Debat

Organisationer: Det offentlige agerer moralpoliti, når de nægter at ansætte tidligere sexarbejdere

Det er tankevækkende, at de samme myndigheder, der bruger millioner af kroner på at få kvinder ud af sexarbejde og ind i "rigtige" jobs, ikke er villige til at ansætte de selvsamme personer, skriver Maja Løvbjerg Hansen og Jelena Seidel.

I maj bragte Altinget historien om, at ledelsen i daginstitution Tinderhøj vil fyre den 54-årige Marlene Simoni, fordi hun ved sin ansættelsessamtale ikke havde fortalt, at hun for flere år tilbage havde drevet en escortvirksomhed.<br> — I maj bragte Altinget historien om, at ledelsen i daginstitution Tinderhøj vil fyre den 54-årige Marlene Simoni, fordi hun ved sin ansættelsessamtale ikke havde fortalt, at hun for flere år tilbage havde drevet en escortvirksomhed.
Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Maja Løvbjerg Hansen og Jelena Seidel

Hhv. direktør og jurist, Stenbroens Jurister og talskvinde, Sexarbejdernes Interesse Organisation og The Red Van

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I maj bragte Altinget en historie om, at ledelsen i Rødovre Kommunes daginstitution Tinderhøj vil fyre den 54-årige Marlene Simoni, fordi hun ved sin ansættelsessamtale ikke havde fortalt, at hun for flere år tilbage havde drevet en escortvirksomhed.

I Danmark er det ikke kriminelt at sælge seksuelle ydelser. Sexarbejdere skal, ligesom alle andre liberale erhverv, lade sig registrere og betale skat og moms.

Hun blev altså fyret for at have gjort noget, der er lovligt.

Desværre er det ikke første gang, en sexarbejder eller tidligere sexarbejder mødes med fordomme og må leve med konsekvenserne af at have arbejdet i en branche, som mange anser for forkert eller amoralsk, selvom det er lovligt. Men Marlene Simonis situation er blevet offentligt kendt, da hun optog samtalen, hvor hun blev fyret.

Hvorfor bruger vi millioner af kroner på exit-programmer for efterfølgende at holde sexarbejderne udenfor i kulden?
Maja Løvbjerg Hansen og Jelena Seidel
Hhv. direktør og jurist, Stenbroens Jurister og talskvinde, Sexarbejdernes Interesse Organisation og The Red Van

Normalt hører vi ikke om disse sager, da mange vælger at holde en lav profil for at undgå yderligere udstødelse fra samfundet og de konsekvenser, der følger med de fordomme, sexarbejdere mødes med.

Offentligheden hører sjældent om de udfordringer, sexarbejdere står overfor – for eksempel har flere sexarbejdere fortalt os, at de er blevet nægtet en bankkonto, fordi banken ikke ønsker "den" type kunder.

De tør ofte ikke henvende sig til politiet, hvis de udsættes for kriminalitet, af frygt for at blive udstillet og stemplet.

Sexarbejderne lever derfor ofte i skjul og forsøger at navigere gennem et samfund, der er præget af uvidenhed og stigmatisering.

Engang sexarbejder, altid sexarbejder

De seneste 20 år har staten og kommunerne uden nævneværdig effekt brugt over 100 millioner kroner på "exit-programmer" med det formål at få kvinder til at stoppe med at sælge sex, få sig en uddannelse og komme i ordinært arbejde.

Det er tankevækkende, at de samme myndigheder, der bruger millioner af kroner på at få kvinder ud af sexarbejde og ind i "rigtige" jobs, ikke er villige til at ansætte de samme personer i de job, de nu har uddannet dem til.

Hvor er logikken i det?

Læs også

Kommunen fyrede Marlene, da de opdagede hendes fortid som sexarbejder: "Det er helt uhørt"

Hvis kommunernes logik er "engang sexarbejder, altid sexarbejder", hvorfor skal pædagoger og socialrådgivere så tjene løn på at få sexarbejderne til at stoppe med at sælge sex? Ser man helst tidligere sexarbejdere på offentlige ydelser resten af livet? Eller kunne vi få en positivliste med jobs, som det offentlige finder tidligere sexarbejdere værdige til?

Vi hører ofte om tidligere kriminelle, der har haft succes med at komme ind på arbejdsmarkedet efter at have gennemgået exit-programmer.

Disse personer roses og opfordres ofte til at anvende deres erfaringer til at hjælpe børn og unge ved at spotte tegn og hjælpe dem til at undgå et liv i kriminalitet.

Hvorfor skal tidligere bandekriminelle have et arbejde, som tidligere sexarbejdere anses for uværdige til?

Dømt for at overholde loven

Det må formodes, at Marlene Simoni har den nødvendige uddannelse, kompetencer og en ren straffeattest samt børneattest, som kræves for at arbejde med børn, ellers havde hun ikke fået jobbet.

Det vil være klædeligt for Rødovre Kommune og for alle os andre at komme ned fra den høje moralske hest.
Maja Løvbjerg Hansen og Jelena Seidel
Hhv. direktør og jurist, Stenbroens Jurister og talskvinde, Sexarbejdernes Interesse Organisation og The Red Van

Alligevel vælger Rødovre Kommune at fyre hende, da det rygtes, at hun har en fortid som sexarbejder. Er det rimeligt?

Det vil være klædeligt for Rødovre Kommune og for alle os andre at komme ned fra den høje moralske hest og i stedet tage en åben debat om, hvorfor man i dagens Danmark ikke ser noget galt i at diskriminere sexarbejdere alene på grund af deres tidligere job.

Hvorfor bruger vi millioner af kroner på exit-programmer for efterfølgende fortsat at holde sexarbejderne udenfor i kulden?

Skal vi alle ikke have en fair chance for at have et arbejde og forsørge os selv og vores familie uden at blive udstillet, fordømt og forfulgt?

Hvordan kan vi påstå at støtte exit-programmer og genindslusning, hvis vi samtidig nægter at ansætte og inkludere sexarbejdere, som for øvrigt har fulgt de samme programmer og opfylder alle de nødvendige krav, vi som samfund har stillet dem?

Er det rimeligt og ønskværdigt, at vi i det danske samfund i 2024 har et moralpoliti, der endda med statslig og kommunal støtte kan udskamme, ekskludere og forskelsbehandle på baggrund af tidligere erhverv?

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, der skal undersøge sexarbejderes levevilkår.

Vi ser frem til, at denne arbejdsgruppe også inviterer sexarbejderne selv, så de får mulighed for at blive hørt.

Som sexarbejderne så rigtigt selv siger: "Intet om os uden os."

Politik har aldrig været vigtigere