Kritik af Ellemanns vand-initiativer

DRIKKEVAND: Miljøministerens nye initiativer er ikke nok til at sikre drikkevandet, mener Danva og oppositionen. Kritikken kommer efter ny GEUS-rapport, der viser fund af glyphosat i grundvandet.
Anders Jerking
Miljøminister Karen Ellemann (V) vil udvide vandværkernes drikkevandskontrol og undersøge, hvordan glyphosat havner i grundvandet. Men de initiativer er ikke nok, lyder det fra oppositionen og fra vand- og spildevandsforeningen Danva.

"Karen Ellemann spiller hasard med drikkevandet," lyder det fra Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, som nu kar kaldt ministeren i samråd.

Ny rapport om grundvand
Karen Ellemanns nye initiativer kommer, efter at GEUS mandag offentliggjorde årets rapport om grundvandsovervågning. Rapporten viser en øget forekomst af glyphosat i grundvandet. Desuden viser rapporten, at der blev fundet pesticider i 40 procent af grundvandsindtagene og i 23 procent af drikkevandsboringerne.

Miljøministeren vil nu have undersøgt, hvordan glyphosat trænger ned i grundvandet, ligesom hun fremhæver regeringens kommende lov om 25 meter beskyttelseszoner rundt om vandboringer.

Dokumentation

Fra GEUS' sammenfatning:

Der findes stadig en betydelig udbredelse af pesticider i grundvandet, og i 2009 blev der i lighed med de seneste år fundet pesticider i knap 40 % af de undersøgte overvågningsindtag, mens drikkevandskvalitetskravet på 0,1 µg/l var overskredet i ca. 12 % af indtagene. Særligt de øvre grundvandsmagasiner er præget af pesticider og nedbrydningsprodukter fra disse, mens pesticidindholdet i det mere dybtliggende og gamle grundvand er væsentligt mindre. En af årsagerne til flere fund i GRUMO siden 2004 er, at der de senere år overvejende er analyseret for pesticider og nedbrydningsprodukter i boringer med grundvand dannet efter 1950.
Et svagt stigende antal indtag fra grundvandsovervågningen indeholder glyphosat og nedbrydningsproduktet AMPA. Glyphosat er Danmarks mest anvendte pesticid. Stofferne findes ikke længere kun i de øverste og mest sårbare magasiner.

I vandværkerne er mange års faldende pesticidindhold i drikkevandet ophørt. I 2009 blev der fundet pesticider i 23 % af de undersøgte aktive vandværksboringer, mens kvalitetskravet for enkeltstoffer var overskredet i 4,3 %. Hovedparten af de fundne pesticider og nedbrydningsprodukter stammer fra pesticider, der i dag er fjernet fra det danske marked. Mange vandværker er dog endnu ikke startet på at analysere for en række stoffer, der bl.a. er fundet i grundvandsovervågningen. Det er derfor sandsynligt, at udviklingen med en øget påvirkningsgrad vil fortsætte når antallet af analyserede stoffer udvides.
Da de større vandværker ofte indvinder grundvand fra dybereliggende magasiner med ældre grundvand, har det afgørende betydning for fremtidens indvinding af drikkevand, om den massive forurening i de højtliggende grundvandsmagasiner vil kunne omsættes eller bindes til jordlagene under transporten mod de magasiner, hvorfra der i dag indvindes upåvirket grundvand.

 

 

 


Altinget logoMiljø
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget miljø kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Miljø

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024