Kommuner hurtige over for udsatte børn

NYHED: Kommuner reagerer hurtigt på henvendelser om børn, der mistrives. Glædeligt, men det kan forbedres yderligere, mener velfærdsministeren og Dansk Socialrådgiverforening.
Seks ud af ti henvendelser til kommunen om socialt udsatte børn er afklaret inden for en måned.
Seks ud af ti henvendelser til kommunen om socialt udsatte børn er afklaret inden for en måned.Foto: Colourbox
Linea Sanderbo Kürstein
Fakta

Følgende kommuner deltog i undersøgelsen:

Aalborg, Brøndby, Faaborg-Midtfyn, Gentofte, Holstebro, Ikast-Brande, Kalundborg, København, Nyborg, Odense, Ringsted, Århus.


Kilde: Ankestyrelsen
Fakta

Den særlige underretningspligt
Personer, som f.eks. er ansat i et dagtilbud, på en skole samt i sundhedssektoren og under udøvelse af deres erhverv får kendskab til, at et barn kan have behov for særlig støtte, har pligt til at underrette barnets kommune.

Den generelle underretningspligt
Alle personer, der får kendskab til, at et barn eller en ung fra forældre udsættes for vanrøgt, nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.


Kilde: Ankestyrelsen

Seks ud af ti kommuner behandler henvendelser om socialt udsatte børn inden for en måned. Det viser en stikprøveundersøgelse fra Ankestyrelsen.

Undersøgelsen dækker 1895 indberetninger og henvendelser om særlig støtte til børn og unge i 12 kommuner.

Undersøgelsen viser, at 61 pct. af underretningerne bliver afklaret inden en måned. Afklaringen tager stilling til, om der skal iværksættes en mere omfattende undersøgelse af barnets forhold - en såkaldt § 50-undersøgelse.

36 pct. af underretningerne bliver ikke afgjort inden for en måned. Ifølge kommunerne er årsagen, at der afventes oplysninger fra forældre eller fagfolk.

3 pct. af sagerne er uoplyste.

Brug for endnu hurtigere hjælp
Velfærdsminister Karen Jespersen (V) er glad for, at undersøgelsen viser, at kommunerne er hurtige. Hun mener dog, at der er brug for en yderligere indsats på området. Derfor vil Velfærdsministeriet sammen med KL drøfte, hvordan der yderligere kan sikres hurtig handling i sagerne om de socialt udsatte børn.

"Det er positivt at få afklaret, at kommunerne typisk har gode procedurer for at følge op på de underretninger, som de modtager. Det har stor betydning for, at det enkelte barn får hjælp hurtigt og inden problemerne vokser sig store. Men der er selvfølgeligt stadig rum for forbedringer, og derfor er undersøgelser som denne meget nyttige. Det er vigtigt at sikre hurtig hjælp til udsatte børn og unge, og derfor skal man være særligt opmærksom på de sager, hvor der ikke inden for en måned træffes afgørelse om, hvad der skal ske," siger velfærdsminister Karen Jespersen.

Anbringelsesreformen fra 2006 har sikret, at kommunerne tidligt får øje på og hjælper børn med problemer, eksempelvis ved at kommunen reagerer hurtigt ved underretninger.

Medarbejdere tager ansvar for børn alvorligt
Undersøgelsen viser, at lærere, pædagoger, sygeplejesker og andre, som arbejder med børn og unge, står for tre ud af fire kontakter til kommunerne, og det er positivt, mener Dansk Socialrådgiverforening:

"Disse faggrupper har en særlig forpligtelse til at underrette kommunen, fordi de gennem deres arbejde kommer i kontakt med de børn, som ikke trives. Derfor er det glædeligt, at Ankestyrelsens undersøgelse viser, at de er meget bevidste om deres ansvar. Men det ville jo være endnu bedre, hvis vi kunne tage hånd om børnene og deres forældre, inden problemerne vokser sig så store, at det bliver nødvendigt at lave en decideret underretning til kommunen," siger Henning Breinholt, formand for Dansk Socialgiverforening.

Dansk Socialrådgiverforening har sammen med Danmarks Lærerforening sat fokus på en tidlig indsats for socialt udsatte børn. De har lavet projektet "Hånd om alle børn" (se link), der skal bane vejen for et tættere samarbejde mellem socialrådgivere og lærere ude på skolerne.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024