeringen har ikke forstået den opgave, et ministerie for samfundssikkerhed skal løse

Det er ikke tilstrækkeligt med en national sikkerhedsrådgiver, en ny styrelse eller et sikkerhedsråd bestående af ministre. Der skal en helt anden størrelse til for at forbedre samfundssikkerheden, skriver Niels Klingenberg Vistisen.

Ministeren af et ministerium for samfundssikkerhed skal være en erfaren og respekteret specialist, skriver Niels Klingenberg Vistisen, der peger på Michael Zilmer-John som en mulig kandidat.
Ministeren af et ministerium for samfundssikkerhed skal være en erfaren og respekteret specialist, skriver Niels Klingenberg Vistisen, der peger på Michael Zilmer-John som en mulig kandidat.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Niels Klingenberg Vistisen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Efter regeringen endelig er kommet med anbefalinger til hjemmeberedskab for de enkelte borgere, forlyder det nu, at det undersøges, med Troels Lund Poulsen i spidsen, hvordan den nationale sikkerhed kan styres (og styrkes).

Det kommer samtidig med en ret bred og konkret kritik fra flere organisationer, herunder Kommunernes Landsforening og Hovedstadens Beredskab, at den offentlige sikkerhed slet ikke er klar, robust eller styret.

Når kommunerne efterspørger vejledning til plejecentre hos Beredskabsstyrelsen, og de melder hus forbi, så er det faktisk fordi, det er ikke deres opgave eller ansvar.

Det virkelig problem er med andre ord, at det slet ikke er nogens ansvar, opgave eller ekspertise, at rådgive kommuner, plejecentre eller andre, om hvad de skal gøre. Men det skal et nyt ministerium for samfundssikkerhed rette op på.

Problematiske forslag

Michael Zilmer-Johns har direkte anbefalet et ministerium for samfundssikkerhed, og jeg synes det er meget påfaldende, at den ekspert, der har stået bag en stor og bred undersøgelser af alle sikkerhedspolitiske udfordringer mod Danmark, peger på netop det.

Problemet er, at det slet ikke er nogens ansvar, opgave eller ekspertise, at rådgive kommuner, plejecentre eller andre, om hvad de skal gøre.

Niels Klingenberg Vistisen
Krigshistoriker

Lektor og ekspert i samfundssikkerhed på Forsvarsakademiet, Rasmus Dahlberg, peger også på et ministerium for samfundssikkerhed som løsningen.

Derfor undrer det mig såre, at man i nyhederne om regeringens overvejelser kan læse udtryk som national sikkerhed (fremfor samfundssikkerhed), og at de blandt andet peger på et nyt ministerium, der skal have både Politiet såvel som Politiets Efterretningstjeneste under sig, eller på et nationalt sikkerhedsråd bestående af ministre – naturligvis med statsministeren i spidsen.

Det får mig til at tro, at opgaven, der skal løses, fortsat ikke er klar, ikke er godt nok beskrevet, og dermed heller ikke er godt nok analyseret.

Måske giver det ikke et billede på nethinden eller en "nåja" oplevelse, når der bliver sagt "ministerium for samfundssikkerhed". Men jeg synes regeringens forslag er meget problematiske, og jeg vil gerne fortælle både hvorfor, samt prøve at argumentere for, hvorfor et egentligt ministerium for samfundssikkerhed er det rigtige.

Politiets rolle

For det første er Politiet kun en lille brik i samfundssikkerheden, og det bør bestemt høre under Justitsministeriet. Politiets primære opgave er lov og orden blandt borgerne, hvor det største problem er kriminalitet – mellem borgere. Kun en lille del af Politiets Efterretningstjeneste beskæftiger sig med truslen fra Rusland og den hybride trussel.

Truslen mod Danmark er ikke fra landets borgere, og Politiet skal ikke blive til et slags "Stasi" – det er blandt andet derfor, det skal hedde samfundssikkerhed og ikke national sikkerhed. Lad Politiet blive sammen med Justitsministeriet, hvor det hører til.

For det andet er Politiet slet ikke i stand til at varetage den store og komplicerede opgave med at samordne det samlede beredskab og samfundssikkerhed. Politiets tilgang er grundlæggende reaktiv, at rykke ud når noget sker, og den filosofi er forkert i denne opgave.

Læs også

Politiets normale planlægningshorisont er også normalt meget kort og deres kapacitet lille og simpel. Det virker godt til små opgaver og hurtig reaktion. Her er der dog behov for noget mere langsigtet og overordnet planlægning.

Hvad angår PET, så ville forslaget medføre at konkurrencen mellem PET og Forsvarets Efterretningstjeneste består – med et styrket PET – og det er ikke godt for deling af efterretninger og trusselsvurderinger – og ikke mindst kontraspionage. Der skal være nogen over dem til at bestemme.

Trebenet ministerie

Et national sikkerhedsråd bestående af ministre kan være fint nok, men det kan ingenlunde erstatte et ministerium. Ministre skiftes og mødes kort for at beslutte, og nogen skal forberede noget til dem. Hvad nu hvis det går så stærkt, at de ikke har tid at læse bilagene?

Konkurrence og rivalisering vil bestå, og måske skal nogle rulle rundt og lægge sig. Det er mildest talt ikke det, vi har behov for – hverken i opbygningsfasen, eller hvis en egentlig stor krise skulle indtræffe. Lad nu ministre passe det politiske job og overlad den operative styring af samfundssikkerhed til de professionelle.

