Direktør: Dansk Fjernvarme skyder gråspurve med kanoner i forslag om tilslutningspligt
Dansk Fjernvarme opfordrer til at fjerne det frie energivalg og genindføre forsyningspligten. Men det er et forhastet tiltag, skriver Jens Bredning.
Jens Bredning
Direktør, Bosch Home Comfort, bestyrelsesmedlem, VarmepumpeindustrienTre år skulle der gå fra det frie energivalg blev indført, og tilslutningspligten til fjernvarmen blev ophævet, indtil Dansk Fjernvarme igen lufter argumenter, der lugter lidt af stavnsbåndets tilbagevenden.
Et mindre nedbrud på elnettet i Trekantsområdet hen over julen er, ifølge Dansk Fjernvarme, et eksempel på elnettets utilstrækkelighed og varmepumpernes belastning. En udvikling, de mener, vil forårsage flere nedbrud i de kommende år.
Løsningen er, mener Dansk Fjernvarme, at kommunerne i stadig større grad fokuserer deres energiplanlægning på udrulningen af fjernvarmenettet. Dermed ligger det implicit, at danskernes ret til selv at vælge opvarmningskilde indskrænkes.
Fokus bør være på at understøtte og udbygge elnettet, så det kan imødekomme den fremtidige efterspørgsel
Jens Bredning
Direktør, Bosch Termoteknik og bestyrelsesmedlem, Varmepumpeindustrien
Tag fat om nældens rod
Her skydes helt forbi skiven. Det bærende argument er, at hvis status quo opretholdes, så vil vi opleve flere nedbrud i de kommende år.
Først og fremmest skal det lægges helt fast, at varmepumper ikke var skyld i nedbruddet. Det blev slået fast på et pressemøde med de involverede parter på et webinar afholdt af Intelligent Energi torsdag 10. februar i år. I stedet skyldtes nedbruddet en manglende balancering af faserne på strækningen.
Derfor bør fokus være på at komme i gang med at understøtte og udbygge elnettet, så det kan imødekomme den fremtidige efterspørgsel – en pointe alle involverede lader til at være enige om. For elektrificeringen af samfundet er allerede godt i gang – og det skal vi kun være glade for. Så hvis vi som nation skal holde os i den grønne førertrøje, skal vi ikke arbejde med kortsigtede løsninger.
I stedet bør vi tage fat om nældens rod.
Frit valg sikrer fleksibilitet
Med det frie energivalg er muligheden for at vælge en grøn energikilde, der passer til den enkelte husstand, blevet langt bedre og hyppigere anvendt. Alene i perioden i første halvår af 2021 steg antallet af solgte vandbårne og luft/luft-varmepumper med henholdsvis 51 og 21 procent sammenlignet med samme periode i 2020.
Der er dermed en åbenlys tilslutning til andre – og grønne – energiløsninger i befolkningen. Omvendt er det i under fem procent af de danske husstande, at en varmepumpe i dag er den primære energiløsning.
Jeg ser ikke et belæg for, at varmepumpen skal have ansvaret for lokale nedbrud, og jeg ser det som en overreaktion, hvis danskernes frie energivalg skal lade livet som følge af denne påstand. En beslutning, der i sidste ende vil stagnere den grønne omstilling, da det frie valg både sikrer fleksibilitet og muligheden for at vælge den billigste varmeløsning.
Varmepumpen er, ligesom fjernvarmen, en god og populær løsning. Det vil derfor være ærgerligt at rykke ved udviklingen. Energien skal derfor bruges på at understøtte de grønne valgmuligheder i stedet for at begrænse danskernes frie valg.