Lektor og docent: Idéen om eksperten som forsker er overhalet indenom af virkeligheden

Spørgsmålet om balancen i kildevalg – hvad angår eksempelvis køn, etnicitet og alder – har også fyldt i debatten og indikerer, at omverdenens syn på og forventninger til, hvordan nyhedsmedierne bør vælge og arbejde med kilder, er under forandring.

Tre væsentlige og helt grundlæggende spørgsmål trænger sig på i lyset af de sidste cirka 20 års forandringer i medielandskabet og den politiske offentlighed:

• Hvordan er repræsentationen af kilder i nyhedsmedierne?
• Hvordan er samspillet mellem journalister og kilder?
• I hvilke roller og funktioner optræder kilderne i journalistikken?

Spørgsmålene er tidløse, men svarene rummer nye indsigter.

Om kilderepræsentation ved vi, at kilderne i det før-digitale nyhedsbillede i vid udstrækning repræsenterede elite- og beslutningstager-Danmark og således ikke afspejlede befolkningens sociodemografi.

Vi ved også, at gruppen af elitekilder både før og nu domineres af folk med en samfundsvidenskabelig baggrund – særligt økonomer og statskundskabere. Der er imidlertid sket flere bemærkelsesværdige udviklinger siden årtusindeskiftet, hvor den første magtudredning fandt sted, når vi ser på de professionelle kilder.

Vi mangler viden om konsekvenserne af brugen af de nye kildetyper.

Kresten Roland Johansen & Søren Schultz Jørgensen
Lektor i journalistik & docent i medievidenskab, DMJX

Nye aktører er kommet på banen – aktører som påvirker politisk interessevaretagelse og politiske beslutningsprocesser. Ikke mindst tænketanke. Tænketankene prioriterer i høj grad medieeksponering, og deres synlighed i medierne er steget i perioden fra starten af nullerne og frem til 2015.

Der er sket andre aktørforskydninger i mediebilledet: Civilsamfundsorganisationer og identitetsorganisationer fylder tilsyneladende gradvist mere i medierne i perioden fra slutningen af 1970erne og frem til 2010, og medieeksponering er en strategisk prioritet.

En tilsvarende udvikling ses hos mange private virksomheder, som ændrer mediestrategi i perioden fra 2001 til 2022: De kontakter oftere medier og deltager oftere i den offentlige debat. 

Vi ser desuden forskellige typer af stedfortræderkilder: Kommentatorer, der optræder i rollen som eksperter; journalister, der i stigende grad påtager sig rollen som dem, der infererer og udlægger teksten; og kommunikationsfolk, der optræder som repræsentanter for partskilder.

Men vi mangler viden om konsekvenserne af brugen af disse kilder.

Om kildediversitet ved vi, at kvinder generelt er underrepræsenterede – ikke mindst i rollen som ekspertkilder. Minoritetsborgere er også underrepræsenterede som kilder. Journalister har i dag adgang til borgernes ytringer og debat på sociale medier, men der er ikke meget, der tyder på, at nyhedsmediernes brug af kilder i disse år bevæger sig i retning af en bedre afspejling af borgernes sociodemografiske diversitet.

Der er således sket en række markante forandringer siden årtusindskiftet – særligt når vi ser på paletten af elitekilder og deres interesse i medieeksponering.

Til gengæld er det sværere at få øje på udvikling, når det handler om kildediversitet. Selv om alle muligheder tilsyneladende er til stede.

Samspillet mellem journalister og kilder er præget af en tiltagende professionalisering af relationen – i hvert fald fra de professionelle kilders side. Vi har fået langt flere professionelle lobbyister og kommunikationsfolk, og medieeksponering prioriteres strategisk.

Samtidig accepterer journalister i vid udstrækning, at ekspertkilder repræsenterer en bestemt dagsorden, sag eller kommercielle interesser. 

De seneste større undersøgelser af kildernes syn på kvaliteten af den digitale journalistik blev lavet af Mark Blach-Ørsten med flere i 2015 og af Flemming Tait Svith med flere i 2017. Altså før de klassiske nyhedsmedier overgik til en udelukkende digital strategi for deres indhold.

Vi mangler derfor opdateret viden om samspillet mellem journalister og kilder i en offentlighed, hvor alle har egne kanaler at kommunikere direkte i.

Har borgere, eksperter og beslutningstagere fået mere magt til at præge den offentlige dagsorden – og journalisterne mindre? Tager kilderne i højere grad initiativet til de historier, der kommer i medierne sammenlignet med 2006, hvor relationen blev kortlagt i projektet 'Dagspressens Kilder'? Og hvordan oplever kilderne kvaliteten af de historier, de optræder i, og journalistens professionalisme?

Eksperter – medieret af journalister – spiller en vigtig rolle for forståelse, engagement og handlinger hos såvel borgere som politikere og øvrige beslutningstagere.

I dagens mediebillede giver journalister ekspertrollen til en bred vifte af aktører: Eksperter kommer ofte fra konsulentvirksomheder, tænketanke, organisationer og fra medierne selv – altså fra aktører, som ikke nødvendigvis forsker, og som for manges vedkommende repræsenterer særinteresser alene i kraft af deres ansættelsesforhold.

Den klassiske forestilling om eksperten som en universitetsansat forsker, uafhængig af særinteresser, er blevet overhalet indenom af virkeligheden. 

Kresten Roland Johansen & Søren Schultz Jørgensen
Lektor i journalistik & docent i medievidenskab, DMJX

Den klassiske forestilling om eksperten som en universitetsansat forsker, uafhængig af særinteresser, er blevet overhalet indenom af virkeligheden. 

Ekspertkilder bliver af journalister i vid udstrækning brugt til at levere vurderinger, politiske løsningsforslag og handlingsanvisninger – altså noget, der i flere tilfælde til forveksling ligner normative fortolkninger eller ligefrem aktivisme.

Det ser ud til, at nyhedsmediernes brug og inddragelse af ekspertkilder over årene har ændret karakter i retning af en tiltagende politisering, som ses i både kildevalg og i kildernes ytringer i de redigerede medier.

Selv om journalistisk aktivisme ikke accepteres af det brede flertal af journalister som norm, så ser vi måske i disse år en glidning i retning af journalistisk legitimering og taletid til professionelle partskilder – iklædt ekspertens autoritet.

Journalistikkens kildevalg og relationen til kilderne er nøglen til at forstå ikke bare nyhedsmediernes egen magt i den demokratiske samtale og debat i Danmark anno 2024, men også den magt, de redigerede medier giver andre aktører.

Det er derfor relevant at reaktualisere det gamle slagord fra reformationens tid – ad fontes – til kilderne!