Her er klagenævnets afgørelse

I sagens behandling har Natur- og Miljøklagenævnets 10 medlemmer deltaget: Mikkel Schaldemose (formand), Ole Pilgaard Andersen, Martin Glerup, Leif Hermann, Per Larsen, Marion Pedersen, Poul Søgaard, Peter Thyssen, Jens Vibjerg og Henrik Waaben.

Klagen fra advokaten på vegne af de tre lodsejere er behandlet på Natur- og Miljøklagenævnets møde 3. december 2012, hvor klager fra to andre lodsejere, Danmarks Naturfredningsforening og Det Økologiske Råd, også blev forelagt nævnet.

De 7 klager indeholder flere principielle problemstillinger i relation til vedtagelsen af de 23 statslige vandplaner.

Miljømålsloven implementerer bl.a. vandrammedirektivet. Kravet om at tilvejebringe en vandplan med et bestemt indhold, mål og procedurer for, hvordan offentligheden skal inddrages, fremgår af direktivet. Vandplanlægningen i miljømålsloven er derfor et meget centralt element i opfyldelsen af vandrammedirektivet. Miljømålslovens bestemmelser vedrører både procedurer og frister for vandplanlægningens gennemførelse, herunder offentlighedens inddragelse, og indholdsmæssige krav til vandplanlægningen, bl.a. pligten til at fastsætte bestemte mål.

Afgørelserne træffes efter miljømålslovens § 53, stk. 1, nr. 1, om den statslige vandplans tilvejebringelse.

Natur- og Miljøklagenævnet har også med udgangspunkt i bl.a. forarbejderne3 vurderet, at lovens bestemmelser om krav til planforslag, endelige planer og procedurer for de statslige planer kan påklages til nævnet for så vidt angår retlige spørgsmål.

Vandplanerne er bindende for myndighederne. Det fremgår af miljømålslovens § 3, stk. 2.

Natur- og Miljøklagenævnets prøvelse
I klagerne er der rejst spørgsmål om den prøvelse Natur- og Miljøklagenævnet har i forbindelse med vedtagelsen af de 23 vandplaner.

Af lovens § 53 fremgår, at afgørelser efter § 29, for så vidt angår vandplanens tilvejebringelse kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet. Det følger heraf, at nævnet kan og skal prøve afgørelsen om at vedtage vandplanerne endeligt, når der er klaget rettidigt.

Det forhold, at der efter vandplanernes vedtagelse er udstedt bekendtgørelser om dele af vandplanernes indhold, som binder kommunernes videre planlægning, ændrer ikke ved Natur- og Miljøklagenævnets pligt til at efterprøve afgørelsen om at vedtage planerne.

Prøvelsen omfatter alene de formelle krav til vandplanernes indhold. Det vil sige Natur- og Miljøklagenævnet efterprøver, om vandplanerne indeholder de elementer som ifølge miljømålsloven skal være omhandlet i planerne, herunder kravene i bl.a. § 28 om en basisanalyse, statusrapport m.v.

Endvidere er der krav om at gennemføre visse særlige analyser. Nævnet vil alene kunne underkende indholdet af vandplanerne, hvis indholdet er helt utilstrækkeligt, fordi der eksempelvis ikke er gennemført en basisanalyse, mangler en statusrapport osv. Natur- og Miljøklagenævnet kan ikke efterprøve omfanget, kvaliteten og indholdet af de foretagne analyser, men alene konstatere, om analyserne er foretaget og indgår som en del af vandplanerne.

Flere klagere har anført, at vandplanerne burde indeholde konsekvensvurderinger af en række emner, herunder om bl.a. de økonomiske konsekvenser af målsætninger, indsatser og virkemidler.

Miljømålsloven stiller ikke specifikke krav om konsekvensvurderinger i vandplanerne, men der er krav om en basisanalyse (§ 5), en analyse af overfladevandets og grundvandets karakteristika (§ 6,) en økonomisk analyse af vandanvendelsen (§ 6), en økonomisk analyse af indsatsprogrammet (§ 25), og et resumé af den økonomiske analyse af vandanvendelsen, som krævet efter lovens § 6 (lovens bilag 2). Hertil kommer, at der efter miljøvurderingsloven og efter reglerne i habitatdirektivet kan være krav om yderligere konsekvensvurderinger.

