Debat

Franciska Rosenkilde: Københavns natteliv skal ikke kun findes der, hvor befolkningstætheden er størst

Selvfølgelig skal nattelivet ikke lukke i København, men festen skal spredes bedre ud og gå hånd i hånd med et ordentligt hverdagsliv for beboerne, skriver Franciska Rosenkilde.

Jeg tror på, at dialogen og forståelsen mellem nattelivets aktører og deres modsatrettede behov bliver større, når dialogen er stærkere, skriver Franciska Rosenkilde.
Jeg tror på, at dialogen og forståelsen mellem nattelivets aktører og deres modsatrettede behov bliver større, når dialogen er stærkere, skriver Franciska Rosenkilde.Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Franciska Rosenkilde
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Diskussionerne har været mange og nuancerne få i debatten om danmarkshistoriens formentlig mest omtalte restaurations- og nattelivsplan.

I landets medier har jeg kunne læse over 50 artikler, ledere og debatindlæg om emnet, hvor jeg blandt andet fejlagtigt blev skudt i skoene, at Alternativet og jeg ville lukke festen i København ved midnatstid. En misforståelse, jeg flere gange har ryddet af vejen.

Måske var mit håb om at diskutere politiske beslutninger i et politisk rum en anelse naiv. Særligt i et valgår. Ikke desto mindre er det rent faktisk lykkedes for et flertal i Kultur- og Fritidsudvalget at træffe en beslutning om at sende en plan for restaurations- og nattelivet i offentlig høring, hvor den nødvendige balance mellem et attraktivt natteliv og et sundt hverdagsliv kan eksistere i fællesskab.

At finde den nødvendige balance er et politisk ansvar
Selvfølgelig skal der være plads til restauranter, natklubber, udeservering og fest i landets hovedstad.

Det er mit mål, at vi i planlægningen af fremtidens København bliver langt bedre til at undersøge, hvilke nye områder der kan klare festerne bedre end andre, så nattelivet ikke klumper sammen på de få steder, hvor der bor flest mennesker.

Franciska Rosenkilde (ALT)
Kultur- og fritidsborgmester, Københavns Kommune

Men det har været vigtigt for mig som borgmester, at beboerne i de allermest festplagede områder af København ikke har skulle overgive sig til larmende muskelbiler i gaderne og tis i opgangene. De skal tages alvorligt, for det kan og må aldrig være et argument at flytte ud af byen, hvis man ikke kan lide lugten fra trappestenen.

Det afspejler den restaurations- og nattelivsplan, Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet at sende i offentlig høring, hvor alle københavnere kan give deres besyv med.

At finde den nødvendige balance er et politisk ansvar. Derfor har det hele tiden været et afgørende krav for mig, at vi fik nuancerne med i debatten om fremtidens natteliv, selvom det kan være svært i et politisk univers, for ellers får vi aldrig løst problemerne.

Det er nødvendigt at skabe kortere afstande mellem de stridende parter i nattelivet, så det ikke bliver en kamp mellem beboere og værtshuse. I stedet bør vi arbejde for godt værts- og naboskab.

Redskaber til at styre nattelivet
Den plan, vi har besluttet at sende i offentlig høring, stemmer godt overens med min vision om et natteliv, der er kulturelt båret. Hvor fokus ikke er på druk, men på at lave kulturelle, gastronomiske og kunstneriske arrangementer – også i nattelivet.

Derfor har vi fra begyndelsen inkluderet aktører som Københavns Frie Promotere og Club Mafia i det advisory board, der blev nedsat forud for arbejdet med restaurations- og nattelivsplanen – og vil også gøre det fremadrettet.

Jeg har fra begyndelsen også efterspurgt værktøjer til Bevillingsnævnet, der kan løse nogle af de konkrete problemer, der eksisterer på gadeniveau med støj og fest. Det har vi fået med i planen, blandt andet med mulighed for midlertidige bevillingsstop. Det giver os som kommune nogle helt andre redskaber til at styre et natteliv, der kan tages i brug med det samme, og hvor man i højere grad kan sprede nattelivsaktiviteterne i byen.

Det er mit mål, at vi i planlægningen af fremtidens København bliver langt bedre til at undersøge, hvilke nye områder der kan klare festerne bedre end andre, så nattelivet ikke klumper sammen på de få steder, hvor der bor flest mennesker. Uagtet om det er på Gothersgade eller på Sandkaj.

Festen skal leve videre
Arbejdet med fremtidens natteliv er ikke slut endnu. Når planen bliver endeligt politisk vedtaget til efteråret, skal vi fortsætte dialogen med nattelivets aktører. Beboere såvel som restauratører.

For jeg tror – også i det lange perspektiv – på, at dialogen og forståelsen mellem nattelivets aktører og deres modsatrettede behov bliver større, når dialogen er stærkere.

For festen skal leve videre i København. Hånd i hånd med det gode hverdagsliv. Men det kan ikke lade sig gøre, hvis festen kun lever i de samme få gader, hvor befolkningstætheden er størst.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024