Ministerium finder syv steder til kæmpe-møller
Anders Jerking
RedaktionschefVindmølleindustrien har længe efterlyst pladser, hvor der frem til 2020 kan opstilles 8-10 prototypemøller på 200-250 meter, og i forbindelse med forhandlingerne om testcenteret i Østerild besluttede politikerne at udarbejde en helhedsløsning, hvor man ikke bare fandt plads til testcenteret, men også til prototype-møllerne.
22 steder sorteret fra
Derfor har en tværministeriel arbejdsgruppe undersøgt mulige placeringer. Først er 29 områder blevet undersøgt, men 22 af disse er blevet sorteret fra - blandt andet på grund af vindforhold og hensyn til lufthavne og natur. Tilbage er 7 egnede områder, som i alt har plads til 20 møller. De områder skal nu i høring, hvor efter der skal laves VVM-undersøgelser. I denne proces kan flere områder blive sorteret fra. Til sidst skal de endelige områder udpeges.
Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien, understreger, at det er vigtigt for sektoren at vide, om der er mulighed for at teste fremtidens vind-teknologi i Danmark.
"Derfor er det en rigtig god ide, at politikerne vil lave en samlet plan, så vi får overblik over, hvad der kan lade sig gøre," siger han.
De syv mulige områder er:
Ganer (Skjern Enge) i Ringkøbing-Skjern Kommune. 2-3 møller på op til 250 meter
Nordvest for Lem i Ringkøbing-Skjern Kommune. 2-4 møller på 200 meter.
Vælling Mærsk i Ringkøbing-Skjern Kommune. 2 møller op til 200 meter.
Syd for Brovst i Jammerbugt Kommune. 2-3 møller op til 250 meter
Ullerup i Vesthimmerlands Kommune. 2 møller op til 250 meter
Syd for Skærbæk i Tønder Kommune. 2-3 møller op til 250 møller
Møgeltønder Kog i Tønder Kommune. 2 møller på op til 200 møller.
Tæt på fugleområder
I Danmarks Naturfredningsforening er man positivt indstillet over for, at der skal afprøves nye, store vindmøller, men foreningen påpeger, at flere af de syv områder ligger klos op ad fuglebeskyttelsesområder.
"Det er problematisk, og derfor skal konsekvenserne undersøges meget nøje, inden man opstiller møller," siger Nora Skjernaa Hansen, naturpolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening, som også pointerer, at et område ligger inden for den kommende Nationalpark Skjern Å.
Foreningen undrer sig over, at man helt har fravalgt at undersøge områder, hvor huse skulle eksproprieres.
"Der kunne være områder, som er mere velegnede, hvis man opkøber et par boliger. Hvis disse pladser har så stor værdi for samfundet, så må det koste noget for samfundet at få plads til dem. Man kan ikke blive ved med at presse det hele ud i naturen," siger hun.
Ifølge Altingets oplysninger skal områderne købes af vindmøllefabrikanterne. I dag er alle områderne privatejet landbrugsjord. Der er ved alle områder spørgsmål om natur og støj, som skal afklares nærmere. For eksempel grænser 6 af områderne op til Natura 2000-områder. Derfor skal det dokumenteres, at opstilling af vindmøller ikke vil skade beskyttede arter. På fem områder findes §3-beskyttet natur som eng, hede, sø og mose. For alle områder mangler en vurdering af, om krav til støjfølsom areal-anvendelse vil blive overholdt. Derudover vil møllerne med deres store højde alle steder påvirke landskabet væsentligt.
Inden næste sommer skal partierne bag Østerild-aftalen finde plads til yderligere 40-80 såkaldte serie-0-møller.
Update: By- og Landskabsstyrelsen oplyser, at styrelsen er i gang med at gennemføre den sidste kvalitetssikring af de potentielt egnede arealer. Dette arbejde afsluttes i januar, hvor efter høringen kan gå i gang.