Idrætsforsker advarer kollegaer: "Vi risikerer at fjerne os selv fra virkeligheden"

Dele af den humanistiske idrætsforskning står i disse år i en værdikamp om køn og ord, som kan få alvorlige konsekvenser.

Sådan lyder advarslen fra idrætsforsker ved Aarhus Universitet, Ask Vest Christiansen, forud for torsdagens store konference i Aalborg, hvor han skal deltage i en paneldebat om idrætsforskningens problemer.

”Vi risikerer at fjerne os selv fra virkeligheden, og det hjælper ikke humanisterne i forhold til de fremskridt, vi kunne bidrage til inden for idrætsforskningen,” siger han.

Meldingen kommer få dage efter, at det internationale skakforbund har udelukket transpersoner fra at deltage i eliteturneringer for kvinder. Og diskussionen om kønsidentitet og inklusion har generelt været flammende de senere år. Også inden for idrætten.

Men ifølge Ask Vest Christiansen skal den humanistiske idrætsforskning ikke fortabe sig i "socialkonstruktivistiske blindgyder", hvor køn alene er et udtryk for ideologi og identitet, men ikke eksisterer biologisk.

"Vi bliver nødt til at stå fast på, at der findes sandhed, at vores biologi former os, og at der eksisterer en fælles menneskelig natur" siger han.

Den diskussion vender vi tilbage til. For ifølge Ask Vest Christiansen er det ikke kun de kønspolitiske spørgsmål, der martrer den humanistiske forskning og andre dele af idrætsvidenskaben.

"Nogle af de problemer, vi beskæftiger os med, bliver stadigt mindre og stadigt mere specialiserede," siger han.

Hvis et problem kan slices op i fire eller fem artikler, så gør man det.

Ask Vest Christiansen
Lektor, Institut for Folkesundhed Aarhus Universitet

Fremskridt er blevet mindre
Idrætsforskningen er forholdsvis ny som selvstændig videnskabelig disciplin, og Ask Vest Christiansen mener, at dens guldalder var fra omkring 1970 til 2005.

Her fik fysiologer ved de danske universiteter afdækket de store præstationsrelaterede spørgsmål, og motionens betydning for danskernes sundhed.

Psykologer påpegede, at atleter ikke alene er biologisk-mekaniske væsener, men også er drevet af motivation og gode miljøer.

Historikerne klarlagde de store linjer og vigtige biografier i dansk idrætshistorie. Sociologer og antropologer så på indvandring og integration i idrætten og statskundskabsforskere afdækkede idrætsmønstre og foreningernes unikke betydning.

I samme periode fik man indblik i sportens skyggesider i form af doping og korruption og hvordan elementer ved sportens væsen var med til at fremelske disse fænomener.

"Men et eller andet siger mig, at fremskridtene er blevet mindre," siger Ask Vest Christiansen.

Han mener, at vekselvirkningen mellem fondenes og de store videnskabelige forlags magt er én af hovedårsagerne.

"For at få pengene fra fondene skal man have et godt forsknings-CV. Og for at have det, skal man have forsket i det samme i mange år. Så incitamentet for at prøve noget nyt er begrænset," siger Ask Vest Christiansen.

Forskerne jagter videnskabelige publikationer og for at styrke kvantiteten borer mange sig ned i mere og mere nicheprægede emner eller gentager, hvad de allerede har lavet, mener han.

"Hvis et problem kan slices op i fire eller fem artikler, så gør man det," siger Ask Vest Christiansen.

Går på kompromis med idrætsforskningen
Også udenlandske kollegaer er ramt af kravet om konstant publicering, lyder det.

"Jeg ser ofte artikler af typen, hvor man afdækker holdninger eller vaner hos en lille gruppe, hvor vi allerede kender de store linjer. Det kunne være holdningerne til doping blandt medlemmerne i et motionscenter i Sydvesttyskland, som man udsætter for et prædefineret spørgebatteri og så publicerer det. Og der må jeg erkende, at jeg ofte tænker; nå ja ok. Hvad lærte vi egentlig af det?," siger Ask Vest Christiansen.

Det konstante behov for flere midler og flere artikler betyder også, at der nogle gange gås på kompromis med idrætsforskningen.