De 23 vandplaner er opbygget efter samme model. I vandplanerne er der bl.a. en Omkostningsanalyse af virkemidler, foranstaltninger og økonomi, en Sammenfattende redegørelse for vandplaner (miljøvurderingsloven) og som bilag til planerne et Notat om den økonomiske analyse af vandanvendelsen.

Natur- og Miljøklagenævnet finder, at de formelle krav i miljømålsloven til at tilvejebringe analyser ikke er tilsidesat i de statslige vandplaner.

I klagerne fra såvel lodsejere som organisationer er det også anført, at vandplanerne er vedtaget i strid med bestemmelserne i miljømålsloven om udpegning af kunstige og stærkt modificerede overfladevandområder (§ 15), om fastsættelse af mindre strenge miljømål, navnlig spørgsmålet om påvirkning af menneskelig aktivitet (§ 16), om begrundelserne for at forlænge fristen for at opnå miljømålet god tilstand (§ 19) og om kravene til minimumsindholdet i et indsatsprogram (§ 25).

Der er forskelle på, hvor omfattende og detaljerede vandplanernes begrundelser for at forlænge fristen for at opnå god tilstand i de forskellige vandområder er. Tilsvarende gør sig gældende for beskrivelserne af indsatserne for de enkelte vandområder i vandplanerne.

Natur- og Miljøklagenævnet vurderer, at de formelle krav i lovens §§ 19 og 25 ikke er tilsidesat i de statslige vandplaner.

Natur- og Miljøklagenævnet bemærker, at lovens §§ 15 og 16 handler om planernes indhold, herunder kategorisering af vand og vandkvalitet, hvilket nævnet er afskåret fra at behandle.

I klagerne er der fra flere sider rejst kritik af den valgte model og tilgang til implementering af vandrammedirektivet.

Natur- og Miljøklagenævnet har vurderet, at direktivets bestemmelser er implementeret i miljømålsloven. Spørgsmål om indholdet af lovgivningen kan derudover ikke efterprøves af nævnet.

Natur- og Miljøklagenævnet kan ikke tage stilling til, om vandplanerne i øvrigt har et for natur, vandmiljø, lodsejere og foreninger hensigtsmæssigt og/eller tilstrækkeligt indhold. Tilsvarende gælder for planernes målsætninger, indsatser og virkemidler.

Nævnet er efter miljømålsloven afskåret fra at behandle klager over de statslige planers indhold. Det betyder også, at nævnet ikke kan ændre eller rette i vandplanernes indhold. Det kan alene Naturstyrelsen.

Det bemærkes i den forbindelse, at Naturstyrelsen i et svarskrift til retten af 9. november 2012 har tilkendegivet, at der pågår en tilretning af vandplanerne, da der er konstateret fejl og unøjagtigheder i planerne. Styrelsen er blevet opmærksom på, at nogle vandløb, der er udpeget som naturlige, skulle have været udpeget kunstige. Det er samtidig oplyst, at styrelsen iværksætter en gennemgang af alle 22.000 km vandløb i vandplanerne for at sikre, at der ikke er yderligere vandløb, der skulle have været udpeget som kunstige.

Vedtagelse efter miljømålslovens frister
Det er utvivlsomt, at vandplanerne er udarbejdet for sent i forhold til miljømålslovens frister, idet planerne er vedtaget med 2 års forsinkelse.

Hvis en for sen vedtagelse af vandplanerne førte til ophævelse af planvedtagelsen, ville det betyde, at der først kunne vedtages en vandplan for den næste 6-årige planperiode. En sådan konsekvens vil efter Natur- og Miljøklagenævnets opfattelse være i strid med miljømålslovens formål og formålet med det bagvedliggende vandrammedirektiv.

Den sene vedtagelse er i strid med miljømålslovens frister i § 29, stk. 2, nr. 3, og § 31, stk. 1, nr. 6, men det medfører ikke i sig selv, at vedtagelsen er ugyldig.

Annoncering
Det fremgår bl.a. af miljømålslovens § 29, stk. 1, at den offentlige annoncering af forslag til vandplan kan ske udelukkende digitalt. Der er også hjemmel i miljømålsloven til digital offentliggørelse af afgørelse om bl.a. at vedtage forslag til vandplan og endelig vedtagelse af vandplanen, jf. lovens §§ 27a, 29, 31, 31b og 31c.

