Byrådsmedlemmer forlader Venstre i protest mod ny borgmesterkandidat
På 24 timer har Venstre mistet ikke bare ét, men to byrådsmedlemmer i Odsherred Kommune. Helge Fredslund og Erik Winther forlader partiet, som tirsdag udpegede en garvet Venstre-kvinde som deres spidskandidat.
Jarl Viktor Schultz
RedaktionsassistentI Odsherred Kommune er Venstres valg af ny borgmesterkandidat faldet to byrådsmedlemmer for brystet i en sådan grad, at de nu helt har forladt partiet.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Det er byrådsmedlem og direktør Helge Fredslund, der sammen med kollegaen og eks-partifællen Erik Winther, tidligere valuar og nu pensionist, forlader Venstre. De fortsætter i stedet som løsgængere.
Udmeldelsen sker i protest efter Venstre tirsdag valgte at indstille skolelærer og byrådsmedlem siden 1993, Hanne Pigonska (V), som partiets borgmesterkandidat til kommunalvalvalget i november.
For Helge Fredslund kommer kroningen af Pigonska som et chok:
"Man kan beskylde mig for meget, men ikke for at være dum, og jeg har klart sagt til partiforeningens nye formand, at beslutningen er lidt af et chok for mig. Jeg kan ikke bakke Hanne op som borgmesterkandidat, og jeg ser hende slet ikke som den samlende figur, der kan give Venstre et godt kommunalvalg," siger han til Sjællandske Nyheder.
Før udmeldingerne kunne Venstre mønstre 7 ud af 25 pladser i byrådet, men er nu altså nede på blot 5. Socialdemokratiet sidder på borgmesterposten og knap halvdelen - 12 - af mandaterne.