Debat

Concito: Staten skal ikke stå i vejen for byernes klimaambitioner

DEBAT: Staten bør give kommunerne mere frihed og flere virkemidler til at gennemføre deres klimapolitik fremfor at stå i vejen for ambitiøs klimapolitik i byerne, mener Concito.

Borgeres, virksomheders og Københavns Kommunes forbrug er en langt større klimaudfordring end udledningerne i byen fra biler og energiforbrug, skriver Concito.
Borgeres, virksomheders og Københavns Kommunes forbrug er en langt større klimaudfordring end udledningerne i byen fra biler og energiforbrug, skriver Concito.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Susanne Krawack og Tobias Johan Sørensen
Seniorkonsulent og klimaanalytiker, Concito

Det bliver svært at nå ambitionen om et CO2-neutralt København i 2025.

Men hvis der er politisk vilje, er der stadig en vej. Det kræver både bedre rammer fra Christiansborg og klimastandhaftige politikere på det københavnske rådhus. 

Lykkes det ikke København at indfri målet om et CO2-neutralt København i 2025, vil det ikke bare være en politisk fiasko.

Fremtidens kommunale klimafrontløbere skal også arbejde meget mere med vores alle sammens klimabelastende forbrug og adfærd.

Susanne Krawack og Tobias Johan Sørensen
Seniorkonsulent og klimaanalytiker, Concito

Det vil også være et nederlag for klimaet, da det risikerer at tage modet fra de byer verden over, som ønsker at sætte de samme nødvendige og høje klimamål.

Det pointerer Simon Kjær Hansen, direktør for C40 Cities, også i sit debatindlæg 18. november 2020. Derfor må og skal politikerne på både rådhuset i København og på Christiansborg hoppe i arbejdstøjet og skabe de rammer, der sikrer, at målet indfries.

Staten står i vejen for grønnere transport
Staten bør give kommunerne mere frihed og flere virkemidler til at gennemføre deres klimapolitik fremfor at stå i vejen for ambitiøs klimapolitik i byerne.

I København har politikerne for eksempel allerede justeret på parkeringspriser, besluttet at omlægge busser til el og efterspurgt grønne transportløsninger.

Men det rykker desværre ikke meget i klimaregnskabet. Der er behov for et højere og grønnere gear og nye rammebetingelser fra oven.

Staten bør for eksempel allerede nu annoncere, at det om tre til fem år vil blive muligt at etablere nulemissionszoner i de større byer.

Kriterierne skal naturligvis være de samme i alle byer, så transporterhvervet ved, hvilke regler der kommer til at gælde. Det vil give København og andre byer mulighed for at melde ud, hvor, hvornår og hvordan man vil indføre en nulemissionszone.

Staten kunne gøre det muligt at etablere betalingsordninger, som det ses flere steder i udlandet eksempelvis i Stockholm, Göteborg og i flere norske byer. Det vil gøre det mindre attraktivt at køre i bil ind til byen. Flere steder favoriserer man i øvrigt fossilfrie køretøjer.

Og på den store klinge kunne man – i stil med Norge og Sverige – lave en fælles indsats mellem staten og de store bykommuner, hvor man enes om en fælles strategi for at skabe god mobilitet og reducere miljøbelastning og CO2-udledning. Parterne bliver enige om indsatser og investerer fælles i den samlede løsning.

Læs også

Fra fugle på taget til CO2 i undergrunden
Selv hvis det lykkedes at begrænse den fossile trafik i København i 2025, vil der dog stadig være en stor udledning af CO2.

Så medmindre man har tænkt sig at lukke København helt ned i 2025, skal der mere til. CO2-fangst og -lagring (CCS) ser ud til at blive en del af løsningen.

Selvom CCS kritiseres for at være "fugle på taget," da teknologien endnu ikke er afprøvet i Danmark, er det meget svært at se, hvordan kommunen kan levere på de nødvendige lokale og globale klimamål uden.

I København kan CCS blive særlig relevant for det skibakkebeklædte affaldsforbrændingsanlæg på Amager, som potentielt set kan levere det sidste afgørende bidrag til klimamålet.

