Messerschmidt er godt i gang med at rive Pia Kjærsgaards politiske testamente i stykker

Kjærsgaard var allerede i sin tid i Fremskridtspartiet den fremmeste repræsentant for det, man dengang kaldte slapperne.

Det skal ikke misforstås derhen, at det havde noget med hendes udlændingepolitik at gøre. Tværtimod. Men slapperne var dem, der ville opgive den kompromisløse linje og lave kompromisser med den daværende borgerlige regering.

Den anden fløj, blev kaldt strammerne, og de stod for den rene vare, hvor man ikke fik sværtet fingrene til at realpolitiske aftaler.

Det var endda første akt af denne konflikt, der førte Pia Kjærsgaard i Folketinget. Slapperen Helge Dohrmann havde indgået en finanslovsaftale med regeringen under det så berømte Rio Bravo-forlig, der blev endeligt konfirmeret på den københavnske natterestaurant af samme navn.

Messerschmidt er ved at placere sig som en megafonpolitikker, der står og råber med yderligtgående synspunkter stadigt længere væk fra magtens centrum.  

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Partistifterne Mogens Glistrup, der var røget i Horserød Statsfængsel på grund af sin skattesag, protesterede højlydt imod aftalen fra sin celle. Til sidst turde fremskridtsfolkene på Borgen ikke stå ved deres aftale med regeringen. Det førte til valg.

Glistrup blev genvalgt, blev erklæret uværdigt til at genoptage pladsen i Folketinget og måtte i stedet returnere til Horserød får at afsone resten af sin fængselsstraf. Ind som suppleant kom slapperen, Pia Kjærsgaard. I 1989 kronede hun værket med en finanslovsaftale med KVR-regeringen.

Opgøret mellem strammere og slappere endte med, at Kjærsgaard blev smidt af posten som gruppeformand, hvorfor hun trak sig som politisk ordfører, og efter det berømte og berygtede kaotiske landsmøde i Fremskridtspartiet i 1995, forlod hun sammen med tre andre folketingsmedlemmer partiet og dannede Dansk Folkeparti.

Nu skulle det være tid til ro, renlighed og rytme – og ikke mindst realpolitik.

De første år var det svært.

SR-regeringen ville ikke have noget med Dansk Folkeparti at gøre. Særligt ondt gjorde det, da statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) fra Folketingets talerstol kundgjorde: "Efter min mening; Stuerene, det bliver I aldrig".

Efter valget i 2001 kom Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti nu alligevel ind i de varme stuer på statsministerboligen Marienborg og ikke mindst i Struenseeværelset i Finansministeriet, hvor de indgik finanslovsaftaler med VK-regeringerne gennem ti år.

Også Pia Kjærsgaards efterfølger som partiformand, Kristian Thulesen Dahl (DF), var stor tilhænger af den kompromissøgende linje. Måske næsten alt for meget. Så fokuseret var han i hvert fald på at kunne lave aftaler til begge sider, så han underløb Lars Løkke Rasmussens borgerlige regeringer fra 2015 til 2019 i sin iver efter at kunne være i stue med Mette Frederiksen og socialdemokraterne.

Med Messerschmidt er det hele vendt på hovedet. Nu må Lars Løkke Rasmussen ikke komme ind i de blå saloner. Men i sin iver på at isolere Moderaternes formand risikerer Messerschmidt først og fremmest at isolere sig selv.

Messerschmidt har svigtet Kjærsgaards formel til indflydelse og soldet arven op.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

For han minder jo om hovedpointen i Løkkes analyse; at blå blok er for svær at regere på grund af yderpartierne, og at han derfor er nødt til at samarbejde hen over midten.

Ved næste valg bliver en stemme på Dansk Folkeparti de facto en stemme på Mette Frederiksen og Socialdemokratiet. For der er ikke noget alternativ til højre for Moderaterne. Der er ganske enkelt for få vælgere.

Dermed gør Messerschmidt i virkeligheden Frederiksen og Løkke til de to mest interessante personer i dansk politik. Det kan godt være, Venstre ikke kan holde til en omgang til i regering. Hvem ved. Det spændende bliver, hvem Socialdemokratiet og Moderaterne kommer i regering med.

Imens må Pia Kjærsgaard i stigende grad se Dansk Folkeparti reduceret til et fløjparti, der ikke er afgørende for regeringsdannelse eller finanslove. Og på den måde har Messerschmidt svigtet Kjærsgaards formel til indflydelse og soldet arven op, allerede inden Pia Kjærsgaard har forladt Christiansborg.