På tidspunktet for planforslagets første høringsfase var der ikke hjemmel til udelukkende at annoncere digitalt. Naturstyrelsen har valgt både at annoncere den oprindelige offentlighedsperiode på 6 måneder og den supplerende høring i en række større dagblade/aviser.

Natur- og Miljøklagenævnet kan ikke give klagerne medhold i, at der er annonceret i for få eller forkerte aviser, hverken under den første offentlighedsperiode eller under den supplerende høring.

Orientering af lodsejere - forvaltningslovens § 19 (partshøring)
Lodsejerne har argumenteret for, at vandplanerne er så indgribende, at lodsejerne burde være hørt individuelt som parter forud for vedtagelsen af de ændrede planer. Naturstyrelsen har anført, at vedtagelsen af vandplanerne ikke er omfattet af forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse, bl.a. fordi vandplanerne henvender sig til og forpligter myndigheder, men ikke lodsejere langs de vandløb, der er omfattet af planen. Styrelsen har også anført, at en ændret indsats på en vandløbsstrækning vil kunne berøre mange lodsejere, hvis de har afvandingsmæssige interesser knyttet til vandløbet.

Kerneområdet i partsbegrebet er adressaten for en afgørelse, men også andre kan være part i en sag. Afgørende er, om personer kan siges at have en væsentlig og individuel interesse i sagens afgørelse og udfald.

Det følger af forvaltningslovens § 19, at hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for at afgive udtalelsen.

Der er undtagelser til forvaltningslovens § 19, stk. 1, bl.a. når den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, jf. § 19, stk. 2, nr. 5. Denne bestemmelse sigter bl.a. på miljø- og planlægningssager.

Udgangspunktet i nævnets hidtidige praksis om vedtagelse af planer efter planloven har været, at vedtagelsen af en plan er en forvaltningsretlig afgørelse af generel eller mere overordnet karakter.

Efter omstændighederne kan planen have et sådan indhold og betydning, at en eller flere personer må anses for parter i forbindelse med planvedtagelsen.

De statslige vandplaner har en vis overordnet karakter, og er først retligt bindende i forhold til lodsejerne, når de efterfølgende udmøntes i kommunale handleplaner. Samtidig må det erkendes, at råderummet i forhold til ændringer, når de statslige vandplaner skal udmøntes i kommunale handleplaner, er begrænset.

Natur- og Miljøklagenævnet lægger enstemmigt til grund, at der som følge af de statslige vandplaners detaljerede udpegninger af indsatser for bl.a. vandløb og søer, og planernes bindende virkning i forhold til de kommunale handleplaner, kan være lodsejere, der må anses som individuelt og væsentligt berørt af planerne. Disse lodsejere er dermed parter i forhold til afgørelsen om at vedtage vandplanerne. En sådan vurdering synes også at være i overensstemmelse med forarbejderne til miljømålslovens § 30, som flere af klagerne har henvist til.

Et flertal på 7 af Natur- og Miljøklagenævnets medlemmer udtaler herefter:

Spørgsmålet om partsstatus må vurderes generelt i forhold til afgørelsen om at vedtage de statslige vandplaner og konkret i forhold til de lodsejere, der har klaget til nævnet.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 5, omfatter den situation, hvor en afgørelse berører en videre, ubestemt kreds af personer. Efter flertallets opfattelse er vedtagelsen af vandplanerne undtaget fra udgangspunktet om partshøring i situationer som den aktuelle, hvor lodsejere bliver omfattet af statslige vandplaner, der indeholder de samme generelle og konkrete virkemidler i forhold til vandmiljøet over hele landet, planer som i udgangspunktet har en overordnet karakter som retningsgivende for de kommunale handleplaner. Den endelige vurdering af, hvordan virkemidler og indsatser konkret skal realiseres for at nå målsætningen, skal afklares i handleplanerne.

Flertallet bemærker i tilslutning hertil, at alle berørte lodsejere er omfattet af miljømålslovens § 30, der fastsætter bestemmelser som skal sikre, at bl.a. væsentligt berørte borgere får lejlighed til at udtale sig om væsentlige ændringer i planerne.

Ud fra klagerne og sagernes oplysninger er der ikke i øvrigt fundet grundlag for konkret at konstatere, at der blandt klagerne er lodsejere som skulle være berørt af planernes indhold på en sådan måde, at planerne er mere til ugunst for klagerne end andre lodsejere, hvis ejendomme også er omfattet af vandplanerne.

