S: Større skraldebøder uden effekt

SKÆRPELSE: Den skærpede bødestraf for at smide affald er uden effekt. Kommunerne skal uddele opgaven, mener S.
Skærpelse af skraldebøder har ikke medført nævneværdigt flere bøder. S kalder det symbolpolitik.
Skærpelse af skraldebøder har ikke medført nævneværdigt flere bøder. S kalder det symbolpolitik.Foto: Colourbox
Kristian Aaskov Nielsen

Som ny miljøminister skærpede Troels Lund Poulsen (V) straffen for at smide skrald. Men med 33 bøder om henkastet affald siden skærpelsen i 2008 mener Socialdemokraterne ikke, at skærpelsen har haft nogen effekt. Forbrugerordfører Benny Engelbrecht mener, at der er tale om symbolpolitik.

"Det er miljølovgivningens svar på burkaudvalget, for det rykker ikke noget. Der er ikke nogen, der får ekstra bøder ud af det her," siger Benny Engelbrecht.

Som nytiltrådt minister satte Troels Lund Poulsen meget fokus på området.

"Vi hæver bøderne, fordi vi ikke er tilfredse. Vi vil gerne sende et klart signal om, at det ikke er i orden at smide affald fra sig, uanset om det er i byerne eller det er efterladenskaber i skoven efter en skovtur. Der går vi ind og bliver mere håndfaste," sagde Troels Lund Poulsen 3. december 2008 til Kristeligt Dagblad.

I det skriftlige svar til Benny Engelbrecht mener Troels Lund Poulsen, at det er "for tidligt at drage en endelig konklusion, om lovændringen også i praksis har medført en strafskærpelse ud fra det meget begrænsede antal sager".

Kommuner skal uddele bøder
Ifølge Benny Engelbrecht ved danskerne ikke, at der er skærpede straffe for at smide affald. Dermed ændrer det heller ikke på folks adfærd. Han mener, man er nødt til at tænke nyt, og skæver til sin nyvalgte partifælle i København.

"For nylig kom Frank Jensen med den ide, at man kunne give kommunale medarbejdere mulighed for at uddele nogle af de bøder, som politiet ellers har ansvaret for. Ligesom parkeringsvagterne," siger Benny Engelbrecht.

I dokumentationen til det skriftlige svar er der anført 33 sager om henkastning af affald, 27 sager om ulovlig afbrænding og 19 sager om ulovlig udledning. Hertil kommer 36 sager uden for bødekataloget.

Men Benny Engelbrecht mener, at problemet har et større omfang.

"Der er ingen tvivl om, at der er mange kommuner, der har problemer med henlagt affald. Det gælder ikke kun langs vejene, men også ude i naturen," siger han.

Altinget logoMiljø
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget miljø kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Miljø

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024