Professor: Elafgiften er monstret, ingen vil gøre noget ved

Elafgiften holder sig helst som en skygge bag de politiske kulisser, ligesom de statslige myndigheder, der er fortalere for, at denne afgift er urørlig.

Elafgiften blev heller ikke fundet værdig til omtale i regeringens grønne afgiftspakke – nok fordi den på ingen måde er grøn. Men den er samtidig en af de væsentlige energiafgifter, der bør laves om, hvis en politik baseret på CO2 afgifter skal få nogen reel betydning.  

Alligevel har den spøgt i de politiske kulisser, hver gang det har været på tale at øge borgernes bidrag til og involvering i energi- og klimapolitikken – ikke på den gode måde, men netop som et monster, som har været blokerende for at fremme det, som ellers alle klimaforligets partier går ind for og skriver om i deres programmer, nemlig borgerinvolvering i klimaomstilling. 

Hvad er elafgiften? 
Elafgiften er i praksis en skat, der pålægges alle husholdninger, butikker og mindre erhverv, der bruger el i hverdagen. De store virksomheder bliver undtaget fra denne afgift, da den opfattes som konkurrenceforvridende i forhold til udlandet.

Denne skat er sin nuværende udformning 'sort' og 'asocial'. Den er ’sort’ fordi den opkræves uanset om produktionen af el er sket med fossile brændsler eller ved vedvarende energikilder. Derved udjævner den både de varierende elpriser og de tidsvarierende tariffer, og giver ingen anledning til omlægning af forbruget til el baseret på vedvarende energikilder.  

Tag nu og få det monster, som elafgiften er, ud af de politiske kulissers skygger.

Ulrik Jørgensen
Professor ved Aarhus Universitet og rådgiver om borgerdrevne energifællesskaber

Den er ’asocial’, fordi den fungerer som en beskatning af basalt nødvendigt forbrug uanset husstandsindkomsten. Den svarer således til at el belastes med 125 procent moms. Den velhavende forbruger kan nedbringe sit elforbrug ved at investere 10-20000 kroner i de mest effektive apparater, mens husholdninger med lavere indkomst i mindre grad har råd til udskiftning og dermed er låst fast.

Store dele af befolkningen er derfor bundet til at betale denne 'ekstra' ikke-indkomstafhængige skat. Elafgiften er altså inkarnationen af alt det, som politikerne har argumenteret for, at de nye grønne afgifter ikke må, nemlig at have social slagside og modvirke klimaomstillingen. 

Det burde være åbenlyst snarest muligt at få omlagt elafgiften som led i indførelsen af de nye CO2-afgifter. I stedet kan man frygte, at den bevidst bliver glemt og gemt væk. Ved at gøre den til en del af den nye grønne afgiftspakke, kan den komme til at bidrage til energiomstillingen ved at belaste prisen på den fossile og biobaserede el- og varmeproduktion og stoppe med at belaste energi baseret på vedvarende energikilder.

Har fungeret som argument imod borgernes involvering 
Betalingen af net-tariffer til Energinet Danmark og til net-selskaberne er med til sikre udbygningen af de danske kollektive elnet, så det er muligt at producere el langt fra det sted, hvor forbruget sker. Der er her tale om en strukturel favorisering af store produktionsanlæg gennem en indirekte støtte til opbygning af net-kapacitet, som gør de store afstande mellem mulig. 

Hvis borgere og kommuner vil etablere elproduktion tæt på forbrugsstedet og endda selv finansiere det, så findes der ikke aktuelt nogen tilsvarende støtte. Disse lokale aktører er nødt til selv at stable en finansiering på benene og bliver i dag også pålagt at betale for det store net, som de slet ikke benytter sig af.

Det er en konsekvens af Elforsyningsloven, hvis vedtagelse blev dybt præget af, at både Dansk Energi som repræsentant for de danske net-selskaber og Energistyrelsen ikke ønskede at understøtte lokale energiløsninger ved at sikre de lokale energifællesskaber en fair og kostægte tarif, der kun dækkede den korte afstand, egenproduceret el skulle transporteres via det kollektive net.

Et første og betydningsfuldt skridt kunne være at nedsætte elafgiften væsentligt for lokale energifællesskaber.

Ulrik Jørgensen
Professor ved Aarhus Universitet og rådgiver om borgerdrevne energifællesskaber

Så snart et lokalt energifællesskab blot tangerer brug af eksempelvis 100 meter af en forsyningsledning ejet af et net-selskab skal man, som landet ligger nu, betale en tarif, som man bruger hele det regionale net og endda også det landsdækkende net, som Energinet driver. 

Det politiske argument, som blev fremført i forhandlingerne i Folketingets udvalg for Klima, Energi og Forsyning var, at det jo ellers ville være usolidarisk med de forbrugere, der bare købte el og ikke selv investerede i VE og desuden, at man jo hvad angik ønsket om at undgå elafgiften kunne betragte dette som en indirekte subsidiering af lokale energiløsninger.

Ikke er ord om, at hele tarif-modellens aktuelle opbygning reelt fungerer netop som en indirekte subsidiering af et el-system, som favoriserer transport over lange afstande. Er elafgiften bare helt urørlig? I praksis har det vist sig ikke at være tilfældet på områder, hvor denne afgift har været en for åbenlyst tåbelig hindring for nødvendige ændringer i energipolitikken.

I forbindelse med brug af el som energikilde til varmepumper og til opladning af elbiler har det både være nødvendigt og også muligt at nedsætte denne, ja faktisk nærmest slette afgiften. Det samme er sket for lang tid siden, da man sikrede, at de konkurrenceudsatte industrierhverv reelt fik sløjfet elafgiften.

Aktuelt er det kun husholdninger og småerhverv, der er fanget i denne skattefælde. Til trods for, at de fleste partier taler meget om behovet for øget borgerinvolvering, bliver opkrævningen af elafgiften brugt som argument for at modarbejde lokale energifællesskaber. 

En opfordring til partierne
Tag nu og få det monster, som elafgiften er, ud af de politiske kulissers skygger, og læg en plan for, hvordan den enten kan gøre til et aktiv i omlægningen af energi-systemet i Danmark til et VE-baseret system, hvor borgernes engagement ikke modarbejdes eller bliver afviklet som den ’sorte’ og ’asociale’ afgift, den reelt er.

Et første og betydningsfuldt skridt kunne være at nedsætte elafgiften væsentligt for lokale energifællesskaber, som selv foretager investeringer i vedvarende energiproduktion med sigte på eget forbrug og dermed aflaster de kollektive elforsyningsnet, ligesom man har gjort det for brug af el til varmepumper og til elbiler.