Mindretallet (Per Larsen, Marion Pedersen og Jens Vibjerg) finder, at der på grundlag af vandplanernes meget detaljerede karakter og indgribende virkning i forhold til lodsejerne burde være sket individuel partshøring af alle væsentligt berørte lodsejere.

Spørgsmålet er herefter, om miljømålslovens regler om inddragelse af offentligheden i øvrigt er iagttaget i forbindelse med vedtagelsen af vandplanerne.

Er der er tale om en ny plan
Efter den første offentlighedsperiode på 6 måneder blev der på baggrund af høringssvarene ændret i vandplanerne. Flere af klagerne har anført, at vandplanerne er ændret i så væsentlig grad, at der er tale om helt nye planer, der skal sendes i 6 måneders høring. Naturstyrelsen har vurderet, at der ikke er tale om nye planer.

Miljømålslovens § 30 har følgende ordlyd:
"Hvis der i forbindelse med vedtagelsen af den endelige vandplan foretages ændringer af det offentliggjorte forslag, som på væsentlig måde berører andre myndigheder eller borgere end dem, der ved indsigelse har foranlediget ændringen, kan vedtagelsen af vandplanen ikke ske, før de pågældende har haft lejlighed til at udtale sig. Miljøministeren fastsætter en frist herfor. Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til vandplan, skal proceduren i § 28, § 29 og § 31 følges, jf. § 30."

Vandplanernes karakter, omfang og indhold er anderledes end eksempelvis planer efter planloven.

Vandplanerne har ophæng i et EU-direktiv, og omfatter vandområder på tværs af de eksisterende administrative grænser. Der er pligt til at udarbejde planerne på vandområdeniveau i hele landet og revidere planerne hver 6. år. Vandplanerne adskiller sig som plantype også ved, at der er pligt til at opnå en bestemt miljøtilstand i 2015, og ved at de udarbejdes og revideres for hele landet samtidig.

Der er tale om et sæt meget omfattende planer for så vidt angår indhold og kompleksitet i forhold til påvirkning af vandløb, søer, kystvande og grundvand.

Forud for den endelige vedtagelse udgik ca. 5.900 km målsatte vandløb i forhold til det offentliggjorte planforslag. De blev udtaget, fordi visse vandløb viste sig at være i bedre kvalitet end først antaget; ny viden viste, at også andre vandløb havde behov for en indsats; der skete yderligere ensretning af kriterierne for udpegning af vandløbene, og styrelsen havde fået ny viden om de enkelte vandløbs reelle funktioner (visse vandløb var udpeget som naturlige, men viste sig at være kunstige).

Samlet set fik ca. 27 % af vandløbsstrækningerne en ændret indsats, en ny indsats eller en indsats bortfaldt forud for den supplerende høring.

Natur- og Miljøklagenævnet udtaler:
Et flertal på 7 af Natur- og Miljøklagenævnets medlemmer finder, at ændringerne i vandplanerne efter den første offentlighedsfase ikke er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til vandplan.

Flertallet finder, at der må kunne ske ændringer som dem der er beskrevet i disse sager på baggrund af høringssvar og ny viden, der fremkommer i forbindelse med en høring om planer af denne karakter uden at der er tale om nye planer. Ændringerne om vandløb må ses i sammenhæng med planernes øvrige indhold. Det er også indgået i vurderingen, at der ikke er tale om at indføre nye generelle eller konkrete virkemidler for disse strækninger, men derimod de samme virkemidler, som forslaget til vandplanerne i øvrigt indeholdt. Det er således de samme virkemidler, som skal anvendes på andre vandløbsstrækninger (omprioritering af indsatsen).

Flertallet vurderer derfor, at ændringerne i dette tilfælde ikke betyder, at procedurerne i miljømålslovens § 28, § 29 og § 31 skal iagttages på ny.

Mindretallet (Per Larsen, Marion Pedersen og Jens Vibjerg) finder, at de ændringer, der er indarbejdet i vandplanerne efter den første høring, er så omfattende, at der reelt er tale om nye forslag til vandplaner, og som konsekvens heraf, at procedurerne i miljømålsloven skal iagttages på ny. Det vil sige, at de ændrede planer skulle være sendt i fornyet høring i 6 måneder.

