Efter fyring i Gribskov: Ny kommunaldirektør er fundet internt
I oktober fyrede Gribskov Kommune sin kommunaldirektør, men nu er afløseren fundet i form af Sascha Volmer Sørensen.
Nikolai Evereth Hansen
RedaktionsassistentEfter to måneder som konstitueret kommunaldirektør i Gribskov Kommune er Sascha Volmer Sørensen nu blevet fastansat i stillingen. Det besluttede et enigt byråd på et ekstraordinært møde fredag morgen, skriver kommunen.
Borgmester Anders Gerner Frost (nytgribskov) fortæller, at det er blevet tydeligt, at kommunen selv har haft kompetencerne til stillingen som kommunaldirektør internt.
"Der er sat mange skibe i søen, og det har været gjort på de helt rigtige tidspunkter. Samtidig kan vi mærke, at organisationen blomstrer og viser stor opbakning. Derfor har vi haft en dialog om, at det reelt var en mulighed med intern rekruttering i lyset af de gode resultater, Sascha Volmer Sørensen har vist som konstitueret kommunaldirektør," konstaterer Anders Gerner Frost.
I oktober fyrede Gribskov Kommune sin daværende kommunaldirektør, Holger Spangsberg Kristiansen, for at løfte kommunen til et endnu højere ambitionsniveau. En opgave, som Volmer Sørensen nu skal løfte.
Ti års erfaring i Gribskov
Sascha Volmer Sørensen har gennem ti år arbejdet for kommunen, blandt andet som ressource- og kulturdirektør, og hun forklarer blandt andet sin erfaring i kommunen som drivfaktoren bag det nye job.
"De ti år, jeg har været i Gribskov Kommune, har givet mig en viden om og tro på, at vi har et kæmpe potentiale i vores organisation og kommune med dygtige medarbejdere og ledere, der sammen med vores borgere og virksomheder kan indfri ambitionerne om at gøre Gribskov til et attraktivt sted at bo, leve og være i," siger hun.
I alt søgte 26 kandidater stillingen som kommunaldirektør.
CV for Sascha Volmer Sørensen
Gribskov Kommune (2007 –)
Kommunaldirektør
Dec 2018 –
Konstitueret kommunaldirektør
nov 2018 – dec 2018
Ressourcedirektør
2018 – okt 2018
Centerchef i Center for Koncernstyring / Koncernstyring og IT
2014 – 2018
Styrings- og analysechef i Center for Koncernstyring
2012 – 2014
Teamleder
2010 – 2012
Økonomisk konsulent
2007 – 2010
Rudersdal Kommune (2007)
Administrativ konsulent
Søllerød Kommune (2001 – 2006)
Administrativ konsulent på børne- og ungeområdet
Kongens Artilleriregiment (1996 – 2001)
Premierløjnant