DI: Erhverv langs motorvejene er oplagt
Af Jens Ulrik Jensen,
Chefkonsulent, DI
DI mener, at planlovgivningen skal skabe rammer for innovative og effektive erhvervsstrukturer i Danmark. Det er en udfordring at få sammentænkt virksomhedernes vilkår og behov med en by i udvikling. En måde at håndtere denne udfordring på, er at betragte areal som en resurse, som skal anvendes hensigtsmæssigt.
Når nu en række kommuner aktivt arbejder på at fordrive det tungere og mere risikobetonede erhvervsliv fra deres bymidter og havneområder, så kan det ikke undre, at der bliver behov for erhvervsarealer uden for byerne. Og her er arealer langs motorvejene et oplagt valg. Støjen fra motorvejen gør, at arealerne ikke er egnede til ret mange andre anvendelser.
Busser med hyppige afgange
De nye erhvervsområder skal selvfølgelig forsynes med kollektiv trafik. Og hvad det angår, så må et langt, smalt erhvervsområde være ideelt at trafikforsyne kollektivt. Det kræver blot en buslinie med hyppige afgange særligt morgen og aften, eller at kommunen indtænker et tracé til en letbane/sporvogn/metro i planen.
Bland dig i miljødebatten.
Skriv til:
[email protected]
I et historisk perspektiv har erhvervsudviklingen altid været bestemmende for byudviklingen. Kommunerne skal derfor i deres planlægning sikre muligheder for at også disse nye erhvervsområder på sigt kan udvikle sig til spændende og attraktive byområder.