I overensstemmelse med flertallets tilkendegivelser går Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse herefter ud på, at ændringerne i vandplanerne er så væsentlige, at berørte borgere og myndigheder skal have lejlighed til at udtale sig, men at ændringerne ikke er så omfattende, at der reelt er tale om nye vandplaner.

Den supplerende høring - høringssystemet
En række af klagerne har anført, at det teknisk var meget vanskeligt at afgive høringssvar under den supplerende høring. Det er anført, at ændringerne for de enkelte ejendomme var vanskelige og/eller umulige at identificere, hvilket betød, at de enkelte lodsejere skulle kunne huske, hvad der stod i det oprindelige planforslag for at vurdere, om ændringerne af vandplanerne ville have konsekvenser for lodsejerens ejendom.

Naturstyrelsen har i sin supplerende redegørelse bl.a. oplyst om mulighederne for at afgive høringssvar (elektronisk såvel som med almindelig post), og om kortbilagene over ændringerne samt hvilke vejledninger, der var om systemet på styrelsens hjemmeside.

Om end høringssystemet og vejledningen hertil er kompliceret, finder Natur- og Miljøklagenævnet, at systemet må anses for at være i overensstemmelse med miljømålslovens § 30 om, at væsentligt berørte myndigheder og borgere skal have haft lejlighed til at udtale sig sammenholdt med miljømålslovens §§ 29 og 31, hvorefter offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt.

Der er i vurderingen af tilgængeligheden af information om ændringerne i vandplanerne lagt vægt på, at det var muligt via kortbilag at få vist, hvad der for de enkelte ejendomme fremgik af det oprindelige forslag til vandplan og hvilke ændringer den supplerende høring medførte for de enkelte ejendomme, at det var muligt at kontakte ministeriet med henblik på at få adgang til at se relevante kortbilag og få hjælp, og at der var mulighed for at indgive såvel elektroniske høringssvar som høringssvar på papir.

Den supplerende høring - fristen på 8 dage
Mange af klagerne har fremhævet den korte frist i forbindelse med den supplerende høring. Fristen, der var på 8 dage (heraf 5 hverdage), skal vurderes ud fra miljømålslovens § 30 om at berørte myndigheder og borgere skal have haft lejlighed til at udtale sig, før ændrede planer vedtages endeligt.

Det fremgår af lovens § 30, at det er miljøministeren, der fastsætter en frist for at komme med bemærkninger til ændringer i planerne, som skal sikre, at vandplanerne først bliver vedtaget, når berørte myndigheder og borgere har haft lejlighed til at udtale sig.

Forarbejderne til miljømålslovens § 30, der implementerer vanrammedirektivets artikel 14, giver ikke nærmere retningslinjer om, hvad der bør gælde i forbindelse med en supplerende høring.

På baggrund af ordlyden i § 30 lægger Natur- og Miljøklagenævnet til grund, at de berørte skal have en reel mulighed for at komme med en begrundet udtalelse, hvilket bl.a. forudsætter tid til at sætte sig ind i ændringernes omfang og konsekvenser. Vandplanerne vil også kunne få konsekvenser for andre end de lodsejere, hvis jorde grænser op til et vandområde.

I vurderingen af om fristen på 8 dage er tilstrækkelig i forhold til de ændringer, som er sket i planerne, vil også miljømålslovens formål og hensigt, øvrige frister for at komme med indsigelser og det bagvedliggende direktivs formål og bestemmelser om offentlighed skulle inddrages. Det samme gælder for forpligtigelserne efter Århuskonventionens artikel 6, stk. 3, 4 og 8, og erfaringer med bl.a. frister for at inddrage offentligheden (artikel 6, stk. 3). Det følger også af den almindelige forvaltningsret, at en høringsfrist skal give berørte rimelig tid til at udtale sig. Disse forhold skal sammenholdes med den store mængde af data, vandplanerne omhandler.

I Natur- og Miljøklagenævnets vurdering af fristens længde er der lagt vægt på, at vandplanerne tidligere har været sendt i høring i 6 måneder, og at der i begyndelsen af den supplerende høring var driftsproblemer på hjemmesiden, således at mulighederne for at komme med høringssvar såvel som at læse vandplanerne var vanskeliggjort. Naturstyrelsen har redegjort for, at det var muligt at få adgang til oplysningerne på anden vis, men nævnet vurderer ikke, at der dermed kan ses bort fra den korte høringsfrist.

