Miljøudvalget rejser til Kina
Emilie Iess Halberg
JournalistByplanlægning, affaldshåndtering og forurening er bare nogle af de emner, som Folketingets Miljøudvalg skal udforske, når de fredag drager til Kina i en uge. Turens to overordnede temaer er miljøteknologi og bæredygtig byudvikling.
"Kina er jo det værste og det bedste på én gang. Vi skal opleve på egen krop, hvad alvorlig luft - og vandforurening betyder for folk," siger miljøordfører og formand for Miljøudvalget Ida Auken (S).
Rejsen går først til Beijing, hvor der er planlagt møder med det kinesiske miljøudvalg. Her vil de to miljøudvalg diskutere storbyens udfordringer omkring affald, vand, forurening og udvikling af grønne teknologier.
Men udvalget skal også besøge andre dele af Kina. I Chongqing, som er en by, der ligger i verdens største kommune og Kinas tættest befolkede område, skal de se på, hvilken rolle byplanlægning spiller i kommunen. Chongqing vokser med 500.000 mennesker om året og har en årlig vækstrate på 20 procent.
"Det bliver interessant at se, hvad Kina gør på miljøsiden, for de begynder jo at få nogle miljømæssige udfordringer med den udvikling, de er inde i. Jeg glæder mig til at se, hvordan de takler tingene og vil holde øjne og ører åbne for, om vi kan lære noget nyt," siger Erling Bonnesen (V), fødevareordfører og medlem af Folketingets Miljøudvalg.
I Shanghai vil udvalget til sidst deltage i et seminar om bæredygtig drikkevandsforsyning. De vil også aflægge Den Lille Havfrue besøg på Expo 2010 og samme sted blive præsenteret for en masse bud på bæredygtigt byudvikling.
Deltagere:
- Ida Auken (SF)
- Eyvind Vesselbo (V)
- Mette Gjerskov (S)
- Erling Bonnesen (V)
- Steen Gade (SF)
- Ole Vagn Christensen (S)
- Tage Leegaard (K)
- Flemming Møller Mortensen (S)
Budget: 279.500 kr.