Pernille Weiss: Lad os tage en kritisk snak om finansiering af dansk kulturarv

Af Pernille Weiss (K)
Folketings- og EP-kandidat

I respekt for kulturens egentlige væsen og kunstens optimale vilkår for at give samfundet de nærende spejlbilleder, fortællinger, dilemmakarikaturer eller provokationer, som er afgørende næring til den fælles åndelige kapital.

Og i respekt for kulturinstitutionernes vilkår til at passe på vores kulturarv og udvikle den i takt med tiden og visionerne for fremtiden, er jeg stor tilhænger af, at kunst og kultur finansieres af de forskellige kilder, samfundet består af.

Stat, kommune, private virksomheder, fonde og individuelle filantroper skal spytte i kassen.

Nogle gange efter aftale med hinanden, andre gange som reaktion på, at ingen andre ellers gider eller kan gøre det. For det er kunstens og kulturens natur, at den har os alle som forældre og holder af os alle som sine børn.

Det er dog en balancegang, som er belagt med berøringsangst at tale om. For de forskellige betalere skulle jo nødigt blive fornærmede og trykke gedeskindet dybere ned i lommerne.

Besparelser, der stødt og roligt høvler mere og mere af økonomien hos dem, der bærer, bevarer og udvikler Danmarks kulturelle fundament og fortælling.

Pernille Weiss (K)
Folketings- og EP-kandidat

Det være sig fonde og private virksomheder, som er i deres gode ret til at bestemme, hvad og hvordan deres penge bruges.

Og det være sig de offentlige kasser, hvor politikerne jo over for skatteborgerne skal forsvare, hvordan de fordeler midlerne på samfundets fælles konto mellem biblioteker og børnehaver, teatre og tiltrængte vejarbejder og så videre.

Tal om, hvad der tjener kulturen bedst
Tiden kalder dog på, at vi tør tale mere om denne balancegang. Åbent, uforbeholdent og med fokus på sagens egentlige kerne: Hvad tjener dansk kultur og kunst bedst?

Ny-liberale ideologier, DF-kræmmermentalitet og et generelt set ret så kultur-ignorant Christiansborg, fastholder nemlig årlige to procent besparelser af kulturens institutioner.

Besparelser, der stødt og roligt høvler mere og mere af økonomien hos dem, der bærer, bevarer og udvikler Danmarks kulturelle fundament og fortælling.

Samtidigt misser især kulturministeren ikke én eneste lejlighed til at argumentere for, at kultur egentligt er et markedsanliggende, hvorfor fonde og private i langt højere omfang skal bære det, der tidligere blev båret af os alle.

I stedet for at glæde sig taknemmeligt over et godt afbalanceret samarbejde mellem skattekronernes bestyrere (politikerne), private og fonde, ser vi en uheldig tendens til at tage sidstnævnte for givet, og det i stadigt større omfang.

Herved mistes den naturlige dynamik mellem aktuelle politiske magtforhold på den ene side – og de private og fondenes dybere rødder ude i virkeligheden og på tværs af variable opinionsmålinger.

Tal kunst ind i den politiske debat 
Det er jeg som konservativ bekymret for konsekvenserne af. Mange fonde og private vægter netop et gensidigt anerkendende samarbejde med det offentlige om kvalitet, faglighed og forskning højt, når de engagerer sig i kunst og kultur.

Danske fonde og private kulturinvestorer har en høj kulturel bevidsthed og ansvarlighed.

Derfor er jeg sikker på, at de i længden ikke gider at blive tage for givet og giderat tage det meste af regningen med en krævende fedtsyl som det offentlige som partner.

Det er risikoen, hvis ikke vi tør tale om kunstens og kulturens økonomiske kredsløb i et sundt demokrati.

Vi kan begynde med at løfte blikket og se ind i det europæiske fællesskab, hvor andre nationalstater har andre finansieringsstrukturer og en stærkere tradition for at tale kunst og kultur op og ind i den politiske debat.

Sådan er det eksempelvis i Østrig. Således beskriver en artikel fra den østrigske avis Kurier den 17. april åbent de udfordringer, der er ved at gøre kunst og kultur (alt for) afhængige af fonde og sponsorer.

Udfordringer som handler om afhængigheden af markedsmekanismerne i sig selv. Udfordringer hos de glade givere med at blive tage for givet som pengemaskiner.

Udfordringer om etiske principper og 'pengenes moralske renhed' – for penge lugter altså nogle gange og især, når de bruges på noget så samfundsinfluerende som kunst og kultur.

Lad os turde en mere kritisk snak om finansiering og udvikling af dansk kulturarv, kunst og kulturaktiviteter. Det kan opleves svært, men ikke umuligt.

I lyset af kulturministerens kommercielle logikker og den tandløse kulturpolitiske debat heraf er det nødvendigt, at vi får flere fakta på bordet og kaster berøringsangsten væk ved at tage diskussionerne.