Henrik Dahl vil inddrage det yderste højre i EU's beslutninger: "Hvis vi er enige, så er vi enige"

Højrefløjen og mistilliden vil vokse, hvis midten bliver ved med at udelukke Anders Vistisen og Inger Støjbergs grupper fra indflydelse i Europa-Parlamentet, lyder det fra LA's spidskandidat. Men er han villig til at betale en politisk pris?

Henrik Dahl og Liberal Alliance vil arbejde for, at højrefløjen får mere indflydelse på EU's politik efter parlamentsvalget 9. juni.
Henrik Dahl og Liberal Alliance vil arbejde for, at højrefløjen får mere indflydelse på EU's politik efter parlamentsvalget 9. juni.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Malte Bruhn

Liberal Alliances spidskandidat, Henrik Dahl, har tænkt sig at pakke en helt bestemt debatbog med i kufferten, hvis vælgerne sender ham til Europa-Parlamentet i Bruxelles ved valget 9. juni.

'De overflødiges oprør' blev udgivet i 2000 og er skrevet af journalist og debattør Erik Meier Carlsen.

Udover at være et slags forvarsel om Dansk Folkepartis enorme succes i årtiet, der ventede, er bogen et forsvar for de oversete og marginaliserede vælgere, der lever med konsekvenserne af indvandring.

"Hele Politiken-segmentet slog syv kors for sig og sagde, at manden var idiot. Men han havde ret, og nu vil jeg være Erik Meier Carlsens discipel," siger Henrik Dahl.

Jeg har ikke et værdifællesskab med det yderste højre. Men hvis vi er enige, så er vi enige

Henrik Dahl (LA)
Spidskandidat ved EU-valget

Han har inviteret Altinget forbi til kaffe og en snak om, hvordan han mener, at den politiske midte bør håndtere den forventede fremgang til det yderste højre ved det kommende EU-valg.

Hans budskab er, at han – med Erik Meier Carlsens bog i baglommen – vil drage til Bruxelles og forsøge at forklare de resterende 719 parlamentarikere, at det europæiske skred mod højre, kun bliver større og voldsommere, hvis ikke bevægelsens repræsentanter bliver inddraget på lige fod med det politiske etablissement, hvori han regner sig selv.

Dahl foreslår konkret, at Parlamentet tager ved af lære af Danmarks samarbejdende folkestyre, hvor alle partier – uanset deres holdninger – inddrages på lige fod i de politiske forhandlinger og det parlamentariske arbejde.

"Jeg vil arbejde med de andre partigrupper, som vi arbejder i Danmark. Hvis der er noget, vi kan blive enige om, så skal vi gøre det," siger Henrik Dahl og fortsætter:

"Når jeg er enig med Inger Støjberg eller Anders Vistisen om noget i Danmark, så er det ikke sådan, at jeg på magisk vis stopper med at være det, når jeg sætter mig på en flyver mod Bruxelles," lyder det fra spidskandidaten.

Han opfordrer til et opgør med en usund politisk kultur, hvor midten bestemmer uden at skele til især højrefløjen:

"Poul Nyrup Rasmussens udtalelser om, at DF ikke var stuerene, lærte os, at vi ikke skal have b-medlemskaber og cancel-kultur i Folketinget. Det skal vi også af med i Europa-Parlamentet."

Læs også

Støjberg og Vistisens venner

Diskussionen om, hvordan Europa-Parlamentet skal håndtere højrefløjens fremgang, har været en varm politisk kartoffel i Bruxelles i årtier.

Men ved det kommende valg tyder meget på, at kartoflen kan blive ekstra hed.

Ifølge en analyse fra European Council on Foreign Relations er det sandsynligt, at der for første gang nogensinde kan opstå et højreorienteret flertal, hvis Henrik Dahls store, kristendemokratiske EPP-gruppe tælles med i regnestykket.

Med i den ligning er også den nationalkonservative ECR-gruppe, som Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne har søgt om optagelse i. Her sidder også det polske eks-regeringsparti PiS og premierminister Giorgia Melonis Italienske Brødre.

Anders Vistisen og Dansk Folkeparti er medlem af gruppen Identitet og Demokrati. På medlemslisten finder man Marine Le Pens Rassemblement National, Matteo Salvinis Lega-parti og Alternative Für Deutschland (AFD).

