Tidligere chef i FE: Nej, Anna Libak. Mit svar på konflikten i Sahel er ikke enkelt

Weekendavisen bragte 30. april en kommentar fra udenrigsredaktør Anna Libak, som refererer mig for her i Altinget at have skrevet, at ”kampen mod islamisk terror i Sahelregionen i Afrika bliver et nyt Afghanistan”, og at ”regeringen måske bør tænke sig om en ekstra gang, før den beder om Folketingets tilladelse til at sende danske specialoperationsstyrker til Mali”.

Kommentaren antyder også, at jeg skulle mene, ”at kuren er værre end sygdommen”, det vil sige, at det er værre at sende danske styrker afsted end at lade være. Sluttelig skriver Libak, at mit svar ”er enkelt”. 

Kommentaren i Weekendavisen er velkommen. Det er helt på sin plads, når Libak kommenterer på den prekære, bekymrende og faktisk ret mystiske situation i Tchad – det hører til sjældenhederne, at præsidenter påstås at være blevet dræbt ved frontlinjen.  

Debatten om, hvordan vi bedst bekæmper truslen fra militante islamistiske grupper i Sahel (og andre steder i Afrika, Mellemøsten og Asien), er også meget velkommen. Dog bliver jeg nødt til at præcisere mine budskaber vedrørende det danske bidrag af specialoperationsstyrker til Task Force Takuba. For noget er tilsyneladende gået tabt. 

Når jeg skriver, at det haster med at gentænke indsatsen, er det ikke fordi, de vestlige styrker ikke skal indsættes. Det er dog altafgørende at overveje, hvordan de indsættes

Jacob Kaarsbo
Fhv. chefanalytiker, Forsvarets Efterretningstjeneste

Ingen enkle svar 

For det første mener jeg ikke, at der findes et enkelt svar. Mine evner rækker i hvert fald ikke til at se det. Vi står med en meget kompleks situation, hvor de muligheder, den danske og vestlige regeringer har, rummer en række negative bivirkninger. Samtidig skal vi være os bevidst, at problematikkerne i de enkelte lande i Sahel er forskelligartede. Der er blandt andet forskellige styreformer, forskellig historik og forskelle i den etniske og stammemæssige sammensætning af landene. 

Libak påpeger korrekt, at Idriss Déby i Tchads var en despot, hvis vigtigste kvalifikation som vestlig alliancepartner var, at han rådede over et kapabelt militær, som han var villig til at bruge mod de militante islamister i regionen, lige fra Boko Haram ved Tchad-søen til grupper allieret med al-Qaida og Islamisk Stat i Burkina Faso og Mali. I Mali og Burkina Faso er problematikkerne nogle andre. 

En sikkerhedsmæssig nødvendighed 

For det andet mener jeg, at der er en sikkerhedsmæssig nødvendighed bag den militære indsats i Sahel. Jeg skrev her på Altinget: ”Forstærket militær intervention er nødvendig for at forhindre statskollaps, nye fristeder eller det værst tænkelige scenario: Et nyt kalifat, der tiltrækker kæmpere fra hele Europa, inklusive Danmark”. 

Da Frankrig gik ind i Mali i 2013, var det fordi, de (og vi) frygtede, at de militante islamister ville tage kontrol med hovedstaden Bamako. Vi står nu i en situation, hvor truslen har spredt sig, og hvor tre hovedstæder, Bamako, Ouagadougou og Niamey, er truet. Uden en militær indsats ville vi risikere at stå med nye, store fristeder for terrorgrupper.

Både inden for sikkerhed og den bredere udvikling af regeringsførelsen skal der laves lokale løsninger. Det skal være løsninger, som tilgodeser eksempelvis tuareger i Mali eller fulanier i Burkina Faso. Ellers er missionen udsigtsløs

Jacob Kaarsbo
Fhv. chefanalytiker, Forsvarets Efterretningstjeneste

Det ville svare til situationen i Afghanistan efter den amerikanske og allierede tilbagetrækning, hvor vi gradvis vil se Taliban og al-Qaida overtage større områder, større byer og givetvis også provinshovedstæder, inden de retter øjnene mod Kabul. 

De negative bivirkninger 

For det tredje mener jeg ikke, at Sahel nødvendigvis bliver et nyt Afghanistan. Jeg skriver, at jeg kan se tendenser i den retning, det vil sige tendenser til, at lokalbefolkningen begynder at se de vestlige styrker (og givetvis også de tchadiske) som en del af problemet og ikke en del af løsningen.

Når jeg skriver, at det haster med at gentænke indsatsen, er det ikke fordi, de vestlige styrker ikke skal indsættes. Det er dog altafgørende at overveje, hvordan de indsættes.  

Umiddelbart tænker jeg, at en stærk specialoperationsstyrke som Task Force Takuba suppleret af en forstærket efterretningsindsats kan give god mening. Jeg ved ikke, om efterretningsdimensionen er tænkt ind i tilstrækkelig grad. 

Sideløbende med den militære indsats er det altafgørende at have en bred strategi for, hvordan vi målrettet løser de problemer, der giver næring til de militante islamistiske gruppers vækst i området. Sikkerhed er altafgørende. Hvis vi indsætter Task Force Takuba uden en klar plan for, hvordan sikkerheden i området kan opretholdes efter en operation, skyder vi os selv i fødderne.  

Her er troværdige, lokale styrker altafgørende. Hvis vi for nemheds skyld udliciterer den opgave til for eksempel tchadiske styrker i det nordlige Mali, vil vi sandsynligvis være lige vidt. 

Både inden for sikkerhed og den bredere udvikling af regeringsførelsen skal der laves lokale løsninger. Det skal være løsninger, som tilgodeser eksempelvis tuareger i Mali eller fulanier i Burkina Faso. Ellers er missionen udsigtsløs.  

Eller sagt på en anden måde: ellers kan vi ikke trække os ud, uden at risikere end endnu dårligere situation, end da vi gik ind. 

Hvis vi skal blive i pandemisproget, er det min analyse, det er vigtigt at tage vaccinen, selv om vi ved, den har bivirkninger.  

Pandemien spinner ud af kontrol, hvis vi ikke tager vaccinen, mens bivirkningerne kan håndteres. Håndteringen vil dog være både tidskrævende og dyr.