Ny rapport: Her er kommunerne med flest nedrivningsklare huse
KORT: Antallet af tomme huse er vokset med 50 procent på 15 år i landsogne væk fra de større byer. Det viser en ny rapport, som KORA netop har offentliggjort. Se hvilke kommuner, der har flest nedrivningsklare huse her.
- Rapportens formål er at give viden om, hvor mange nedrivningsklare huse der findes i Danmark, og hvor de ligger.
- Rapporten bruger omfattende data om alle huse i Danmark og deres beboere til at beregne et skøn over antallet af nedrivningsparate huse.
- En række karakteristika for de huse, der faktisk rives ned, bruges til at beregne en sandsynlighed for, at et givent hus er nedrivningsparat. Beregningerne er behæftet med ret stor usikkerhed.
- En af de mest afgørende faktorer for, om et hus skønnes at være nedrivningsparat, er om huset står tomt kombineret med, hvor i landet det ligger.
- Undersøgelsen er finansieret af Landdistriktspuljen under Erhvervsstyrelsen.
KORA har netop offentliggjort en ny rapport, hvori de skønner, at antallet af tomme huse er vokset med 50 procent på 15 år i landsogne langt væk fra de større byer.
Det er særligt et problem på Lolland-Falster, Langeland, Bornholm og de øvrige øer samt i Nordvestjylland, hvor mange af de tomme huse er nedrivningsklar.
"I nogle landsogne står mere end hvert fjerde hus tomt. 15 år tidligere var det 'kun' hvert ottende i de samme sogne. De mange faldefærdige huse er en barriere for vækst og udvikling i lokalsamfundene, fordi de skræmmer nye beboere væk og fastfryser boligmarkedet. Det er en ond cirkel," siger professor Nicolai Kristensen, som er professor i KORA og står bag den nye rapport.