Sidstnævnte fører - ifølge den tyske forvaltningsdomstol - i store stræk en politik, der er "uforenelig med grundloven".

De har spyttet i kålen, og derfor må de æde den

Henrik Dahl (LA)
Spidskandidat ved EU-valget

Henrik Dahl afviser kategorisk, at hans ord skal forstås som en håndsrækning eller et forslag om "samarbejde" mellem hans egen konservative EPP-gruppe og de to grupper, der befinder sig et hak længere ude på højrefløjen, og som i dag må se langt efter den politiske indflydelse.

Omvendt mener han heller ikke, at EPP i dag har et samarbejde med den socialdemokratiske S&D-gruppe og den liberal Renew-gruppe, selvom det tre grupper i den seneste valgperiode har udgjort det dominerende, funktionelle flertal.

"Vi har ikke et formaliseret samarbejde med nogen partier. Sådan er det heller ikke i Danmark. Vi går til valg på vores eget program. Der er ingen partier, der har flertal. Derfor sætter man sig ned og finder et flertal fra sag til sag," siger Henrik Dahl.

Læs også

Et museum for tåbelige ting

Spidskandidatens melding kommer i kølvandet på et opsigtsvækkende optrin i forrige uges store EU-debat i i Mastricht.

Her indikerede formanden for EU-Kommissionen, Ursula Von Der Leyen, der igen stiller op til posten, at hendes EPP-familie er åben overfor idéen om at samarbejde mere med ECR-gruppen.

Men det var mildest talt ikke et budskab, der faldt i god jord hos Parlamentets øvrige partigrupper.

Fremtrædende folk i S&D, Renew og De Grønne har i en fælles erklæring hældt forslaget nedad brættet og afvist alle tanker om give mere indflydelse til de to højrefløjsgrupper.

Selvom Henrik Dahl afviser at bruge ordet "samarbejde, er han enig med Ursula Von Der Leyen i substansen.

Han siger nemlig, at erklæringen burde komme på et "museum for åndsvage ting".

Hvis brevskriverne får magt, som de har agt, vil man reelt afskære en "femtedel af vælgerne," lyder det fra Henrik Dahl.

"De vil få en dyb mistillid til det politiske system, og vi er med til at give dem, vi udelukker, et helt unødvendigt martyrium. De vil få dem til at vokse endnu mere," siger han og fortsætter:

"I Danmark har vi ikke særlig meget ekstremisme. Hverken på højrefløjen eller venstrefløjen. Det skyldes, at vi har en fortælling om, at hvis Inger Støjberg eller Dragsted har ret, så har de sgu ret," siger han.

Intet værdifællesskab

Men i nogle lande i Europa findes der jo nogle reelle højreekstreme partier. Det kunne for eksempel være AFD i Tyskland. Når du appellerer til at inddrage dem, er du så ikke med til at legitimere deres holdninger?

"Det er op til dem selv. Man kunne nok godt forestille sig, at det nok ikke var så tit, at man var enig. Men jeg vil gerne have en normalisering af den politiske proces," siger han.

Men anerkender du, at midten vil være nødt til give nogle politiske indrømmelser for at få yderfløjene til at gå med i og legitimere aftaler overfor deres vælgere?

"Sådan er dansk politik".

Så du er klar til at give politiske indrømmelser til højreekstreme partier i et forsøg på komme "cancel-kulturen" i Europa-Parlamentet til livs?

Nu vil jeg være Erik Meier Carlsens discipel

Henrik Dahl (LA)
Spidskandidat ved EU-valget

"Det kan godt være, at de vil have noget harmløst for at stemme ja til et eller andet. Så gør vi det. Men jeg vil tro, der kommer mange ting, hvor vi er for langt fra hinanden. Men Parlamentet skal væk fra tanken om, at enighed er smitsomt."

Hvor ser du, at der er en politisk enighed eller et værdifællesskab mellem EPP og ECR, som ikke bliver udnyttet på grund af "cancel-kulturen"?

"Jamen, det ved jeg ikke. Dit spørgsmål er forkert stillet. Jeg har ikke et værdifællesskab med det yderste højre. Men hvis vi er enige, så er vi enige," siger han.

