Dansk Skovforening søger politisk chef

Vil du arbejde for et grønnere Danmark? Og brænder du for skov og politik?


Skov og skovbrug fylder stadigt mere i den offentlige og politiske debat, og den grønne trepart har netop sat et ambitiøst mål om, at der skal rejses yderligere 250.000 ha skov i Danmark.

Dansk Skovforening arbejder for, at det bliver gjort klogt, så skoven bidrager bedst muligt til at indfri de politiske målsætninger og samtidig løse nogle af vores generations største udfordringer, som fx klima, energisikkerhed, ressourceknaphed, rent drikkevand, kvælstofudledning og natur og biodiversitet.

Da vores tidligere chef for erhvervspolitisk afdeling er blevet direktør i en anden brancheorganisation, søger vi en ny kollega, som har lyst til at arbejde med politisk interessevaretagelse for at sikre gode rammevilkår for dansk skovbrug og fremme skovbrugets rolle i den grønne omstilling.

Som chef for afdelingen kommer du til at beskæftige dig med en bred vifte af skovpolitiske emner. Det gælder alt fra skovforvaltning, klima, biodiversitet og arealanvendelse i Danmark til biomasse, jagt, vindmøller i skov, adgangsforhold, fredning og en hel masse mere. Så hvis du godt kan lide skov og interesserer dig for politik og grøn omstilling, kan vi i hvert fald garantere, at du ikke kommer til at kede dig.

Til at hjælpe dig har du et team af fire dygtige kolleger med en bred skovbrugsfaglig og -politisk viden. De er både dygtige, sjove, flinke og generelt i godt humør, så det forventer vi selvfølgelig også, at du er. Vi er ca. 10 medarbejdere i alt, så tingene fungerer kun godt, hvis vi alle sammen hjælpes ad, og der er altid plads til et godt grin – også selvom der er travlt. 

Du kommer til at repræsentere Dansk Skovforening i diverse udvalg og arbejde op mod ministerier, styrelser, Christiansborg mv., så vi forventer også, at du har politisk forståelse, tæft og snilde. I det hele taget indebærer jobbet, at du i mange sammenhænge repræsenterer Dansk Skovforening, så du skal gerne trives med at være udadvendt.

Vi har en del internationalt arbejde. Der kommer ganske meget EU-lovgivning, og derfor arbejder vi tæt sammen med de andre nordiske lande og vores sekretariat i Bruxelles. Meget kan selvfølgelig klares på Teams, men der vil også være rejseaktivitet forbundet med jobbet.

Derudover vil du også arbejde tæt sammen med vores kommunikationsteam om gode og relevante historier både eksternt og til foreningens medlemmer.

Dansk Skovforenings medlemmer er private skovejere og skoventreprenører som HedeDanmark og Skovdyrkerne. Det er derfor vigtigt, at du har forståelse for medlemspleje og -dialog, ligesom rådgivning af vores medlemmer og bestyrelsesbetjening også vil være en del af opgaveporteføljen. Og så skal du naturligvis også holde af at komme en tur i skoven

Vi forestiller os, at du:

  • Har politisk forståelse og erfaring med at arbejde med interessevaretagelse op mod beslutningstagere og myndigheder eller politiske beslutningsprocesser, fx fra en offentlig myndighed.

  • Har en videregående uddannelse, gerne inden for jordbrugs- eller natur- og miljøområdet, og kendskab til den politiske udvikling på områder som skov, miljø, klima og natur og biodiversitet.

  • Du behøver ikke være jurist, men du må gerne kunne se skovens muligheder og begrænsninger i en bekendtgørelse eller et langt EU-direktiv.

  • Er udadvendt, opsøgende og netværksskabende og formår at opbygge gode relationer til både medlemmer, samarbejdspartnere og interessenter.  

  • Er handlekraftig og løsningsorienteret, så opgaverne kommer i mål.  

  • Er motiveret af ledelsesopgaven og evner at inspirere, sparre og skabe holdånd. Du har praktisk ledelseserfaring fra lignende stillinger eller har på anden vis erfaring, som gør dig egnet til at prøve kræfter med ledelsesopgaven.

  • Kendskab til bestyrelsesbetjening og til at arbejde i en politisk styret organisation.

  • Kan oversætte fagligt komplekst stof til almindeligt dansk og er derudover en habil formidler på både dansk og engelsk.

… og så kan du sikkert meget andet, som kan overbevise os om, at du er den rette til jobbet – og det glæder vi os til at høre om i din ansøgning.

Det praktiske

Stillingen er på 37 timer om ugen. Løn efter kvalifikationer.

Samtaler forventes afholdt i slutningen af august med starttidspunkt snarest muligt derefter.

Send ansøgning og CV til direktør Anders Frandsen på [email protected] med emnefeltet “politisk chef” senest den 21. august 2024. Stillingen kan også søges via knappen “Søg dette job” her på siden.

Har du spørgsmål til stillingen, Dansk Skovforening som arbejdsplads eller ansættelsesvilkår, er du meget velkommen til at kontakte Anders Frandsen på tlf. 3048 8450.

Om os

Dansk Skovforening er brancheorganisation for det private skovbrug, og vi arbejder for, at skovejerne kan drive skovbrug på gode vilkår og udvikle natur- og miljøværdier til gavn for både ejere og samfund. Vi repræsenterer samlet set omkring 6.500 skovejere i Danmark.

Vi er en god blanding af medarbejdere, der har arbejdet i foreningen i mange år, og nogle, som er kommet til inden for de seneste år.

Vi har til huse på Rådhuspladsen i København, hvor vi sidder sammen med andre interesseorganisationer. Det giver mulighed for sparring på tværs, og så gør det naturligvis også fredagsøllen sjovere.


Icon
Find Danmarks bedste ledere og specialister, mens de er i job
Opnå unik eksponering med en jobannonce på Altinget og Mandag Morgen
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024