Debat

Danske Rederier: EU skal stå stærkere, så dansk shipping får medvind i en stormfuld verden

Vi sejler næsten overalt og gør forretning i næsten alle verdens lande. Det er derfor helt nødvendigt, at EU bruger sin tyngde til forsvare danske interesser - både når det kommer til produktion af grønne brændstoffer og indsatser mod konkurrenceforvridning, skriver Anne H. Steffensen.

Siden 2001 er den kinesisk ejede handelsflåde ottedoblet og udgør nu 14 procent af den samlede globale handelsflåde. Og halvdelen af den globale handelsflåde bygges ved kinesiske værfter.
Siden 2001 er den kinesisk ejede handelsflåde ottedoblet og udgør nu 14 procent af den samlede globale handelsflåde. Og halvdelen af den globale handelsflåde bygges ved kinesiske værfter.Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix
Anne H. Steffensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De geopolitiske tektoniske plader bevæger sig under fødderne på os i disse år. Verden i dag er ikke som verden af i går. Og med sikkerhed ikke som verden i morgen.

Ruslands overfald på Ukraine, Hamas' forfærdelige terrorangreb på Israel, øget stormagtskonkurrence mellem USA og Kina og en udvidelse af BRIKS til også at omfatte Argentina, Egypten, Iran, Saudi Arabien og Emiraterne.

Et på nogle punkter mere indadvendt USA, som stiller større krav til udenlandske virksomheder på det amerikanske marked. Et globalt syd, som i stigende grad sætter spørgsmålstegn ved den internationale orden, som i høj grad historisk har været præget af Vesten.

Læs også

Dertil kommer, at Kina i sig selv fylder mere i verden. Det kan tydeligt ses indenfor skibsfarten.

Siden 2001 er den kinesisk ejede handelsflåde ottedoblet og udgør nu 14 procent af den samlede globale handelsflåde. Og halvdelen af den globale handelsflåde bygges ved kinesiske værfter.

Det er blot nogle af de omvæltninger, der påvirker verden i disse år. Verden er et kompliceret sted. Usikkerhed ligner mere og mere et grundvilkår, som man må forholde sig til.

Danmark bør bidrage til et stærkere EU

Ikke mindst i shippingbranchen, som i sagens natur er verdens mest globaliserede erhverv. Vi sejler næsten overalt og gør forretning i næsten alle verdens lande. Også lande, som vi ikke nødvendigvis deler værdier med.

Danmark kan ikke stå alene. Vi må knytte os tættere til vores partnere. Og vi må samtidigt erkende, at vi ikke kun kan handle med dem, der minder mest om os selv.

Anne H. Steffensen
Administrerende direktør, Danske Rederier

Det bliver vi ved med, fordi vi også fremadrettet ikke kun kan og skal have økonomiske forbindelser med lande, der er som os. Selvfølgelig er der begrænsninger. Vi skal for eksempel ikke agere på en måde, som støtter Putins Rusland.

Og vi kan ikke være naive overfor lande, som på den ene eller den anden måde ikke vil os det godt eller som vil dominere os politisk, økonomisk, teknologisk eller ideologisk. Det siger sig selv.

Selvom jeg er glad for, at regeringen har lanceret en udenrigspolitisk strategi med ”pragmatisk idealisme” som ledesnor, og selvom Danmark har brug for en styrket udenrigstjeneste, som kan tage vare på vores sikkerhed og vores interesser, så kan Danmark ikke løfte de udfordringer, vi ser i verden, alene.

Det er helt nødvendigt for et lille land som Danmark, med en åben og globalt orienteret økonomi, at bidrage til, at EU bliver stærkere og bliver endnu bedre i stand til at agere mere som en samlet blok på verdensscenen.

Som et forum, hvor medlemslandene koordinerer deres tilgang til de afgørende udenrigspolitiske spørgsmål: Kina, Rusland, Mellemøsten og så videre. Vi bør koordinerer sanktioner, så vi er enige om, hvordan de skal tolkes.

Vi kan ikke stå alene

Det er vigtigt, at vi bruger EU’s økonomiske tyngde, når vi sammen agerer i verden.

At vi på EU-niveau overvåger og koordinerer indsatsen imod de handelshindringer og lokale, konkurrenceforvridende tiltag, som møder europæiske virksomheder rundt omkring i verden.

At EU engagerer sig direkte i at sikre produktion af fremtidens grønne brændstoffer, blandt andet til skibsfarten.

At vi sikrer forsyningskæderne, og at EU arbejder aktivt for at indgå energiaftaler med tredjelande om etablering af solcelle- og vindmølleparker til aftag af de grønne brændstoffer, som vi i den grad efterspørger nu og fremover

At vi arbejder tættere sammen om cyberforsvar.

Læs også

Jeg ser også gerne, at EU og USA knyttede endnu tættere bånd med en egentlig handels- og investeringsaftale, som samtidig minimerer protektionisme og handelshindringer mellem parterne. At vi bygger videre på det stærke værdifællesskab, som vi deler med USA.

At vi skruer lidt op for pragmatismen, når det kommer til forholdet til Afrika. At skellet mellem handelsaftaler og udviklingsbistand moderniseres, så bistand i endnu højere grad går hånd i hånd med markedsadgang og økonomiske samarbejde – for sådan agerer andre. At vi måske handler lidt mere og prædiker lidt mindre.

Danmark kan ikke stå alene. Vi må knytte os tættere til vores partnere. Og vi må samtidigt erkende, at vi ikke kun kan handle med dem, der minder mest om os selv.

Men igennem EU kan vi styrke Europas stemme i verden. Gøre en usikker verden lidt mere sikker at navigere i.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne H. Steffensen

Adm. direktør, Danske Rederier, medlem af flere bestyrelser
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1990), MSc (London School of Economics 1988)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024