Samtidig kan teknologien levere et vigtigt bidrag som eksempel- og demonstrationsprojekt på vejen mod det danske 70 procents reduktionsmål.  

Derfor skal både Christiansborg og Københavns Rådhus arbejde for at få rammerne på plads hurtigst muligt, så et anlæg kan etableres med virkning fra 2025.  

København skal bevare positionen som klimaledestjerne
Hverken CCS eller 2025-målet må dog blive en sovepude for den nødvendige omstilling på den lange bane, herunder at skabe fremtidens grønne mobilitet i hovedstaden, reducere afbrænding af biomassen markant og tage fat om forbrugets klimapåvirkning.

Allerede nu kan københavnerne kigge ud i det danske land for inspiration. For eksempel vil man i Middelfart Kommune vurdere klimakonsekvenserne af alle byrådsbeslutninger, og i Esbjerg, Odense og Aalborg arbejdes der med alternativer til afbrænding af biomassen i fjernvarmen.  

Derfor får København kamp til stregen, hvis man vil bevare hovedstadens status som grøn ledestjerne med stor international bevågenhed.

Fremtidens kommunale klimafrontløbere skal også arbejde meget mere med vores alle sammens klimabelastende forbrug og adfærd.

I København har både borgere, virksomheder og kommunen selv et stort klimaaftryk uden for bymurene – fra blandt andet tøj, rejser, byggematerialer, elektronik og transportydelser. Dette forbrug er en langt større klimaudfordring end selve udledningerne i byen fra for eksempel biler og energiforbrug.

Næste generation af klimahandling stiller således højere krav til kommunens egne indkøb, men også til borgere og virksomheder, hvor engagement og grøn adfærd er afgørende for omstillingen på den lange bane.  

Herfra således en opfordring til de grønne politikere i København om at sætte alle sejl for at nå 2025-målet, men samtidig at kigge bredere og længere frem, hvis man ønsker en hovedstad i den grønne førertrøje.

Dokumentation

Temadebat: Hvordan når København sit klimamål i 2025?

København halter bagud med at kunne indfri klimamålet om at være CO2-neutral i 2025.  

Borgerrepræsentationen vedtog målet som en del af kommunens klimaplan i 2012, men siden har opgørelser vist, at Borgerrepræsentationen er nødt til at iværksætte yderligere initiativer for at indfri målet. 

En af opgørelserne, kommunens egen roadmap for 2021 til 2025, viser, at CO2-udledningen vil være på 630.000 tons CO2 i 2025.

Kommunen forventer med 47 initiativer at reducere udledningen med omkring 200.000 tons, hvilket betyder, at kommunen står tilbage med en "restudledning" på knap 430.000 tons CO2 i 2025. 

Klimaplanen består af fire indsatsområder, som tæller energiforbrug, kommunen som virksomhed, mobilitet og energiproduktion. De to sidste områder skal stå for henholdsvis 29 og 65 procent af CO2-reduktionerne op til 2025. 

Altinget giver ordet til politikere, interessenter og eksperter, som i en temadebat giver deres bud på, hvordan København får bragt CO2-udledningen ned til at kunne indfri klimamålet.

Hvilke yderligere tiltag bør Borgerrepræsentationen iværksætte? Hvilke tiltag kan aktørerne fremfor politikerne selv tage initiativ til? Og hvor dyrt må kampen for klimamålet blive?

Her er deltagerne:

  • Finn Rudaizky (DF), medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Københavns Kommune
  • Jacob Hartvig Simonsen, direktør, Amager Ressourcecenter
  • Jakob Næsager (K), medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Københavns Kommune
  • Lars Therkildsen, direktør, Hofor
  • Marcus Vesterager (S), medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Københavns Kommune
  • Mette Annelie Rasmussen (R), medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Københavns Kommune
  • Ninna Hedeager Olsen (EL), teknik- og miljøborgmester, Københavns Kommune
  • Sebastian H. Mernild, professor i klimaforandringer og prorektor på Syddansk Universitet
  • Simon Kjær Hansen, direktør, C40
  • Thomas Møller Thomsen, direktør, FDM.

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024