Menighedsrådsvalget viser os, om vi har udliciteret ånd og eksistens fra vores liv

De fleste af os går stadigvæk til valgurnerne ved valg til Folketinget, og stadigt flere bliver mere forbrugsbevidste og ønsker at øve indflydelse på autoriteterne inden for politik og økonomi i vores liv.

Med det in mente, viser en faldende deltagelse i begivenheder som valg til menighedsråd så netop ikke, at vi hjertens gerne udliciterer vores indflydelse på autoriteterne inden for det åndelige, etiske og eksistentielle område? 

Dermed ikke sagt, at folkekirke og menighedsråd har patent på åndelighed her i tilværelsen. 

Men uagtet, hvad der end måtte være af fnidder i folkekirken – og forstået som udtryk for et engagement i ånd, etik og eksistens – indikerer deltagelsen eller manglen på samme, hvordan disse emner er stillet sammenlignet med pengemagt og politik, når vi forholder os til os selv som mennesker.  

Tillad mig at uddybe dette ved at blive lidt kirkehistorisk. 

Man kan selvfølgelig som en anden Glenn Bech undlade at anerkende samfundets autoriteter; det bliver de bare ikke mindre virkningsfulde af.

Christian Gorm Hansen

I sine betragtninger over henholdsvis det verdslige og det åndelige regimente, tordnede Martin Luther for 500 år siden mod de verdslige fyrsters indblanden i åndelige forhold.  

Tro, skrev Luther, er et indre anliggende og angår den enkeltes samvittighed, mens verdslig lov vedrører reguleringen af samfundets ydre indretning. 

Denne opdeling er siden kendt som toregimentelæren, og heri udlagde Luther også præsternes rolle. Deres embede er ikke et herredømme, men en tjeneste, hvis virke består i at indskærpe Guds ord med tro og ikke ydre magtmidler. 

I Danmark i dag er vi, det tør jeg godt påstå, lutheranere over én arm, og det på flere måder, end vi altid selv lige er klar over. De fleste vil uden tvivl følge Luther i, at troen er et privat, indre anliggende – endog også dem, der ikke selv tror.

Vi følger altså Luther så langt, at de verdslige autoriteter, som vores politikere, ikke skal blande sig i vores trossager.  

Men herefter svinder lutheraneren i os en kende – i hvert fald, hvis vi ser på præsternes rolle, som Luther her definerer den: Hvis ikke man i øvrigt er engageret i kirken, hvilken betydning har præster da – endsige valg til de organer, der ansætter dem?

Jeg vil dog mene, at præster og folkekirke trods troens placering i den private integritet ikke desto mindre også i dag er autoriteter inden for troens område.

Det vel at mærke for såvel troende som ikke-troende (om man er det ene eller andet, siger jo blot noget om, hvorvidt man følger autoriteten eller ej, men intet om autoriteten per se). 

Man kan selvfølgelig som en anden Glenn Bech undlade at anerkende samfundets autoriteter; det bliver de bare ikke mindre virkningsfulde af (sandheden findes som bekendt i konsekvenserne, som filosoffen John Dewey formulerede det).

Pointen er, at der er visse stemmer eller positioner i samfundet, som, hvad enten man følger dem eller ej, øver en vis indflydelse på dets udvikling. 

Dette års valg til menighedsrådene vil sige os noget om, hvordan vi vægter det verdslige over for det åndelige – politikken og økonomien over for ånd og eksistens. 

Christian Gorm Hansen

Og så er vi tilbage ved valg til menighedsrådene. 

Hvad enten man nu undskylder sig med, at man ikke er kristen eller måske slet ikke tror overhovedet, bør vi som demokratiske samfundsborgere stille os selv det spørgsmål, om det argument, hvormed vi undlader at engagere os i de eksistentielle autoriteters virke, også ville gælde, hvis der var tale om økonomiens eller politikkens ditto. 

Ét er, at man kan ønske religion, tro og forkyndelse derhen, hvor peberet gror – men skulle dette nu være et argument for ikke at øve aktiv indflydelse på de autoriteter, der nu engang påvirker og former tilværelsens eksistentielle aspekter?  

Uanset hvad man så i øvrigt tror (eller ikke tror), vil også dette års valg til menighedsrådene sige os noget om, hvordan vi vægter det verdslige over for det åndelige – politikken og økonomien over for ånd og eksistens. 

Man kan jo ønske, at bevidstheden om denne vægtning udgjorde udgangspunktet for de nye menighedsråds kommende arbejde.