Debat

Eksportforening: Positivt at Udenrigsministeriet prioriterer det maritime, men ressourcerne skal følge med

Det kan give et markant løft og en langt større synlighed globalt, at Udenrigsministeriet nu har stemplet den maritime sektor som en særlig prioritet. Men for at effekten kan slå mærkbart og hurtigt igennem, er det nødvendigt at investere i dedikerede ressourcer til området, skriver Mie J. Jakobsen fra Danish Export Association.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er ingen tvivl om, at Det Blå Danmark er – og historisk set har været - en af de bærende sektorer i dansk erhvervsliv og i dansk eksport.  Den maritime sektor står for en fjerdedel af den samlede eksport af varer og tjenester. Det er altså ikke en industri, man bare lige overser.

Derfor er det glædeligt, at den maritime sektor nu, efter mange års ønske fra industrien, endelig er blevet en prioriteret sektor under Udenrigsministeriet.

For selv om eksporten allerede har vind i sejlene, er der god grund til at gøre endnu mere for at understøtte en sektor, som ikke blot rummer et endnu større eksportpotentiale, men som også kan bidrage med nogle af de løsninger, den globale skibsfart har brug for i den store og nødvendige opgave med at få nedbragt sektorens klimaaftryk.

Viden og indsigt åbner døre
Det må og skal give sektoren et absolut stort løft, at den nu officielt er stemplet som et vigtigt erhvervsområde. Selv om man bestemt ikke kan påstå, at Det Blå Danmark ikke har fået opmærksomhed, er der trods alt andre sektorer og industrier, som har været officielt prioriterede, og dermed har stået foran i køen, når der er blevet fordelt ressourcer og opmærksomhed til arbejdet med eksportfremme.

Læs også

Nu er den maritime sektor løftet op på øverste hylde, hvor den sammen med sundhed, energi, vand, tech og fødevarer udgør de vigtigste danske styrkepositioner i en global kontekst.

Det er vigtigt. For der åbnes nye døre og eksportmuligheder når fokus på sektoren skærpes. Således vil medarbejderne på de danske repræsentationer eksempelvis få mulighed for at udvide deres netværk inden for det maritime område og tilegne sig større viden om sektoren og dens udviklingspotentiale på netop deres marked.

Taknemmeligheden over, at marinen nu endelig har opnået den prioriterede status, som sektoren har higet efter, følges også at et håb om, at der fra politisk side prioriteres tilstrækkeligt med ressourcer til området.

Mie J. Jakobsen
Danish Export Association

Anerkendelse fra højeste sted
Samtidig ligger der en enorm signalværdi i at blive en prioriteret sektor. Det betyder, at marinen i endnu højere grad anerkendes som væsentlig for den danske eksport.

Når der fra Asiatisk Plads sættes øget fokus på sektoren, giver det en stolthed og et rygstød til alle de virksomheder der arbejder direkte eller indirekte med løsninger til den globale maritime industri.

Det er heller ingen hemmelighed, at det skaber markant øget synlighed omkring danske kompetencer og danske virksomheder, når ministre eller medlemmer af kongefamilien rejser med de danske virksomheder på eksport- og erhvervsfremstød.

Og når der skal findes plads i en travl ministerkalender, vil en prioriteret sektor formentlig og forhåbentlig stå lidt højere på listen over rejser, arrangementer og events, der skal afsættes tid til.

Ressourcerne skal følge med
Men taknemmeligheden over, at marinen nu endelig har opnået den prioriterede status, som sektoren har higet efter, følges også at et håb om, at der fra politisk side prioriteres tilstrækkeligt med ressourcer til området.

Der skal være dedikerede medarbejdere på repræsentationerne globalt, som har tid og ressourcer til at hellige sig det maritime område, ligesom vi ser det inden for andre sektoren. På den måde kan de danske virksomheder få mest og bedst mulig støtte på både nye og velkendte markeder.

Det er en investering, men det er en vigtig og nødvendig investering i dansk eksport af grønne løsninger til den maritime sektor. Og det er en investering, som ikke skal lade vente på sig.

Med de dygtigste og mest dedikerede folk til at bane vejen for flere danske bidrag til maritime projekter over hele verden, vil investeringen komme rigeligt igen i form af øget dansk eksport og et stort, dansk, grønt aftryk på den globale maritime sektor.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024