Rødovre har fundet bykongens efterfølger
Britt Jensen (S) tiltræder som ny borgmester i Rødovre Kommune 31. marts. Hun blev torsdag aften valgt som ny borgmester uden modkandidat. Efter mere end 26 år som borgmester har Erik Nielsen (S) valgt at træde tilbage.
Christian Juhl Mølgaard
NavneredaktørRødovres nye borgmester er fundet.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Det bliver Britt Jensen, der kommer til at afløse bykongen, Erik Nielsen.
Britt Jensen har været medlem af kommunalbestyrelsen siden 1994, formand for Social- og Sundhedsudvalget gennem mange år, og i øjeblikket er hun 1. viceborgmester.
På baggrund af regeringens udmelding om vidtrækkende tiltag for at begrænse udbredelsen af corona-virus i samfundet har Rødovre Kommune besluttet at aflyse de planlagte politiske møder i fagudvalgene, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen i marts måned.
Da Erik Nielsen fratræder som borgmester med udgangen af marts måned, skete valget af den nye borgmester derfor på et ekstraordinært møde i kommunalbestyrelsen, som udelukkende omhandlede de sager, der relaterede sig til valget af borgmester.
Selvom forbuddet mod forsamlinger med mere end ti personer ikke omfatter politiske møder, var mødet stærkt påvirket af forholdsreglerne om coronavirus. Adgangen til mødet var lukket for offentligheden, der kunne følge mødet live i radioen, og medlemmerne af kommunalbestyrelsen havde mulighed for at deltage via videoadgang i stedet for personligt fremmøde.
Den planlagte reception for den afgående borgmester er aflyst. Det forventes, at der på et senere tidspunkt, når der ikke længere er fare for coronasmitte, vil blive afholdt et arrangement, hvor der vil være lejlighed til at sige farvel til den tidligere borgmester og goddag til den nye, lyder det i pressemeddelelsen.