Regionernes videncenter: KTC har skyklapper på i forurenings-debat

Af Christian Andersen
konstitueret leder, Regionernes Videncenter for Miljø & Ressourcer 

Regeringen har foreslået at samle myndigheds-opgaven om ændring af anvendelse på forurenede arealer hos regionerne - de såkaldte § 8-tilladelser.

Derved ønsker regeringen at opnå en hurtigere sagsbehandling. Det vil have betydning for entreprenører og bygherrer, der ud over en kortere sagsbehandling også vil få mere ensartede afgørelser.

Faglighed er det bedste argument
En del sager vil kunne løses ved, at regionen afklarer grundens status, og en § 8-sag dermed helt kan undgås.

Bent Hansen (S) og Stephanie Lose (V) kvitterede for regeringens forslag ved indlæg i Altinget den 20. december.

Lars Mørk og Thomas Barfoed fra Kommunalteknisk Chefforening, KTC, mener i deres indlæg 9. januar, at digitalisering og standardvilkår er Bent Hansens og Stephanie Loses hovedargumenter for placering af § 8-opgaven i regionerne.

Det er en forkert, men hyppigt gentaget påstand, at man hos regionerne får fem forskellige løsninger, der ikke er tænkt sammen.

Christian Andersen
Konstitueret leder, Regionernes Videnscenter

Men det væsentligste argument er regionernes faglige kompetence på området. Det er argumentet både hos Bent Hansen og Stephanie Lose, såvel som hos regeringen.

KTC hverken refererer til eller tilbageviser dette argument: Med godt 230 specialister på jordforureningsområdet, der behandler mere end 4.000 jordforureningssager og 175.000 borgerhenvendelser om året, så har de fem regioner alle forudsætninger for at løse den samlede § 8-opgave bedst muligt.

KTC skyder forbi målet
KTC henholder sig til princippet om den ene indgang, og dermed kan ethvert forsøg på optimering af opgaver på tværs skydes ned uden faglig begrundelse.

Lad det stå klart, at et godt og tæt samarbejde med kommunen er højt prioriteret i regionerne – både i den nuværende og i enhver fremtidig opgavefordeling. Dette fremgår meget tydeligt af Bent Hansens og Stephanie Loses indlæg.

Om den del af ansøgningen, der omhandler ændret arealanvendelse ved forurening, sker i kommunens miljøkontor - eller i regionens - burde ikke gøre nogen forskel for ansøgeren. Han eller hun bør knap nok bemærke det.

§ 8-området har altid været delt mellem en bygge- og en miljømyndighed. Spørgsmålet er, hvorledes den snitflade lægges bedst muligt, så vi sikrer ansøgerne den mest optimale sagsbehandling.

Sidste år udarbejdede kommuner og regioner 542 § 8-tilladelser. Flertallet af tilladelser koncentrerer sig omkring de større byer. De 13 kommuner, der i 2016 havde mere end 10 sager, tegnede sig for over halvdelen af alle § 8-sager.

I den anden ende af skalaen havde 39 kommuner to eller færre sådanne sager. Det gør det naturligvis svært at vedligeholde en kritisk ekspertise på området.

Sager kan undgås
En af de væsentligste gevinster ved at lægge §8-opgaven i regionerne er synergien til kortlægningen af forurenede eller potentielt forurenede grunde.

§ 8 gælder nemlig kun på kortlagte arealer, og ved at regionen med det samme får viden om, at der ønskes at bygge på en sådan, så har regionen mulighed for at færdigkortlægge grunden.

I mange tilfælde kan en § 8-sag helt undgås, hvis grunden eller dele af grunden viser sig ikke at være forurenet. Kommunen står for godkendelse af jordhåndteringen, men der er ingen sammenhæng mellem dette, og den risikovurdering der skal ske på selve grunden.

Forslag vil give fejl
KTC’s forslag om at regionerne blot skal partshøres, på linje med ansøgeren om de endelige vilkår i en § 8, vil skabe for mange fejl. Forslaget ignorerer områdets kompleksitet.

En risikovurdering for beboere og grundvandet kan ikke klares med, at den lokale sagsbehandler bliver udstyret med en bekendtgørelse om standardvilkår fra staten. I de fleste tilfælde skal der en konkret risikovurdering til.

Også i det nuværende system er nøglen til en hurtig afgørelse derfor en tidlig inddragelse af regionen.

Regionerne kan godt snakke sammen
Det er ligeledes en forkert, men hyppigt gentaget påstand, at man hos regionerne får fem forskellige løsninger, der ikke er tænkt sammen. De fem regioner er ikke flere, end at de faktisk er i stand til at koordinere, ideudveksle og samarbejde.

Det er derfor, at der findes ét landsdækkende digitalt jordforureningsregister lavet af regionerne - og ikke fem. Regionerne er i alle tilfælde klar til at tage opgaven på sig, og til at understøtte den kommunale sagsbehandling - det være sig med de nuværende eller med justerede snitflader.