EU støtter miljøprojekter med en kvart milliard euro

STØTTE: EU's miljøprogram, LIFE+, giver 282,6 millioner euro til miljø- og klimaprojekter i de 28 medlemslande. To danske projekter snupper en bid af miljøkagen.
Foto: Colourbox

Der er flere og flere LIFE-projekter, som bidrager til klimatiltag. Og denne tendens vil vi gerne styrke.

Connie Hedegaard
Klimakommissær, EU
EU-Kommissionen har netop fordelt midler til støtte af miljøprojekter i Europa gennem sin egen fond, LIFE+.

Kommissionen godkendte i sidste uge støtte til 225 miljø- og klimaprojekter rundtom i Europa.

Samtlige 28 medlemmer af unionen havde indgivet projekter til miljøprogrammet LIFE+, der er EU's finansielle støtteordning på miljøområdet. De forskellige projekter berører vidt og bredt, fra naturbevarelse og klimaforandringer til information og kommunikation med miljøspørgsmål inden for hele EU.

Der blev lukket for ansøgninger til puljen i juni 2013, og i sidste uge blev de godkendte bevillinger endeligt offentliggjort.

De 225 projekter udgør tilsammen en investering på 589,3 millioner euro, og EU yder altså økonomisk grundlag for halvdelen af puljen.    

Klimakommissær Connie Hedegaard er tilfreds med LIFE+-projektet:

"Jeg er glad for at se, at der også i år er så mange innovative projekter. Og for at få dem gennemført vil vi bidrage med mere end 41,2 mio. EUR til et samlet budget på 109,4 mio. EUR. Der er flere og flere LIFE-projekter, som bidrager til klimatiltag. Og denne tendens vil vi gerne styrke: Derfor er der i det nye LIFE-program fra 2014 til 2020 forudset mere end 850 mio. EUR udelukkende til klimatiltag. Det vil cirka svare til en tredobling af det beløb, der bruges på klimatiltag," siger hun i en pressemeddelelse.

Støtte til to danske projekter
Også to projekter har fået bevilget penge til miljøprojekter for sammenlagt 4,6 millioner euro. Det drejer sig om Videncenter for Landbrug og Naturstyrelsen, der har modtaget hhv. 1,7 og 2,9 millioner euro.

Videncenter for Landbrugs projekt, LIFE NOVADRAIN, går ud på at præsentere to innovative drænvands-filtreringsteknologier. Man forventer, at metoden kan være en billigere løsning til at opfylde kravene i vandrammedirektivet, habitatdirektivet og oversvømmelsesdirektivet. Samtidig skal de nye filtre kunne mindske mændgen af næringsstoffer fra dræningsanlæg, også under fremtidige klimaforhold.

Naturstyrelsen vil med sit LIFE-projekt, REWETDUNE, undersøge våd- og klithabitater i Danmarks Natura 2000-områder. Formålet med projektet er at forbedre bevaringsstatusen og skabe opmærksomhed om de trusler, der kan være i områderne. I den forbindelse vil man også målrette sin indsats over for de to fuglearter rørdrum og tinksmed. 

LIFE+ har et samlet budget på 2,1 mia. euro for perioden 2007-2013. Inden for den tidsramme har Kommissionen indkaldt forslag til projekter under LIFE+ en gang om året.

Fra 2014-2020 fortsætter miljøstøtteordningen under den nye forordning for miljø- og klimaindsatsen. Herfra vil programmet have et samlet budget på 3,4 mia. EUR i 2013-priser (december) og bestå af et delprogram for miljø og et delprogram for klimaindsats.

Altinget logoMiljø
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget miljø kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Miljø

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024