Undergrunden under Aarhus skal kickstarte geotermi-eventyr
GEOTERMI: Aarhus Kommune og A.P. Møller Holding vil bane vejen for den hidtil største danske satsning på geotermisk fjernvarme. Et projekt i den her skala åbner nye muligheder for varmeforsyningen, vurderer både forsker og energiministeren.
Morten Øyen
RedaktørDet er stadig for tidligt at tale om et nyt energieventyr, men der er helt klart et potentiale. Og det er vigtigt at komme i gang og få nogle storskala-erfaringer.
Brian Vad Mathiesen
Professor i energiplanlægning, Aalborg Universitet
En ny aftale mellem Aarhus Kommune og A.P. Møller Holding kan sende varme fra undergrunden til radiatorerne hos 100.000 aarhusianere.
Geotermi er en energiform, hvor man ved hjælp af boringer cirka 1.000 meter ned i jorden udnytter den varme, som saltholdig vand udleder. Princippet i et geotermi-anlæg er kort fortalt, at man borer ned til det varme vand og derefter pumper det ud i fjernvarmesystemet. Vandet bliver efterfølgende pumpet tilbage i jorden, og derfor regnes teknikken for miljøvenlig.
Aftalen, som i første omgang er beskrevet i et såkaldt Letter of Intent, blev underskrevet tirsdag i København og bekræfter, at Aarhus Kommune og A.P. Møller Holdning nu indgår i eksklusive forhandlinger om en varmeleverancekontrakt.
Kontrakten skal ende med, at A.P. Møller Holdning står for at levere geotermisk varme til brug for fjernvarmen i Aarhus. Modellen for aftalen indebærer, at A.P. Møller Holding påtager sig efterforskningsrisikoen, etableringsrisikoen og driften i de 30 år, anlægget er tænkt til at levere varme til fjernvarmenettet.