Vind og biobrændsler er både rød og blå politik
Af Charlotte Søndergren
Chefkonsulent, Dansk Energi
Per Dalgaard (DF) skriver i et indlæg på Altinget den 5. juli, at kun oppositionen arbejder for udbygning med vindkraft og biobrændsel.
Men det fremgår ikke af indlægget, at VK-regeringen også har en energistrategi, hvor de fossile brændsler skal udfases inden 2050, og at det ifølge VK-planen kræver en væsentlig udbygning med vindkraft og biobrændsler.
Det er også, hvad S-SF arbejder for i sin energiplan, og dermed er der en historisk politisk enighed om de danske energi- og klimamål.
Det ser vi som energisektor meget positivt på, idet vi også arbejder mod et mål om, at Danmark skal være CO2-neutral i 2050 – vi samarbejder dermed med begge politiske fløje.
Derfor opfordrer vi til, at energiforliget kommer på plads, så vi ikke kun kender målet, men også får udstukket vejen.