Debat

Cepos til Å i København: Københavns Kommune hverken er eller skal være en central aktør i den grønne omstilling

I stedet for at fordyre den grønne omstilling ved at dobbeltregulere, vil det være bedre for klimaet, hvis politikerne og kommunen forholder sig til den klimapolitik, der er vedtaget nationalt og på europæisk plan, skriver Line Andersen og Otto Brøns-Petersen i et svar til Troels Christian Jakobsen (ALT).

Københavns Kommune er ikke og skal ikke være en central
aktør i den grønne omstilling, skriver Line Andersen og Otto Brøns-Petersen i et svar til medlem af Borgerrepræsentationen for Alternativet Troels Christian Jakobsen.
Københavns Kommune er ikke og skal ikke være en central aktør i den grønne omstilling, skriver Line Andersen og Otto Brøns-Petersen i et svar til medlem af Borgerrepræsentationen for Alternativet Troels Christian Jakobsen.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Line Andersen
Otto Brøns-Petersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Samfundet skal ombygges, og derfor skal Københavns Kommune føre aktiv klimapolitik. Det er hovedbudskabet fra medlem af Borgerrepræsentationen for Alternativet Troels Christian Jakobsen i et indlæg i Altinget 10. januar. Det var rettet imod et indlæg af os, bragt i Altinget 8. januar.

Selvom Jakobsen påstår det modsatte, så nærer vi os ingen forhåbninger om, at den grønne omstilling ikke kommer til at koste noget. Det er uundgåeligt, at den grønne omstilling kommer med en endda høj pris.

Læs også

Men hvis politikerne insisterer på at forvalte vores knappe ressourcer som kapital og tid på en ufornuftig måde, ved eksempelvis at dobbeltregulere udledninger eller vælge ineffektive redskaber, vil den grønne omstilling blive endnu dyrere.

Og bliver klimahandlingerne dyrere end nødvendigt, risikerer vi samlet at få mindre grøn omstilling. Det kan hverken være Alternativets ambition eller hensigt.

Dyr dobbeltregulering

I indlægget skriver Jakobsen, at en CO2-pris ikke vil være nok til at skabe "en forvandling af vores samfund". Hvad forvandlingen skal indebære, er ikke helt tydeligt, men hvis målet er at leve op til Parisaftalen eller det nationale 70 procentmål, så er en CO2-pris ikke alene nok til at nå målet, men samtidigt den billigste og mest effektive måde at gøre det på.

Man kan ikke afvise, at dyr og ineffektiv politik har en eller anden form for indre logik. Man skal bare ikke hævde, at det handler om klimaet.

Line Andersen og Otto Brøns-Petersen

For udledninger omfattet af EU's kvotesystem – det vil sige industri, energi og fly – er kvoteprisen det afgørende redskab. Det samme gælder afgifter på det faldende antal udledninger, som ikke er omfattet af kvotesystemet.

Det er indtil videre stort set kun udledningerne fra landbrugets dyrkning og dyrehold, som ikke er pålagt en pris i form af enten kvotepris eller afgift.

Derimod er tiltag som fartbegrænsningerne i København ikke alene meget dyrere for samfundet, men også forbundet med en høj grad af såkaldt CO2-lækage. Det vil sige, at udledningerne flytter rundt i stedet for at falde globalt.  

EU's klimapolitik, og den nationale for den sags skyld, efterlader meget lidt berettigelse til, at Københavns Kommune sigter efter klimaneutralitet i 2035 på egen hånd.

Det vil være bedre for klimaet, hvis politikerne forholder sig til virkelighedens helhed, som er den i forvejen vedtagne klimapolitik nationalt og på europæisk plan, i stedet for at fordyre den grønne omstilling ved at dobbeltregulere.

Samtidig er der – som vi påpegede i vores indlæg – andre og meget relevante klimarelaterede opgaver for kommunerne at tage fat på.

Det er klart, at hvis formålet er en "forvandling af vores samfund", så er det en anden sag. Så kan man ikke afvise, at dyr og ineffektiv politik har en eller anden form for indre logik. Man skal bare ikke hævde, at det handler om klimaet.

Læs også

Temadebat

Er det realistisk at København når sine klimamål?

Sidste år måtte Københavns Kommune droppe målet om en klimaneutral hovedstad inden 2025. Nu er København i gang med en ny klimaplan frem mod 2035, og denne gang er ambitionerne skruet i vejret.

Så hvad skal der til for, at målet kan lykkes denne gang? Det sætter Altinget Hovedstaden til debat. 

Om Altingets temadebatter:
Altingets temadebatter sætter spot på et aktuelt nicheemne. Alle indlæg er udelukkende alene udtryk for skribenternes egen holdning. Har du lyst til at bidrage til debatten? Så er du velkommen til at skrive til Katja Gregers Brock.
Vis mindre
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Line Andersen

Økonom, Cepos
cand.oecon.agro. (Københavns Uni. 2023)

Otto Brøns-Petersen

Analysechef, Cepos
cand.polit. (Københavns Uni. 1989)

Troels Christian Jakobsen

Medlem af Borgerrepræsentationen (ALT), Københavns Kommune, Freelance manuskriptforfatter og instruktør
National Playwright Education of Denmark Playwright (Grønnegade Teater 1997), dramatiker (Aarhus Teater)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024