Berørte borgere og myndigheder skulle - når de ikke fik direkte underretning, fordi styrelsen valgte at annoncere generelt og dermed overlod det til den enkelte lodsejer at undersøge, om lodsejeren måtte være berørt - bruge de 8 dage til både at finde ud af, om de var berørte, og til at sætte sig ind i på hvilken måde.

Efter Natur- og Miljøklagenævnets opfattelse må en frist på 8 dage (heraf 5 hverdage) i almindelighed anses for at være en utilstrækkelig kort frist til at komme med en begrundet udtalelse, medmindre der er tale om enkle forhold, de berørte skal forholde sig til.

Sammenfattende er det Natur- og Miljøklagenævnets opfattelse, at fristen for den supplerende høring har været væsentlig for kort henset til vandplanernes omfang, indhold og kompleksitet.

Spørgsmålet er herefter, om der er tale om en væsentlig retlig mangel ved vandplanernes tilvejebringelse, og dermed hvilken retsvirkning manglen skal have.

Bestemmelserne om offentlighedens inddragelse har en central placering i miljømålsloven og må anses for at være en vigtig retssikkerhedsgaranti og samtidig en garanti for planernes demokratiske legitimitet.

Såvel miljømålsloven som vandrammedirektivet er karakteriseret ved bestemmelser om betydelig inddragelse af offentligheden. Det underbygges bl.a. af de lange frister for høringer og bestemmelserne om, hvornår i planprocessen bestemt materiale skal være tilvejebragt forud for offentlighedens inddragelse. Det må også indgå, at der i vandplanerne er tale om indholdsmæssigt komplicerede emner og store mængder af data om vandløb, søer, kystvande og grundvand.

Efter Natur- og Miljøklagenævnets opfattelse må det lægges til grund, at der kunne være fremkommet relevante argumenter og informationer om indholdet af vandplanerne, hvis der havde været fastsat en længere frist, og det kan ikke afvises, at det havde ført til yderligere ændringer af planerne.

Det er også oplyst, at de indsigelser, som kom under den supplerende høring, førte til ændringer i vandplanerne.

Natur- og Miljøklagenævnet kan ikke høre alle berørte borgere og myndigheder og efterfølgende vurdere, hvilke konsekvenser indsigelserne evt. måtte have for vandplanernes indhold.

Nævnet bemærker herved, at det henset til planernes indhold, samlede omfang og karakter ikke er muligt for nævnet at træffe afgørelse om delvis ophævelse af planvedtagelsen i forhold til de lodsejere, som har klaget over planvedtagelsen.

En sådan vurdering ville bl.a. forudsætte, at nævnet kunne vurdere, at alene de lodsejere, som har klaget til nævnet, har relevante indsigelser at komme med i forhold til ændringerne i vandplanerne.

Denne form for vurdering vil svare til at efterprøve indholdet af vandplanerne, hvilket nævnet er afskåret fra. Det vil heller ikke være i overensstemmelse med hensigten om en bred og reel offentlig inddragelse i planlægningen.

Det Naturstyrelsen har anført om, at der kom mange høringssvar i forbindelse med den supplerende høring, og at alle henvendelser er læst, uanset om de kom efter fristens udløb, og uanset om de var fra høringsberettigede parter eller ej, kan ikke føre til et andet resultat.

Sammenfattende er det Natur- og Miljøklagenævnets vurdering, at den korte høringsfrist må anses som en væsentlig retlig mangel ved vandplanernes tilvejebringelse, og at denne mangel skal medføre planvedtagelsernes ugyldighed.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser går herefter ud på, at afgørelsen af 22. december 2011 om at vedtage de 23 vandplaner for hele landet ophæves, fordi den korte frist for den supplerende høring er i strid med miljømålslovens § 30.

Sagerne hjemvises til fornyet behandling i Naturstyrelsen.

Natur- og Miljøklagenævnet bemærker i øvrigt, at Naturstyrelsen i det videre arbejde med vandplanerne må vurdere, om ændringerne i vandplanerne giver anledning til, at der træffes en afgørelse i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer. Spørgsmålet er ikke rejst af klagerne. Da planvedtagelsen er ophævet, har nævnet ikke fundet anledning til at behandle dette spørgsmål.