Mette Frederiksen overfaldet af mand på gaden

Statsminister Mette Frederiksen er blevet overfaldet på gaden i København, som har forårsaget et "lettere piskesmæld", oplyser Statsministeriet. 39-årig mand er anholdt.

Statsminister Mette Frederiksen er fredag blevet overfaldet af en mand i København.
Statsminister Mette Frederiksen er fredag blevet overfaldet af en mand i København.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Martin Mauricio

En mand er fredag blevet anholdt, efter at han har overfaldet statsminister Mette Frederiksen (S) på gaden i København. 

Det oplyser Statsministeriet til Ritzau ifølge flere medier, heriblandt Ekstra Bladet.

Episoden fandt sted tidligt fredag aften ved Kultorvet i det indre København nær hendes private bopæl.

Til Ekstra Bladet oplyser Statministeriet, at Mette Frederiksen "efter slaget" blev "kørt til tjek på Rigshospitalet".

"Slaget har forårsaget lettere piskesmæld," oplyser ministeriet til Ekstra Bladet.

Københavns Politi oplyser, at den 39-årige gerningsmand vil blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag omkring klokken 13.00.

Politiet har lørdag morgen ikke uddybet, hvilken konkret voldshandling der udspillede sig mod statsministeren.

Statsministeriet oplyser, at Mette Frederiksen er chokeret over hændelsen, men har ikke yderligere kommentarer, skriver flere medier.

Ifølge Berlingske oplyser Socialdemokratiets spidskandidat til europaparlamentsvalget, Christel Schaldemose, at Mette Frederiksen ikke befandt sig på Kultorvet i forbindelse med valgkampen.

Reaktionerne strømmer ind

Flere politikere udtrykker deres medfølelse overfor statsministeren på de sociale medier og tager afstand fra voldsepisoden. 

"Ethvert angreb på en folkevalgt politiker, er et angreb på hele vores demokrati," skriver kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) blandt andet på det sociale medie X.

V-formand Troels Lund Poulsen skriver: "Sikke et chok. Sådan er Danmark ikke. Vi overfalder ikke vores statsminister", ligesom Inger Støjberg kalder overfaldet "fuldstændig forkasteligt". "Det her skal ingen udsættes for," fortsætter hun i sit opslag.

Flere internationale medier har også beskrevet fredagens hændelse, og flere statsledere har udtalt deres støtte til Mette Frederiksen.

"Jeg fordømmer kraftigt enhver form for vold mod demokratisk valgte ledere i vores frie samfund. Mine tanker er hos dig, og jeg ønsker dig styrke i denne svære tid," skriver Finlands statsminister, Petteri Orpo, på det sociale medie X. 

Her skriver Hollands premierminister, Mark Rutte, også, at han er "dybt chokeret over overfaldet".

"Jeg ønsker hende alt det bedste, styrke og en hurtig bedring," skriver han.

Denne artikel er senest opdateret lørdag 8. juni klokken 12.16.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024