Det Blå Danmark må tage en seriøs diskussion om atomkraft

Fremskaffelse af e-methanol bliver i høj grad afhængig af, om vi kan opnå tilstrækkelige el-leverancer fra eksempelvis solceller og vindmøller.

Solcellerne vil optage ekstremt store mængder af vores landarealer på i alt 77.000 hektar, hvis man skal reducere Mærsks CO2-udledninger i 2030 med 50 procent ved hjælp af solenergiproduceret el.

De 77.000 hektar til solcellerne svarer til 770 kvadratkilometer, det vil sige en fjerdedel af arealet af Fyn, bare for at dække et enkelt rederis behov for e-methanol.

Hvis alle verdens containerskibe skal sejle på e-metanol, vil det kræve solceller svarende til mere end Danmarks samlede areal, bare for at sætte behovet for vedvarende energi i relief.

Danmark har tidligere haft store visioner om at producere grønt brændstof.

Hans Otto Kristensen
Konsulent, HOK Marineconsult

Skibes klimabelastning tæller slet ikke med i de nationale klimaopgørelser, selv om vi inddrager rederierhvervet som en af de store bidragydere til den danske nationaløkonomi.

Alene CO2-udslippet fra Mærsk er samlet set af samme størrelsesorden som CO2-udslippet for den resterende del af det danske samfund.

Når regeringen praler af, at man næsten er i mål med at opfylde 70 procents CO2-reduktion i 2030, hvilket Danmark ikke er ifølge blandt andre Klimarådets opgørelser, så vælger man bevidst ikke at medtage skibsfartens store CO2-bidrag, som dermed falder mellem to stole – hvilket er sket i årevis, uden at ansvarlige politikere har reageret på det paradoks.

Danmark har tidligere haft store visioner om at producere grønt brændstof.

For knap fire år siden besluttede et bredt flertal i Folketinget at afsætte milliarder til en pulje til CO2-lagring og grønne brændstoffer.

Politikerne ændrede desværre siden milliardpuljen, så den kun støtter at pumpe CO2 ned i undergrunden.

CO2-fangsten er kun et af de nødvendige led i processen med at producere Power to X-brændstoffer, så med det sidste forslag om kun at støtte CO2-lagringen i undergrunden, når man ikke i mål med Folketingets oprindelige gode intentioner.

CO2 vil blandt andet blive opsamlet fra kraftværker, biogasanlæg og cementfabrikker, for dernæst at blive nedkølet og pumpet tilbage i jorden i mindst 800 meters dybde. CO2-udledningen vil blive behandlet med en kemisk væske, som binder CO2 til sig.

Væsken med den bundne CO2 bliver dernæst opvarmet til cirka 120 grader, hvilket frigiver ren CO2, som kan samles op og transporteres ud til de gamle oliefelter i Nordsøen.

Hele denne behandlingsproces samt den tilhørende søtransport vil kræve store energimængder, der yderligere via en ond cirkel vil forstærke behovet for vedvarende energikilder, så CO2-udslippet mindskes mest muligt.

Med det skitserede store energibehov associeret til den grønne omstilling bliver vi desværre nødt til at erkende, at det bliver meget svært at nå i mål med at fremskaffe tilstrækkelige mængder e-metanol og tilsvarende eletro-fuel-baseret ammoniak alene til fremtidens danske skibsfart.

Udbygningen af vindmøller og solceller skal mangedobles, og det er faktuelt tvivlsomt, om vi når i mål med at skaffe nok vedvarende energi.

Flere og flere rederier frygter, at det ikke lykkes, og derfor tales der i rederikredse helt seriøst om, at vi i diskussionen om den grønne omstilling bør inddrage muligheden for at benytte kernekraft som en seriøs energikilde, vel vidende at det ikke kan klares med et snuptag uden grundige forberedelser og analyser. 

Rederierne kan ganske enkelt se, at de vedvarende energikilder som vind og sol ikke er tilstrækkelige.

Hans Otto Kristensen
Konsulent, HOK Marineconsult

Rederierne kan ganske enkelt se, at de vedvarende energikilder som vind og sol ikke er tilstrækkelige til at sikre en holdbar forsyningskæde for fremskaffelse af de nødvendige meget store mængder nye energikrævende PtX-brændstoffer.

Det nødråb bliver vi nødt til at lytte til allerede nu, hvis den grønne omstilling skal lykkes.

Flere firmaer, heraf også to danske, har meldt sig på banen med produktion af små decentrale atomreaktorer, som ser ud til at kunne levere el produceret ved brug af disse mindre enheder.

Men inden det kan ske, bør vi have ændret den generelle danske holdning til atomkraft, som stadig er præget af tidligere tiders frygt samt en stor portion misinformation.

Samtidig skal vi have ændret den nuværende lovgivning, hvor atomkraft i Danmark i 1985 blev udskrevet af den danske energilovgivning, for at vi overhovedet kan komme i gang med seriøse drøftelser.

Heldigvis ser det ud til, at den generelle holdning i befolkningen er ved at vende. Godt halvdelen af befolkningen støtter nu, at man begynder at undersøge muligheder for at anvende kernekraft i Danmark.

En sidste positiv udvikling er, at DTU samler forskning i atomkraft i et nyt center for nukleare energiteknologier, der skal styrke og samle DTU’s forskningsmiljøer.

Med tiden vil dette center udgøre en fælles indgang for eksterne samarbejdspartnere. Et rigtig godt skridt i den rigtige retning med Danmarks førende tekniske universitet i front, hvilket vi bør glæde os over og hilse velkomment.

Man kunne sågar ønske – og foreslå – at rederierne direkte tager en beslutning om at engagere sig i centrets arbejde fremover med deltagelse af medarbejdere og direkte økonomisk støtte.