Professor: Hvad er pejlemærket for den offentlige støtte til idræt?

I Altinget Idræt 4. maj 2021 opfordrer Tobias Thune Jacobsen i et debatindlæg til at nytænke den økonomiske støtte, som idrætslivet får fra de offentlige kasser, således at den uorganiserede idræt tildeles flere midler. Indlægget er tankevækkende og har affødt de følgende supplerende betragtninger. 

I sit indlæg inddrager Tobias Thune Jacobsen Lokale- og Anlægsfonden, som gennem flere år har arbejdet med at skabe spændende rammer for udfoldelse af idrætsliv. Hos landets kommuner findes en pengekasse, som kan være med til yderligere at finansiere faciliteter til uorganiseret idræt. Faktisk er de potentielle budgetter her nok betydeligt større end Lokale- og Anlægsfondens. 

Ovenikøbet er den positive melding fra juraens verden, at kommunerne i meget vid udstrækning har rygdækning for at anvende midler til at etablere og drive faciliteter, som kan anvendes til uorganiseret idræt. Der er altså her en mulighed for øget støtte til den uorganiserede idræt. 

Midlerne går også til foreningslivet 

Selv i vores rige land er penge jo imidlertid en knap ressource.  

Det betyder, at hvis kommunerne vil anvende flere penge til den uorganiserede idræt, skal de finde midler andre steder. I den situation vil mange kommunalbestyrelser nok finde det nærliggende at lade den organiserede idræt holde for, hvilket også er en pointe hos Tobias Thune Jacobsen.

Før man sådan flytter rundt på midlerne, må det dog være rigtigt at være opmærksom på, at støtte til idrætsforeninger ikke alene er støtte til idræt, men også til foreningsliv. Og netop foreningslivet er noget, som traditionelt er anset for at have selvstændig værdi, fordi det vurderes at være medvirkende til at fremme forståelse for demokrati, fællesskab og forskellighed.  

Faktisk sættes disse værdier så højt, at de er den væsentligste begrundelse for at yde støtte med offentlige midler efter folkeoplysningsloven, der er centrale i relation til støtte til idrætslivet. Støtte med offentlige midler ad denne vej tjener således ikke kun idrættens fremme. Man får så at sige mere for pengene end blot adgang til at dyrke idræt. 

Groft sagt drejer det sig om at kunne sikre sig, at der kommer mest muligt idræt ud af pengene.

Karsten Naundrup Olesen
Professor, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

50 mand på en dyr mountainbike-bane  

Som en følge af de knappe midler har kommunerne i flere år haft øje for, hvor meget og hvordan de støttede idrætsfaciliteter bliver brugt, og der er gjort store bestræbelse rundt om i kommunerne og i de forskellige idrætsfaciliteter på at sikre, at anlæggene er i brug så mange timer som muligt og af så mange borgere som muligt.  

Groft sagt drejer det sig om at kunne sikre sig, at der kommer mest muligt idræt ud af pengene, og den store hal med kun fire badmintonspillere er ikke noget drømmescenarie i den forbindelse. 

Samme overvejelse om belægningsgrad må gøres, når der bruges midler på anlæg til den uorganiserede idræt. 

Et mountainbikespor til 150.000 kroner per kilometer kan med nogen rette kritiseres for at være en dårlig investering i forhold til såvel sportslig som social glæde og med hensyn til folkesundhed, hvis det kun benyttes af 50 motionister hver uge.  

Vanskeligheden i denne forbindelse består naturligvis i at opgøre, hvor meget et anlæg bliver brugt, da det i sagens natur er svært at tælle udøverne af den uorganiserede idræt. Kan der ikke findes løsninger på dette, må man acceptere, at investeringer i denne slags faciliteter sker uden garanti for omfanget af glæde og effekt, som de investerede penge kaster af sig. 

Det vil være godt med en debat om balancen mellem foreningsidræt, den uorganiserede idræt og de kommercielle idrætstilbud, sådan som også Tobias Thune Jacobsen efterspørger i sit indlæg.

Gennem den debat kan der komme klarhed over, hvad det er, det offentlige ønsker at opnå gennem de mange støttekroner, som sendes til idrætten. Og som de to eksempler ovenfor viser, har det til nu ikke kun været ønsket om at etablere rammerne om idrætsudøvelsen, der har været pejlemærker for den offentlige støtte til idrætten.