Der skal et nyt ministerium til for at have mandat til at give opgaver til mange styrelser på tværs – Politi, Forsvar, Beredskab, Sundhed, Økonomi, og til private sektorer, virksomheder med videre.

Det er ikke tilstrækkeligt med en national sikkerhedsrådgiver.

Niels Klingenberg Vistisen
Krigshistoriker

Indenrigsministeriet kommer nok tættest på, og en stærk styrelse herunder var mulig, for her lå meget af ansvaret for civilforsvaret i de gamle dage – under den første kolde krig. Men da området er helt nyt, og der er et stort efterslæb, bør det i min optik være et helt nyt ministerium, men med en meget klar opgave og stærkt mandat, for at sikre, at der sker noget.

Et nyt ministerium for samfundssikkerhed skal i hovedtræk stå på tre ben:

  1. Analysere det samlede trusselsbillede, udvikle scenarier og kortlægge sårbarheder.
  2. Udvikle og organisere et samlet, koordineret beredskab i alle sektorer, sørge for det bliver indøvet og kontrollere det, samt have en stab der kan føre det i tilfælde af krise.
  3. Informere og uddanne politikere, myndigheder og borgere om samfundssikkerhed.

Ministeriet kan derfor, i hovedtræk, bestå af en afdeling A, U og I, som hver især består af nogle specialiserede kontorer. Måske der skal være en selvstændig føringsstab og/eller situationscenter ved siden af afdelingerne.

Afdeling A, U og I

Afdeling A, skal bestå af kontorer for truslen, scenarier og sårbarhed.

Kontoret for trusler skal fusionere trusselsvurderinger fra PET, FE og andre organisationer, således hele trusselsbilledet er samlet, fusioneret og formidles korrekt. De kan give opgaver til FE og PET, men ikke selv bedrive indhentning.

Kontoret for scenarier skal udvikle og formidle relevante scenarier, både på nationalt og lokalt niveau – det vil sige, omsætte truslen i forhold til samfundet; hvordan kan det ske?

Læs også

Kontoret for sårbarhed skal analysere sårbarheder i samfundet, og disse kan kædes sammen med både truslen og kritikalitet, i rammen af trekanten for beskyttelse af kritisk infrastruktur.

Afdeling U skal bestå af kontorer for udvikling og doktrin, planlægning og føring samt øvelser.

Kontoret for udvikling og doktrin skal fastlægge den doktrin, som alle skal arbejde efter, udarbejde håndbøger og reglementer.

Kontoret for planlægning og føring skal i en krisesituation faktisk føre – med større kapacitet end den nationale operative stab i dag kan – og de skal sikre, at alle myndigheder bidrager og selv indøver.

Kontoret for øvelser skal både beordre andre til at lave egne øvelser, stå for større og fælles øvelser på nationalt niveau, og de skal kontrollere, at alle andre efterlever direktiver og krav.

Den store opgave er at finde ud af præcis, hvad truslen er og forstå den.

Niels Klingenberg Vistisen
Krigshistoriker

Afdeling I skal bestå af kontorer for rådgivning, kommunikation og uddannelse.

Kontoret for rådgivning skal rådgive offentlige myndigheder, heriblandt folketings- og lokale politikere, myndigheder og private virksomheder.

Kontoret for kommunikation skal informere og oplyse offentligt, blandt andet via TV, foredrag, pjecer, reklamer og så videre.

kontoret for uddannelse skal forestå kurser og uddannelse af myndigheder og private og på efterspørgsel.

Politisk hjemløst område

Selve ministeren skal være en erfaren og respekteret specialist, måske Zilmer-Johns, men han skal være afdæmpet, for selvom opgaven er klar, så tager det tid på den måde at beordre andre styrelser under andre ministerier. Den modus skal etableres sikkert og med respekt – og ikke i panik eller arrogance. Et solidt ministersekretariat skal assistere med dette.

Med ovenstående opgaver for øje, så står det for mig ret klart, at det ikke er tilstrækkeligt med en national sikkerhedsrådgiver, en ny styrelse, som primært består af Politiet og PET, eller et sikkerhedsråd bestående af ministre.

Læs også

Mange af de ovenstående opgaver bliver slet ikke udført eller løst den dag i dag, og hele området er politisk hjemløst. Jeg har forsøgt at være meget konkret, for at skabe en egentlig forståelse for, hvad der er behov for, således det ikke bare er henslængte påstande om et nyt ministerium.

Den store opgave er at finde ud af præcis, hvad truslen er og forstå den; at finde ud af hvor sårbarhederne er; at udvikle en national doktrin for samfundssikkerhed; at direktivgive mange styrelser og sektorer i hvordan de skal organisere sig. Og så må og skal krav til kapacitet og udrustning udspringe af et professionelt, kapabelt ministerium.

Det ligner ellers ikke en thybo at efterspørge mere bureaukrati på Slotsholmen, men her må jeg fagligt gøre en undtagelse. Vi manglede den kapacitet i går, vi behøver den nu, og vi skal i gang i dag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Klingenberg Vistisen

Krigshistoriker
cand.mag.

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

Michael Zilmer-Johns

Fhv. protokolchef, Udenrigsministeriet, fhv. ambassadør, Danmarks Faste Repræsentation ved Nato
cand.polit. (Københavns Uni. 1982)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024