"Nogle forskere har måske har fundet ud af, at fodbold er godt for mænd der har været i behandling for prostatakræft; og når det så er grundigt afdækket, tænker man, om det samme kunne være tilfældet for hockey eller volleyball eller basketball," siger Ask Vest Christiansen.

Han anerkender, at det første studie om fodbold var vigtigt. Man han sætter spørgsmålstegn ved, om det også gælder, hvis man ændrer et enkelt eller to forhold og derudover gentager designet fra tidligere studier.

"Jeg forstår godt, hvorfor det ske. Det er relativt nemt at få penge til, det giver god omtale, og det holder ph.d.-studerende og postdocs beskæftigede. Men jeg har svært ved at se, hvad det egentlige forskningsmæssige fremskridt er ved den type gentagelser," siger Ask Vest Christiansen.

Flere bør skrive bøger
Ironien er, at det kan skabe et særligt pres på humaniora for at publicere på samme måde, siger Ask Vest Christiansen. Det er uheldigt, fordi humaniora traditionelt har beskæftiget sig med temaer, der ofte er mere velegnede til længere udgivelser.

"Formatet med at skrive mellem 5.000 og 8.000 ord er velegnet til naturvidenskabelig forskning, hvor man har en hypotese, afprøver den i et forsøg og præsenterer resultaterne. Men det er ikke sikkert, at fx doping i cykelsport fra 1960 til 2020 kan afdækkes i en videnskabelig artikel på 5.000 ord," siger Ask Vest Christiansen.

Han mener, at flere humanistiske idrætsforskere burde offentliggøre deres forskning i bogform.

"Der publiceres alligevel alt for meget i verden, så at bede folk vente med at udgive til der er en hel bog, ville ikke skade," siger Ask Vest Christiansen.

Han har selv skrevet en meget anerkendt bog om motionsdoping, der udkom i 2018. Her kunne han via årelang granskning afdække fænomenet så man så det i sin helhed. Det gjorde han bl.a. ved at inddrage ny empiri og analysere det fra sociale, kulturelle, psykologiske, sundhedsmæssige og politiske perspektiver. Ved at præsentere det samlet, undgik han at splitte emnet op i små bider, der hver for sig risikerede at fremstå fragmenterede eller irrelevante.

"Jeg synes jo i al ubeskedenhed, jeg bidrog med ny viden med den bog. Men det tog også lang tid. Og det er ikke sikkert, at jeg havde turde at gøre det uden først at være blevet fastansat på universitet," siger han.

Derfor forstår han godt, at især yngre forskningskollegaer tøver.

"Antallet af publikationer tæller. Og for nogle bedømmelsesudvalg vurderes en artikel at have lige så meget værdi som en hel bog," siger han.

 Samlet set tegner Ask Vest Christiansen et blandet billede af situationen i den danske idrætsforskning.

"Der bliver stadig lavet ting af høj kvalitet rundt omkring. Samtidig er det klart, at der er nogle problemer vedrørende funding og publikationer, som jeg ikke har løsningen på," siger han.

Men et sted kan de danske idrætshumanister sætte ind. Og så er vi tilbage ved hans opfordring til at besinde sig på sandhed, sprogets rækkevidde og den menneskelige natur, og ikke "falde i den socialkonstruktivistiske gryde".

"Det bekymrer mig, når jeg ser kollegaer negligere fx biologiske sandheder for at fremme en sag, de mener er socialt retfærdig," siger han.

Ask Vest Christiansen peger på, at humaniora modsat naturvidenskaben ikke har P-værdier på 0,05 at forholde sig til. 

"Vi bliver nødt til at besinde os på, at der skal være korrespondens mellem sproget og virkeligheden, at sandhed findes, og at der er en fælles menneskelig natur, der gør det muligt for os at lave generaliseringer, der rækker ud over vores eget lille studie. Faren er, at vi for at virke dybsindige lader os forføre af dunkel teori, uklare begreber og uigennemtænkte ideer om, at sandhed og magt er det samme, at videnskab er ideologi, at alt er relativt og sproget alene skaber virkeligheden," siger Ask Vest Christiansen.

"For sker det, gør vi os selv irrelevante."