Debat

Arktiske økonomer: Udenlandske investorer skal kunne tjene penge i Grønland

Grønland har løsningerne, som verden har brug for. Men udenlandske investorer bliver skræmt væk af juridiske og politiske besværligheder, skriver Mads Qvist Frederiksen, der er direktør for Arktisk Økonomisk Råd.

Skiftende politiske udtalelser fra regeringspartier og lovgivning, der bevidst bekæmper udefrakommende, modarbejder de nødvendige investeringer, skriver Mads Qvist Frederiksen. — Skiftende politiske udtalelser fra regeringspartier og lovgivning, der bevidst bekæmper udefrakommende, modarbejder de nødvendige investeringer, skriver Mads Qvist Frederiksen.Foto: Arctic Economic Council

Mads Qvist Frederiksen

Administrerende direktør, Arktisk Økonomisk Råd

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatten om selvstændighed er igen i fokus i de grønlandske medier, hvor medlemmer af partiet Siumut taler om en folkeafstemning om selvstændighed inden 2030.

For at opnå politisk selvstændighed er det dog også nødvendigt, at et land er økonomisk selvstændigt. Der findes forskellige løsningsmodeller for dette, men det er værd at overveje, hvordan den arktiske økonomiske situation generelt vil udvikle sig.

Grønland har i den forbindelse potentialet til at blive en del af den globale grønne omstilling, men dette kræver, at landet opererer på samme måde som de globale aktører, det ønsker at handle med.

Innovation og fiskeaffald

Fremtidens Grønland blev for nylig debatteret ved erhvervskonferencen 'Future Greenland' i Nuuk, hvor 500 personer fra erhvervslivet og det politiske liv deltog.

Alle var enige om, at mulighederne er store, og at der er visse udfordringer. Få ville dog tale om, hvad det vil kræve af Grønland at agere på den internationale scene.

Med blot 57.000 indbyggere ud af de fire millioner, der bor i Arktis, er Grønland uden tvivl et af de mindst befolkede.

Energi har været byggestenene for udviklingen i store dele af Arktis – først den sorte og sidenhen den grønne.
Mads Qvist Frederiksen
Administrerende direktør, Arktisk Økonomisk Råd

Verdens største ø vil være verdens 10. mindste land i forhold til befolkningstal, så det er selvfølgelig muligt at være selvstændig med en lille befolkning. Dog adskiller Grønlands situation sig markant fra eksempelvis Monaco, Liechtenstein og Vatikanet.

Menneskene er fordelt på et 2,2 millioner kvadratkilometer store område, hvoraf 80 procent er is. Grønland er altså på størrelse med lande som Saudi-Arabien og DR Congo. I den seneste optælling var der 14 bosteder med under 50 indbyggere og 61 bosteder med under 700 indbyggere.

På trods af de strukturelle udfordringer, så har Grønland også nogle af de fordele, som resten af Arktis allerede drager nytte af.

Størstedelen af Grønlands eksport, over 90 procent, kommer fra fiskeindustrien. Der er dog enorme muligheder i at udnytte mere af fiskeprodukterne og gennem innovation tjene mange flere penge på, hvad der i dag er anset som fiskeaffald.

I nabolandet Island bruges cirka 90 procent af torsken, og ikke bare til at blive spist, men også til at producere energidrikke, collagen, fiskelæder – og for nyligt blev virksomheden Kerecis opkøbt for 1,3 milliarder USD. Kerecis kommer fra en by med 2.200 indbyggere og laver torskeskind om til sårplejeprodukter.

Fra sort til grøn energi

Kritiske råstoffer er på kort tid blevet et af de vigtigste geopolitiske samtaleemner. USA, EU, Kina, Rusland og mange andre har specifikt defineret, hvilke råstoffer der er behov for, både for at sikre deres forsvar, men også for at kunne komme i mål med den grønne omstilling.

Grønland har 25 af de 34 kritiske råstoffer, som EU-Kommissionen har vurderet som kritiske for Europas grønne omstilling og industri. Dog har det ikke resulteret i markante investeringer i miner i Grønland i mange år. Samtidig sker der historisk store investeringer i eksempelvis Sveriges arktiske mineindustri.

Energi har været byggestenene for udviklingen i store dele af Arktis – først den sorte og sidenhen den grønne. Aluminiumfabrikker, datacentre, batteriproduktion etc. har spredt sig udover regionen.

Der bliver også investeret i brint og ammoniakproduktion – for eksempel i den norske by Berlevåg med 900 indbyggere, der ligger mere nordpå end Uummannaq i Grønland.

I dag er 16 procent af Grønlands energi grøn og 84 procent fossil, men elektriciteten er helt oppe på 70 procent grøn og bevæger sig mod 100 procent i takt med udbygning af mere vandkraft. Grønland kan blive mere grøn, men det kræver enorme investeringer.

Usikkert investeringsmiljø

Som andre store potentielle vækstområder for den grønlandske økonomi kunne man nævne turismebranchen, da det snart er muligt at flyve direkte fra New York til Nuuk. Eller fra Irland til Illusiat. Det kunne også være forsvarsindustrien, hvor der i øjeblikket bliver investeret store summer i hele Arktis.

Investorerne forventer, at Grønland opererer i en global kontekst med globale CSR-standarder og konkurrencedygtige skattevilkår.
Mads Qvist Frederiksen
Administrerende direktør, Arktisk Økonomisk Råd

Men hvis potentialet er så stort, hvorfor er der så ikke en større økonomisk udvikling i Grønland? For nyligt udkom DIIS med et notat om en af udfordringerne. Udenlandske investeringer er afgørende, men investorerne bliver skræmt væk af juridiske og politiske besværligheder i Grønland.

Det er klart, at investorer efterspørger klare politiske mål, forudsigelige langsigtede rammevilkår og attraktive incitamenter. Skiftende politiske udtalelser fra regeringspartier og lovgivning, der bevidst bekæmper udefrakommende, gør lidt for at tiltrække de nødvendige investeringer.

Ydermere forventer investorerne, at Grønland opererer i en global kontekst med globale CSR-standarder og konkurrencedygtige skattevilkår.

Grønland har løsningerne

Grønland har siden 2009 haft retten til undergrunden, og siden da har der været mange politiske ambitioner og ressourcer sat til side for at promovere landet som et mineland, men lige lidt har det hjulpet.

At der i årtier ikke har været de store mineprojekter i Grønland, på trods af det geologiske potentiale, viser, at rammevilkårene begrænser mere, end de skaber.

I de kommende år er det så den grønne energi, der skal investeres i – investeringer, der vil koste milliarder.

Jeg er ikke i tvivl om, at vandkraftværkerne nok skal blive finansieret, ligesom de nye lufthavne blev, men hvis der skal bygges ekstra kapacitet, som vil muliggøre eksporten af grøn energi, så kræver det en tæt og tidlig markedsdialog med alle aktører.

Det vil også betyde, at det skal være okay for udlændinge at tjene penge i Grønland. Noget der i dag bliver set ilde på, når man hører de politiske udtalelser.

Grønland har løsningerne, som verden har brug for: Fisk til at brødføde en voksende befolkning, råstofferne til fremtidens teknologier og energipotentialet til at hjælpe til med den grønne omstilling. Det er både en klima- og økonomisk mulighed, men det kræver samarbejde.

Politik har aldrig været vigtigere