Overlæge: Sagsbehandlere mangler nødvendig socialfaglig indsigt

Cecilia Lonning-Skovgaard (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, mener, at jeg kun kender indersiden af et universitetshospital, når det kommer til at forstå social kontrol, og at det er ukorrekt, når jeg skriver, at der bør være færre frisører og flere socialrådgivere i kommunerne.

Der er måske grund til at forklare, hvorfor kommunerne måske bør overveje en styrkelse af de tværfaglige kompetencer hos sagsbehandlere generelt, før man sætter den ægtefælle uden for døren, som ovenikøbet er fraværende i den nye undersøgelse om social kontrol.

Kort fortalt er der for mange forskellige fagpersoner involveret i sårbare familier, og der er en uholdbar udskiftning i persongalleriet. Der er for mange ansatte i kommunerne uden nødvendig socialfaglig indsigt.

De fleste sagsbehandlere savner basale tværkulturelle og kommunikative kompetencer. Når man ikke har kompetencerne til at skelne mellem konstruktiv bekymret pårørende og ukonstruktiv bisidder i et tværkulturelt felt, så er det ikke løsningen at sætte problemet uden for døren.

Kompetencerne er for svingende
Vi har i Indvandrermedicinsk Klinik patientsamarbejde med alle 22 kommuner i Region Syddanmark samt med enkelte kommuner i Region Nord og Region Midt. Kontakten er dels løbende dialog med sagsbehandlere, dels netværksmøder.

En af vores store udfordringer er, at selv de mest sårbare familier oplever tre til fem sagsbehandlerskift hvert år, og de mest sårbare familier har tilknyttet 15 til 20 personer, der er involveret på forskellig måde i støttefunktioner.

Det gør langsigtede indsatser svære at gennemføre, og kompetencerne hos de skiftende kommunalt ansatte er så svingende, at det er svært at planlægge efter et forudsigeligt socialfagligt input.

Halvdelen af kommunerne har ikke adgang til kontinuert socialmedicinsk lægefaglig sparring, og mange kommuner savner et sikkert fagligt greb om børn med psykiske udfordringer i udsatte familier.

Nogle af de helbredsmæssige konsekvenser af kommunernes sparsomme tværkulturelle kompetencer kan man læse om i vores nye lærebog, 'Det du ikke ved får patienten ondt af'.

Vi kender udmærket til social kontrol, også blandt etniske minoritetspatienter

Morten Sodemann
Professor og overlæge på Klinisk Institut ved Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital

Berøringsangst og distancering fra indsatser
Vi har i Indvandrermedicinsk klinik et ret sikkert billede af de kommunale udfordringer, når det kommer til familieindsatser, social kontrol, børns trivsel, konflikter og integration. Vi har i mange år undervist kommunale sagsbehandlere og andre ansatte i socialsektoren over hele landet.

Det er vores erfaring, at de ansatte føler, at de kommer til kort, når det gælder tværkulturel viden, kompetencer og værktøjer. Det afstedkommer en tydelig berøringsangst og distancering fra indsatser overfor komplekse tværkulturelle familieproblemer.

Sager skubbes til hjørne, sagsbehandlere udskiftes eller omplaceres, borgere skubbes mellem forskellige afdelinger eller projekter, eller der iværksættes løst formulerede femårige rehabiliteringsforløb.

Og dét er vi ikke de eneste, der har observeret. Halima El Abassi fra Rådet for Etniske Minoriteter forklarer kommunernes faglige udfordring i et interview i Information den 2. februar 2021 på denne måde:

"Fagpersoner tørster efter mere viden om social kontrol. Der er rigtig mange sager, der havner nederst i bunken, fordi man simpelthen ikke ved, hvad man skal stille op med de her problemstillinger. Og hvad er hvad? Hvad er kultur, og hvad er almindelig børneopdragelse? Hvad er negativ social kontrol? Der er rigtig mange fagpersoner, der ikke kender de grænseflader".

Social kontrol - eller frygt for misforståelser
Vi kender udmærket til social kontrol, også blandt etniske minoritetspatienter. Men vi kender også andre grunde til, at ægtefæller går med til samtaler på sygehuset, hos lægen eller hos sagsbehandleren.

De går med til samtalen, fordi de har erfaring for, at der aldrig anvendes tolk, og så er fire ører trods alt bedre end to stressede ører.

De går med til samtalen, fordi de er bekymrede for familiemedlemmets eller ægtefællens helbred, og de har erfaring for, at de ofte bliver afvist eller misforstået.

De går med til samtalen, fordi de er et råb om hjælp fra en familie med problemer. De går med til samtalen, fordi de reelt er bekymrede for deres partners helbred, og de er reelt bekymrede for at blive ladt alene tilbage, skulle det værste ske med en familie, der er ved at falde fra hinanden.

Jeg forstår godt, at socialrådgivere og politikere vil give sagsbehandlere mulighed for at ekskludere den pårørende fra samtalen, sådan som beskæftigelses- og integrationsborgmesteren i København ønsker det.

Dét kan der også være behov for i sundhedsvæsenet. Men det svære er den faglige bedømmelse af, hvornår den pårørende er afgørende for at skabe en holdbar løsning, og hvornår den pårørende er en hæmsko.

Med vores erfaring skabes der alt for mange konflikter på grund af manglende indsigt og redskaber, længe før sagsbehandleren kontakter andre for hjælp – og så er skaden sket.

Forståelse kræver professionalisme og kontinuitet
Tværkulturelle problemstillinger skal håndteres med konkret indsigt og dialog. Hvis man ekskluderer indsigt og reducerer dialog til jura og straf, så bliver vi aldrig bedre til at håndtere social kontrol.

Hvis vi skal forstå og analysere social kontrol, kræver det professionalisme, viden og kontinuitet. Men det kræver også et generelt skift i det kommunalpolitiske tankesæt hen imod en familietilgang.

For mange år siden havde vi diskussioner med en kommunal sagsbehandler om en flygtning, der gerne ville have sin ægtefælle med til samtaler og som rejseledsager, da han led af meget svær angst for at blive væk.

Sagsbehandleren blev vred og udtalte: "Hvis han kan tage fra Congo til Tønder, så kan han også tage fra Tønder til Odense". Patienten havde en kronisk sygdom med høj dødelighed, men nåede ikke frem til de første samtaler, før vi ad andre kanaler fik arrangeret transport.

Man kan fjerne en ung mand fysisk fra rockermiljøet, men det er straks sværere at fjerne rockermiljøet fra den unge mand. Man kan sagtens idømme bøder til mænd, der udøver social kontrol, og man kan meget nemt udelukke ægtemænd fra samtaler hos sagsbehandlerne.

Men uden dybere viden om sociale processer, familiestrukturer og konsekvenserne af de enkelte kvinders tidligere oplevelser med sundhedsvæsnet og med de kommunale sagsbehandlere vil det være som at klippe en skaldet.

Kommuner har mange funktioner, hvor andre faggrupper kan være relevante, men der er – i denne sammenhæng – ikke brug for frisører. Der er brug for tværkulturelt kompetente socialrådgivere i solide langtidsholdbare teams.

Det er ikke disrespekt for frisører eller andre udmærkede faggrupper i jobkonsulentfunktioner, men respekt for dem, der har mest af alle brug for tværkulturel indsigt, faglighed og kontinuitet for, at vi kan bryde ikke bare social kontrol, men også forskelsbehandling og kommunikationsbrister i kommunal sagsbehandling.

Skal vi sætte problemet uden for døren, eller skal vi træne socialrådgivere til at håndtere problemet?