En struktureret konflikt

Men politik handler jo ikke kun om at stemme ja eller nej til en lov eller et ændringsforslag. Det handler også om at gå ind i et rum og forhandle sig frem til nogle løsninger, som et flertal kan se sig selv i...

"Det er ikke samarbejde. Det er en struktureret konflikt."

Mener du, at EPP skal have mere "struktureret konflikt" med partier fra det yderste højre?

"Jeg vil arbejde med de andre partigrupper, som vi arbejder i Danmark. Det betyder ikke, at vi samarbejder. Det betyder ikke, at der skal ske en tilnærmelse af vores politiske program. Det betyder, at vi har opnået enighed om noget, der står i en eller anden tekst," siger Henrik Dahl.

Der er vedvarende rygter om, at Ungarns premierminister Viktor Orbán gerne vil ind i ECR. Han har sagt, at Ungarn ikke længere er et liberalt demokrati. Vil du også have en struktureret konflikt med ECR, hvis det sker?

"Det kommer an på, hvad de siger. Hvis de kommer med noget, vi er enige om, så kan de få lov til at skrive under på papiret".

Læs også

EPP er ikke det grønneste parti

Jeg vil gerne tale lidt om den grønne omstilling. Det er nemlig et politisk område, hvor EPP og ECR faktisk allerede har en form for samarbejde. I denne valgperiode har EPP og ECR nemlig været med til at skrue ned for ambitionerne på især natur, landbrug og miljø. Er det en linje, EPP bør fortsætte efter valget, synes du?

"Den, der har den strategi, er Macron (Frankrigs præsident red.) og Renew. Han har sagt stop til al den grønne snak, fordi det giver ham problemer med højrefløjen".

Anerkender du, at EPP har udvandet nogle lovforslag og næppe har været gruppen med den grønne førertrøje?

"EPP er ikke det grønneste parti, det anerkender jeg fuldt ud".

Synes du, at det er god ting, at EPP – sammen med ECR - agerer bremseklods på den grønne omstilling? Og mener du, at det er en strategi, der skal fortsætte efter næste valg?

"Jeg er enig i, at når man laver den grønne omstilling, så skal den ikke gå socialt udover nogle. Nogle af de mest entusiastiske grønne partier er ikke ærlige, når man konfronterer dem med, at deres forslag har den konsekvens."

Spyt i kålen

Der vil stadig være flertal for at lave en masse ambitiøs grøn lovgivning, hvis EPP allierer sig med Renew, S&D og De Grønne i stedet for at slække på ambitionerne sammen med ECR. Det er et politisk valg. Hvad hælder du mest til?

"Vi skal presse på med den grønne omstilling. Men jeg er skeptisk overfor forslag, der skaber polarisering og ekstremisme. Dem, der er uenige, skal også høres. Vi kan ikke bare blæse udkants-Frankrig en lang march".

Jeg prøver at finde ud af, hvordan du vil omsætte den opfattelse af verden til en parlamentarisk strategi i Europa-Parlamentet?

"Politik er dynamisk. I den bedste af alle verdner, var der nogle fra Renew og S&D, der vågnede op og sagde: 'Prøv og hør, vi kan ikke jorde de her mennesker'.'"

Hvad mener du, at EPP skal gøre, hvis S&D, De Grønne og Renew holder fast på, at de virkelig ikke vil samarbejde med ECR om for eksempel den grønne politik?

"Hvis jeg bliver valgt, er jeg den med mindst anciennitet. Så du skal jo ikke spørge mig. Nogle af dem med mest anciennitet og stjerner på skulderen har skrevet under på et tåbeligt dokument. De har spyttet i kålen, og derfor må de æde den."

Hvis de ikke anerkender, at det har skrevet under på et tåbeligt dokument, er du så klar til at lave et mere formaliseret samarbejde med for eksempel ECR?

"Nej, for sådan arbejder vi ikke i Danmark. Man samarbejder ikke med dem, man stemmer med," afslutter Henrik Dahl.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Dahl

Kommende MEP (LA), MF (LA), forfatter, foredragsholder
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1987), MA (Pennsylvania 1988), ph.d. (Handelshøjskolen i København 1993)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024