Debat

Studenterråd: Unge på velfærdsuddannelser holdes bagerst i køen til en studiebolig

Hvis politikerne så gerne vil have flere pædagoger, lærere og sygeplejersker, bør professionsstuderende kunne få en betalbar studiebolig og ikke blive skubbet endnu længere tilbage i boligkøen af kollegier, der kun er forbeholdt universitetsstuderende, skriver Astrid Danefeld Bruun.

Siden 2010 er der kommet flere studerende i landets største byer, mens udbuddet af små og billige boliger var faldet. Og i København er der kun en studiebolig til hver sjette studerende, skriver Astrid Danefeld Bruun.
Siden 2010 er der kommet flere studerende i landets største byer, mens udbuddet af små og billige boliger var faldet. Og i København er der kun en studiebolig til hver sjette studerende, skriver Astrid Danefeld Bruun.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er studiestart på landets videregående uddannelser i disse uger. Også her på Københavns Professionshøjskole, hvor over 3.400 nye studerende skal lære hinanden og deres uddannelse at kende.

Nogle hektiske, spændende og fantastiske dage, hvor man som spritny studerende burde kunne koncentrere sig 100 procent om, hvad der foregår på campus. Men mange af de nye studerende er også nødt til at forholde sig utrolig meget til noget så grundlæggende som, hvor de rent faktisk skal bo de kommende år.

Hvis man er så heldig at få tilbudt en studiebolig i København, er det langt fra unormalt, at man som studerende skal betale mellem 6.000 og 7.000 kroner om måneden.

Astrid Danefeld Bruun
Næstforperson, Studenterrådet, Københavns Professionshøjskole

SU'en rækker ikke til husleje

Københavns Kommune har netop sløjfet deres studieboliggaranti, som de ellers indførte så sent som sidste år. Ordningen skulle sikre, at de studerende, der ikke var lykkedes med at få en bolig, kunne få en midlertidig bolig i tre måneder.

Studieboligerne er nu i stedet for gået til ukrainske flygtninge, og lad os lige med det samme slå fast, at Studenterrådet på Københavns Professionshøjskole i den grad under flygtningene et sikkert sted at bo. Men igen-igen er det os som studerende, som kommer til at holde for.

Hvis man er så heldig at komme så langt frem på ventelisten, at man får tilbudt en studiebolig i København, så er det langt fra unormalt, at man som studerende skal betale mellem 6.000 og 7.000 kroner om måneden. Det er faktisk mere, end man får udbetalt i SU. Vel at mærke i en tid, hvor priserne på blandt andet dagligvarer stiger eksplosivt på grund af krigen i Ukraine.

Derfor er man som studerende nødt til at lægge voldsomt mange timer i sit studiejob, medmindre man har forældre, der kan og er villige til at støtte økonomisk.

Politikere er bekymrede for, om de i fremtiden kan få ansatte nok til skoler og hospitaler. Kan selvsamme politikere svare på, hvorfor der findes kollegier forbeholdt studerende på KU og CBS?

Astrid Danefeld Bruun
Næstforperson, Studenterrådet, Københavns Professionshøjskole

Professionsstuderende underprioriteres

Det er kun to år siden, at Bolig- og Planstyrelsen konkluderede, at der siden 2010 var kommet flere studerende i landets største byer, mens udbuddet af små og billige boliger var faldet. Og det absolut værste sted var netop København, hvor der kun er en studiebolig til hver sjette studerende.

Lige nu kan vi se og høre, at politikerne i hovedstadsområdet meget gerne vil have flere studerende til især uddannelser som lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver. De er bekymrede for, om de i fremtiden kan få ansatte nok til skoler, daginstitutioner, hospitaler og jobcentre.

Vi deler den bekymring. Men kan selvsamme politikere så svare på, hvorfor der for eksempel findes særlige kollegier i hovedstaden forbeholdt studerende på Københavns Universitet og Copenhagen Business School? Det virker ikke særlig inkluderende.

Og hvis man som uddannelsessøgende står og vakler mellem en universitetsuddannelse og en uddannelse på Københavns Professionshøjskole – og finder ud af, at man kan komme foran i boligkøen ved at læse på universitetet. Ja, så kan det faktisk gøre udslaget.

Vi ved fra undersøgelser fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, at lang afstand til campus får flere studerende til at droppe ud af deres uddannelse. Så politikerne har selv et kæmpe ansvar for at sikre bedre rammer for nye studerende, hvis de gerne vil sikre dygtige fagprofessionelle til netop deres kommune. Så få nu bygget nogle billige og bæredygtige studieboliger, så studerende fra de faggrupper, som I så gerne vil rekruttere, kan få en god studiestart.

I år kan vi i hvert fald berette om mange nye studerende på Københavns Professionshøjskoles vigtige uddannelser, der enten må pendle langvejs fra eller sove lidt på må og få hos venner og bekendte. Og det giver i hvert fald ikke en god studiestart.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024