Debat

SF: Vi kommer ikke bandekonflikten til livs med et ensidigt fokus på strafskærpelser

Bandekonflikten på Christiania og i resten af København kan ikke løses ved udelukkende at øge straffene. Hvis vi skal hjælpe christianitterne og deeskalere konflikten, skal politiet have bedre muligheder og nye værktøjer, skriver SF's retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt.  

<b></b>Pusher Street har eksisteret i næsten 50 år. Uanset hvad går problemerne ikke væk i morgen. Der er behov for en langsigtet vedholdende indsats, der uundgåeligt vil trække massivt på politiets ressourcer i en årrække fremover, skriver MF Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).
Pusher Street har eksisteret i næsten 50 år. Uanset hvad går problemerne ikke væk i morgen. Der er behov for en langsigtet vedholdende indsats, der uundgåeligt vil trække massivt på politiets ressourcer i en årrække fremover, skriver MF Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).Foto: Soren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Karina Lorentzen Dehnhardt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Nej, nu kan det altså snart være nok. Jeg vil have fred. Vi som elsker lov og orden, vi har fået nok". Sådan synger Røde Mor på den støtteplade, som blev udgivet i 1976 til støtte for Christiania.

Sangen passer vældig godt på situationen i dag her 47 år efter. For igen har Christiania brug for støtte. Og igen har naboerne brug for fred, lov og orden.

Senest er regeringen kommet med tre forslag til at kunne lukke pusher street permanent. Vi anerkender, at der er brug for at gøre noget. Og jeg havde da også nær fået morgenmaden galt i halsen, da jeg for et par uger siden læste, at nu havde borgerne selv taget sagen i egen hånd og ryddet Pusher Street.

Selvom motivet er ædelt, så er det altså ikke op til borgerne selv at holde ro og orden på den måde. Og er man det mindste i tvivl, kan man blot se på de seneste måneders eskalerende bandekonflikter på fristaden. Der er tale om et råt og ekstremt voldsparat miljø. Det er politiets opgave at løse. Ikke borgernes.

Derfor er det også ekstra ærgerligt, at regeringen kun har præsenteret her-og-nu-løsninger. Vi har brug for, at der også kommer en langsigtet plan. Det kan godt være, at salget stopper på Christiania, men det stopper jo ikke alle andre steder.

Ikke nok med strafskærpelser 

Bandekonflikten er heller ikke noget nyt. I august kunne justitsministeriet fortælle, at der i det første halvår af 2023 er rejst i alt 636 sigtelser mod rockere og bandemedlemmer. Det spænder mellem forskellige sagstyper, men langt de fleste handler om hvidvask, databedrageri og bedrageri.

Sammenholdt med årtiers ensidige fokus på strafskærpelser, så ligger der en kæmpe reparationsopgave forude. Vi har aldrig rigtigt fået ordentlig greb om forebyggelsen af problemet, hvorfor vi hele tiden er henvist til at reagere retspolitisk på problemet.

Politiet skal have lov til at lave hemmelige ransagninger i sager om hvidvask og have bedre muligheder for at dekryptere bandemedlemmers kommunikation.

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
Retsordfører

Jeg bilder mig ikke ind, at SF har noget quick-fix på problemet. Det er vokset sig så stort og komplekst, at der ikke findes snuptagsløsninger. Alligevel vil jeg gerne byde ind med løsningsforslag, som allerede nu vil kunne løse noget af problematikken. Den afstumpede vold på Christiania viser, at det er på høje tid med politisk handling.

Regeringen har præsenteret sit bandeudspil, hvori der er flere gode elementer. Men vi kan simpelthen ikke parkere diskussionen om fængselspladser i bandeudspillet. For med mere straf bliver overtrækket på fængselskapaciteten formentlig endnu større.

Måske er det også bare på tide, at vi prøver noget nyt. Vi har prøvet årtiers strafskærpelser, og det er også et af tiltagene i regeringens værktøjskasse. Jeg er bare bekymret for, at en højere straf betyder overfyldte fængsler og arrester i København og en masse salg, der flytter ud og rundt i byen.

Bedre muligheder og nye værktøjer

Vi kan ikke nøjes med at fokusere på straf. Vi skal også sikre bedre forebyggelse og øge risikoen for opdagelse. Derfor skal der lægges tryk på efterforskningen og bandernes økonomi. Og at politiet får bedre værktøjer end dem, de har i dag.

Med nye værktøjer er der nye muligheder for at ramme bagmændene hårdt på økonomien, som konflikten i høj grad handler om. Politiet skal have lov til at lave hemmelige ransagninger i sager om hvidvask og have bedre muligheder for at dekryptere bandemedlemmers kommunikation. Det har vist sig at være et meget effektivt værktøj til at ramme banderne.

Læs også

Jeg mener sådan set også, at reglerne om brug af agenter skal ændres. Det vil give politiet mulighed for at bruge og indsætte dem i efterforskning i kriminalitet, som allerede er begået. Eksempelvis i sager om bandedrab. Det må man ikke i dag. Det gør det endnu sværere at skaffe oplysninger i bandemiljøet, hvor alle er tavse. Blandt andet derfor forbliver alt for mange bandedrab i dag uopklarede.

Pusher Street har eksisteret i næsten 50 år. Uanset hvad går problemerne ikke væk i morgen. Der er behov for en langsigtet vedholdende indsats, der uundgåeligt vil trække massivt på politiets ressourcer i en årrække fremover.

Samtidig trækker det også på tålmodighedskontoen fra de naboer og Christianshavnere, der allerede i dag lider under, at Christiania og Pusher Street er kommet helt ud af kontrol. Indsatsen kræver, at alle konstruktive kræfter er med om bordet. Derfor er det godt, at de Christianitter, der vil en god fremtid for fristaden, nu siger fra og kræver Pusher Street ryddet. Én gang for alle. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karina Lorentzen Dehnhardt

MF, gruppeformand (SF)
akademiøkonom (Esbjerg Business College. 1997), lærer (Haderslev Statsseminarium. 2002), MA professionel kommunikation (Roskilde Uni. 2018)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024