Udvalg vil omlægge miljø-regulering
Anders Jerking
RedaktionschefUdvalgets centrale forslag er, at miljøreguleringen af dam- og havbrug skal ændres, så man går væk fra at kontrollere foder og indretning af produktionsapparatet og i stedet nøjes med at kontrollere udledningen fra brugene.
"I dag regulerer man inputtet, men vi foreslår, at man i stedet skal kontrollere outputtet. Det er en meget mere moderne måde at regulere på, hvor man med udgangspunkt i vandrammedirektivet fastsætter konkrete miljømål for, hvor meget af de forurenende stoffer man må udlede, og så lader det være op til virksomheden selv, hvordan de vil overholde målene," siger Jørn Jespersen, direktør i Dansk Miljøteknologi og formand for Akvakulturudvalget.
Jørn Jespersen peger på, at der allerede i dag findes en række moderne teknologier, som gør det muligt at opdrætte fisk på en mindre miljøbelastende måde, men opdrætterne har kun få incitamenter til at anvende den bedste teknologi.